Jeg er nødt til at citere Mette Frederiksen: Lev med det. Vi burde have skruet ned for energiforbruget for længst af hensyn til hinanden og klimaet. Jeg melder mig som den første af dem, der ikke fik det gjort i god tid. Ikke før nu, hvor konsekvenserne af overflødighedsvarme (dvs. alt over 19C) kan aflæses på el-regningen.
Jeg er en frossenpind. 19C er frysepunktet for mig, så jeg var faktisk lidt i panik ved udsigten til 19C indendørs. 19C er lige så varmt som en gennemsnitlig sommerdag i Danmark, og ja, det er ikke det, jeg forbinder med varme.
Men jeg kan også godt li’ en god fysisk udfordring, og jeg tænker, at det må være fysisk muligt at vænne sig til koldere temperaturer uden at fryse og uden at gå i sort af frygt for at fryse. Så jeg tester mig selv lige for tiden – kan jeg vænne mig til at eksistere under koldere temperaturer? Kan man blive hærdet, så kulden ikke føles så kold?
Det går det faktisk overraskende godt med. Jeg venter simpelthen med dynejakker, uld og undertrøjer til det bliver rigtig koldt – vi er jo kun i de første dage af oktober. Så må jeg bevæge mig, drikke noget varmt, lave kuskeslag, englehop, pausegymnastik (burde vi ikke køre pausegym på Teams?).
Når jeg træner om morgenen inden arbejde, så fryser jeg ikke før tidligst efter frokost, så det er også et ganske gratis tip til lige at øge kropstemperaturen i nogle timer.
Så jeg tænker, at det handler meget om at ændre sit mindset og byde kulden velkommen, i stedet for at frygte at fryse og pakke sig ind allerede ved forventningen om, at det bliver koldt. Al den snak om kulde og mangel på varme gør det hele værre.
We can do this!