Jeg er begyndt at styrketræne igen. Det er så hårdt at starte forfra, men jeg bliver ikke stærkere af at holde pause. Jeg var nødt til at gøre noget for min krop, selvom min hælspore og skulder impingement har begrænset mig. Begge dele har kastet lange skygger ind over min hverdag, og jeg holdt mig i ro i håb om, at de så går væk. Det virkede ikke, det blev jeg bare tykkere af. Nu gør jeg noget, og jeg véd, at det her virker, for jeg har prøvet det før.

Jeg fokuserede alt for meget på det, jeg ikke kunne, på grund af hælsporen; løbe, cykle, gå lange ture. Svømning og alt, der involverer armbevægelser, gjorde djævelsk ondt i min skulder.

Men det, jeg kan, er at styrketræne ❤

Og jeg har gode erfaringer med det, for da jeg ødelagde min menisk og fik den delvist fjernet for mange år siden, var det styrketræning, jeg skiftede over til, da jeg i en periode hverken kunne danse, cykle, løbe, gå til aerobics osv. Det gør jeg igen.

I starten var styrketræning og jeg IKKE et match.

Jeg var en dansepige i 90’erne, men fordi fitness var en del af pakken i Hard Work, fik min veninde og jeg lagt et begynderprogram. Vores begynderprogram tog en stiv klokketime at køre igennem. En endeløs række af kedelige øvelser med utallige repetitioner. Dødens pølse. Så jeg hoppede videre til dans, aerobic, fatburner og step, indtil jeg stod med et knæ, der sagde nej. På det tidspunkt havde jeg hele mit sociale liv i træningscentret, så jeg var nødt til at finde på noget at lave derovre, der ikke involverede mit knæ.

Jeg prikkede en stor gut på skulderen og spurgte, om han ville hjælpe mig i gang med styrketræning. Da han havde grinet færdigt, sagde han “okay, men du holder en uge”. Og så fyldte han ellers vægte på mig. Jeg nægtede at give op. Jeg bed tænderne sammen og gjorde, som han sagde. “Smerte er din svaghed, der forlader din krop” og “no pain no gain” hørte jeg til bevidstløshed, mens han grinede.

Jeg havde så mange smerter i mine muskler og nærmest kravlede hjem. Den latterlige idiot, jeg skulle nok vise ham og de andre grinende gutter, at jeg kunne andet og mere end at gå til dans og vimse omkring med en flaske vand i træningscentret. De holdt op med at grine efter et stykke tid.

Og jeg fik det største kick af at træne tungt, jeg blev stærkere, større og mere tonet. Jeg var meget mere praktisk at have med i Netto. Jeg havde aldrig forestillet mig, at styrketræning kunne gøre mig endnu mere glad i låget end dansen, som jeg elskede.

Styrketræning gør mig glad i låget.

Hvis vi spoler frem til nu; så startede jeg lettere ud end nogensinde før. Jeg vil jo helst de tunge løft, men med de skader jeg har, er jeg lige nødt til at sænke kadencen og løfte mindre tungt for at vænne min krop til belastningen. I hvert fald til en start.

Det er altid en god idé at øge vægten langsomt, når man starter op med at styrketræne. Med alderen er det endnu vigtigere, da min muskelmasse nu er mindre end da jeg var 30. Musklerne har derfor brug for længere tid til at omstille sig fra nul træning til styrketræning.

I starten er der risiko for at overbelaste led og sener, præcis som det skete med min impingement i skulderen. Den er nemlig et direkte resultat af, at jeg var for ambitiøs med min brysttræning og øgede belastningen for hurtigt i bænkpres. Så belastende.

I dag?

I morges løftede jeg 2×16 kilo i bryst pres. Min rekord er 2×20 kilo fra da jeg var 20 år yngre. Jeg vil sige, at det går rigtig godt med træningen. Mine skuldre er blevet bredere, og nogle af mine jakker er nu for smalle over ryggen og overarmene.

Vægtmæssigt har jeg tabt mig små 3 kilo, men det er ikke det, jeg har fokus på. Jeg kan ikke bygge muskelmasse og tabe mig samtidig. For at bygge muskler skal jeg være i energioverskud – og for at tabe mig skal jeg være i energiunderskud. Men det er okay. Jeg befinder mig godt i min krop, selvom jeg er ‘tyk med muskler’. Jeg ved, hvad jeg kan løfte, jeg er stærk, og det giver mig stolthed og glæde ved min krop.