Rend mig i restriktionerne .. traditionerne

Det er en one off, denne jul. Forhåbentlig er det første, eneste og sidste gang, at jul skal være sådan her. Ja, vores jul er også påvirket af Corona. Vi skal godt nok ikke til Jylland, men skal kun ses med familie her fra øen. Og meget er aflyst; fødselsdage, brunch, julefrokoster .. alt er udskudt til bedre tider. Det føles som det rette at gøre for os. Udskyde, ikke aflyse.

Definition: oneoff jul, dvs. en jul, som kun kommer en enkelt gang.

– heldigvis

Jeg tror, at vi er nødt til at se denne særprægede jul som en one off. Det er kun denne jul, der bliver løjerlig og indadvendt. Det gør det nemmere for mig at acceptere, at det er sådan, det er. Ikke at jeg synes, at det er fedt, men det er simpelthen ikke noget, jeg kan kæmpe imod. Det er et vilkår. Præcis som køen på motorvejen i gamle dage. Og så har jeg 2 valgmuligheder; enten at gå i sort eller tænke grønt. Gå i sort og meditere over hvor synd det er for os – eller acceptere, at det er sådan det bliver i år.

Det er til dels nemt nok at sige for mig. Vi bliver 4 juleaften, uanset om der er Corona eller ej. Derudover har vi ingen planer, og det plejer vi at have. Vi kommer nok ikke til at se morfar – måske vi kører forbi og afleverer gaver. Farmor har vi ikke set i månedsvis, for hun er på plejehjem. Og julemorgenmad med min bedste veninde hos hendes forældre må vi også droppe i år. Vi får ikke set knægtens gudmor og hendes unger, som vi normalt ser i julen og bytter gaver med. Min mands fødselsdag, min venindes fødselsdag osv er også aflyst. For slet ikke at tale om aflysning af julefrokoster, julebagning, julemarkeder, juleshopping osv.

Der er masser af årsager til at sætte sig ned og mugge. Men det er jo jul – og ja, i år er vi nødt til at gøre det på en anden måde end vi plejer. For restriktionerne er supervigtige nu for at holde smitten nede. Det er jo virkelig dumt at udsætte sig selv og andre for Corona lige nu – så kort tid før vaccinen rammer os som et kys på overarmen. Vi har holdt Corona rimelig stangen i næsten 10 måneder, så hvorfor blæse på det hele nu? Ja, det er altid mørkest lige før daggry, og det er det også nu. Som i buldermørkt.

Jeg elsker virkelig julen, og jeg gad også godt at blæse restriktionerne en lang march, men det bliver traditionerne, der denne ene gang må droppes. Næste jul – dér går jeg rundt med en kæmpe misteltensBUSK ovenpå mit hovede allerede fra 1. November. Der skal krammes, skåles og hygges, vi skal stå tæt sammen og spise mad fra den samme buffet … Alt det julen 2020 ikke bliver, det bliver julen 2021.

For mig handler det i høj grad om at visualisere livet på den anden side af Corona, flytte fokus og acceptere, at det er sådan julen 2020 bliver. En one off.

En ting er sikkert. Vi kommer aldrig til at glemme denne jul. På sin egen måde bliver julen 2020 episk. Det bliver dén jul, vi alle altid kan huske og skille ud fra alle de andre jul, vi har holdt.

Solen har ikke skinnet i 16 dage. I dag skinnede den kort og uventet. På tredje juledag begynder de at vaccinere i Tyskland, og mon ikke vi kommer med i samme omgang?

One Comment Tilføj dine

  1. Ja, du har så ganske ret. Julen 2020 bliver vist en vi kan huske allesammen🎄

    God ide med dit on-off jul udtryk👍🏻 Selve juleaften er ikke så forandret for vores vedkommende, da vi bli’r 7 familiemedlemmer. Men ellers er diverse julefrokoster og arrangementer udskudt til bedre tider🎉

    Rigtig glædelig jul og godt nytår🎄🎆

    Kh
    Louise

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.