December fes afsted. Vi kom hjem fra Berlin 5/12, og ugen efter lagde jeg mig 5 dage med Corona. Så var der en uge til jul og den julefrokost, jeg havde sagt, at jeg ville lægge hus til. Ingen havde taget action på menu eller hvem gør hvad. Skulle vi bestille en menu udefra, eller skulle vi selv lave mad?

Så jeg sendte et menuforslag til mine 3 medarrangører. Og så hørte jeg ikke rigtig noget. Jeg kunne jo godt se skriften på væggen; jeg endte op med ansvaret for vores julefrokost. De andre ville gerne hjælpe lidt og deltage, men forventede, at alt initiativ skulle komme fra mig. Det var ikke længere et fælles projekt. Det var blevet noget, JEG står for.

Og jeg er træt af at have den rolle. Ansvaret ender altid hos mig. Jeg har været arrangør hele mit liv. Hvis ikke jeg tager initiativ, ser jeg ikke mine veninder. Det er utrolig sårbart at erkende, at jeg holder fødselsdag for mine veninder hvert år, men jeg bliver aldrig selv inviteret til fødselsdag.

Har du tænkt over, at når man siger til andre “skal jeg hjælpe dig?”, så fralægger man sig effektivt ansvaret og giver det til den, man hjælper. Det er okay at hjælpe børn, syge og ældre.

Men en fælles julefrokost .. der tager man sgu ansvar og melder klart ud som det mindste. Mine veninder fik elegant vippet ansvaret over på mig, det blev mit projekt, de ville gerne hjælpe, men det blev et stort nej tak herfra. Jeg har ikke brug for hjælp, jeg har brug for veninder, der tager medansvar for vores fælles arrangement.

De traditioner, vi har haft gennem livet, har jeg arrangeret år efter år. Men det år, jeg ikke gjorde det, så stoppede det – og ingen efterlyste nogle af vores traditioner. Var det i virkeligheden kun mig, der værdsatte det? Jeg har en fornemmelse af, at det med os ikke er så vigtigt for mine veninder, som det er for mig. AV!

Man skal jo ikke være Einstein for at opdage, at jeg lever med et sygt mønster, hvor jeg tillader mine nærmeste at behandle mig ligegyldigt. Jeg har været for large, for sød og for ansvarlig hele mit liv og har haft alt for stort fokus på at holde sammen og holde fast på mine veninder, frem for på hvad der føles rigtigt for mig.

Jeg har været arrangør af sociale aktiviteter for mine veninder hele mit liv, men jeg bliver ikke selv inviteret. Det er jo så ufattelig patetisk. Mine veninder gider ikke at gøre sig umage eller gøre en indsats for vores relation. Det er skamfuldt og smertefuldt for mig. Det ansvar påhviler mig.

Men hvad sker der, hvis projektlederen siger op?