Har du også fået Coronahjerne?

Jeg har kæmpet i denne uge for at få det til at hænge sammen. Det føles som om min båndbredde er blevet meget smallere. Jeg er grundtræt på trods af, at jeg faktisk sover både fint og rigeligt. Alligevel er jeg balret.

Jeg har haft hovedpine i 4 dage – først troede jeg, at det skyldtes væskemangel, og så bællede jeg så meget vand, at jeg skulle på toilettet enormt mange gange. Det virkede ikke. Det fik jeg bare kvalme af.

Så kom jeg til at tænke på mine nye læsebriller. Altså, dem der ligger derhjemme. Ubrugte. Det er nok mere sandsynligt, at det er det.

Hovedpinen kan også have noget at gøre med min nye hovedpude. Den er for høj, og her fredag morgen sad hovedpinen hårdt i nakken, så nu er den byttet ud med min gamle flade fætter.

Men det med brillerne ser ud til at have virket her på fjerdedagen, kombineret med intensiv nakkestræk.

Det var nu ikke det, jeg ville skrive om (men det beskriver måske meget godt min tilstand, at jeg straks spurter ud af en tangent..). Det er noget andet:

Jeg føler det lidt, som om jeg har ammehjerne, bare helt uden at amme. Måske er det Coronahjerne og er en beslægtet tilstand?
– Gitte

I denne uge har jeg truffet enormt mange enormt tåbelige og kiksede hverdagsvalg. Jeg kan ikke forklare, hvordan jeg kunne finde på at komme helt over på arbejde uden bil, når jeg skulle til kundemøde ude af huset. Jeg kan heller ikke forklare, hvordan det kan gå til, at jeg kom vores dørnøgle i en kuvert, lukkede den møjsommeligt med lim og gik ud af døren – hvor jeg så måtte flænse kuverten op for at kunne låse døren.

Jeg kan heller ikke forklare, hvorfor jeg ikke drikker nok vand, når jeg ved, at jeg risikerer at få migræne af væskemangel. Jeg har også undret mig over, hvor min telefon mon var henne, mens jeg stod med den i hånden. Og jeg var på vej hjem for at hente mit kørekort. Som jeg har på mobilen. Som jeg har i hånden. Og … Og …

Jeg har mindre om ørerne pga Corona, men jeg føler mig faktisk ret presset. Og det undrer mig, for jeg har styr på mine lister, jeg kan godt nå mine ting, vi skal ikke flere ting på én weekend – og alligevel har jeg det som om det er ALT FOR MEGET det hele. Hvad fanden går det nu ud på??

Mandag aften inden 20 halvvejs lå halvvejs sad jeg i sofaen og orkede ikke engang at kigge på min telefon eller på fjernsynet, fordi det krævede at jeg enten løftede armen eller drejede hovedet.

For at være ærlig synes jeg, at det er pinligt og patetisk. Hvordan kan man have så lidt i sit liv og blive så smadret af det?

Det må være Coronahjerne, tænker jeg. Er der noget, der hedder det? Ellers er der det nu. Det er nok meget normalt under en pandemi at blive ramt af en slags apati.