Jeg kan godt mærke, at jeg er tyndslidt. Tyndslidt af verden omkring mig, krig i Ukraine, inflation, krise.. Jeg havde det på samme måde under Corona. En følelse af at være statist i mit eget liv, uden indflydelse. Jeg hader at stå et sted, hvor jeg kan se, at det går galt, men jeg intet kan gøre. Hvor jeg ikke kan gøre andet end at vente og se, hvad der sker – og håbe på det bedste.

Under Corona skabte jeg en slags mikrokosmos, hvor jeg fjernede fokus udadtil og fokuserede på min familie, de nære og kære. Jeg lukkede ned for breaking news. Jeg har sådan set aldrig tændt for breaking news igen. Ikke i dagtimerne i hvert fald.

Men det er klart, at krigen, selve krigshandlingerne, ukrainernes lidelser, de russiske taler og trusler – det følger jeg med i. Jeg følger også med i den nationaløkonomiske udvikling og den påvirkning, vi kan forvente.

Jeg læste nationaløkonomi i 90’erne, og jeg forstod heldigvis så meget af det, at jeg kender udbud/efterspørgselsdynamikken og sammenhængen med inflation/stigende priser. Jeg forstår godt, hvorfor vi som samfund ikke bare kan betale folks regninger, men er nødt til at henstille til, at vi alle sænker forbruget i stedet for. Og vi er nødt til at acceptere en nedgang i levestandard, et begrænset vareudbud, høj efterspørgsel og deraf følgende højere priser.

Vi er nødt til at spænde livremmen ind. Vi kan ikke blive ved med at bruge så meget energi, som vi har gjort. For klimaets skyld og for hinandens skyld. Vi er nødt til at deles om det begrænsede udbud, og hver især sætte forbruget ned. Når vi sænker forbruget, falder efterspørgslen, og priserne vil følge med ned.

Derfor er fjernelse af moms og afgifter ikke vejen frem – og det er varmechecks heller ikke. Ikke at bruge/efterspørge energi er vejen frem, og der er de høje priser et ret godt incitament til at slukke for det hele og minimere forbruget. Og her kan man så indsætte andre varegrupper, for det er det samme, der gælder:

• Jo mindre smør, vi bruger, jo lavere priser
• Jo mindre energi, vi bruger, jo lavere priser
• Jo mindre diesel, vi bruger, jo lavere priser
• Jo mindre cola, vi drikker, jo lavere priser
• Jo færre kWh, jeg bruger, jo lavere priser

Men vi skal alle være med, og hver især gå på kompromis og undgå at købe, hvor vi kan, for så falder priserne til sidst. Om 2 år, sagde økonomerne. Nogle siger 5 år. Det farlige er, at krige og oprør starter pga. netop dette, fordi alle rammes hårdt, og nogle mennesker mister alt. Desperationen lurer lige om hjørnet, når man ikke længere har råd til mad, lys og varme. Læs artiklen bål uden brænde, hvis du vil læse, hvor hårdt det rammer.

Renterne stiger, og det gør det endnu dyrere at leve på lån, som mange af os gør. Vi er vant til velfærd, men der kan altså meget vel komme et tidspunkt, hvor der ikke er råd til velfærd, hvis vi fortsætter på denne måde. Regningen i det offentlige stiger også, og de penge, vi skulle bruge på varme hænder, vil i stigende grad gå til varme og lys. Det er på den baggrund, at brødnid, vrede og oprør starter. Og det kan blive rigtig farligt.

Jeg er ikke klædt ordentligt på til at stå en krise igennem, men det bliver man jo nok aldrig nogensinde. Jeg er for lille til at huske oliekrisen i 70’erne, fattig80erne og kartoffelkuren. Finanskrisen, nåja, vi mistede begge vores jobs, men så kom vi jo videre, og alting blev bedre. Indtil Coronakrisen, og da den klingede af, så alt lyst ud i omtrent 14 dage, så angreb Rusland Ukraine, og nu kigger vi ind i en rigtig krise. Her kan selv de bedste politikere ikke afbøde slaget for os, og vi skal holde op med at forvente mirakler fra vores politikeres side. Vi skal klare os selv.

Vi er nødt til at genopfinde gamle dyder og tillære os nye talenter. Sparsommelighed, nøjsomhed, kompromissøgning, realisme, solidaritet, medmenneskelighed. Kedeligt, men nødvendigt. Det er røv og nøgler.

Jeg har fandme drømme. Jeg har ikke lyst til at spare. Jeg vil ud og rejse. Og den der nye jakke i grøn, den vil jeg også have. Der er hul i mine sko, så jeg har brug for nye sko. Jeg kunne også godt tænke mig en ny cykel.

Vi har ikke tændt for varmen, og vi går rundt i tusmørke. Jeg tror, at jeg har brækket en tå. Den gør i hvert fald stadig ondt, efter jeg gik ind i vores spisebord i mørke i forrige søndag. Vi vaskede tøj om natten, så naboerne har klaget over os. Nu vasker vi, når vinden blæser, og hvis prisen er lav. Vi timer elforbrug med Andel-app’en og forsøger at ramme den billige strøm. Vi har gang i elspareskinner, trøjer, tæpper og pis og papir. Knægten er allerede forkølet for første gang i denne sæson. Mon det varmer, hvis jeg springer i luften?