Påskeferien synger på sidste vers. Jeg nåede ikke helt feriemodus før et par dage inde i påskeferien, hvor jeg fandt ro i mig selv, og hvor jeg slap for migræne og menstruationssmerter.

Da det blev tid til at forlade sommerhuset lørdag, var jeg slet ikke klar til at ta’ hjem. Der var jeg nede i gear og klar til ferie i det lejede sommerhus, som jeg indtil da ikke havde været synderlig begejstret for. Men lørdag morgen var jeg på plads. Helt på plads, på det rigtige sted, og jeg var klar til påske. Vi pakkede sammen for at køre hjem, vi skulle være ude af huset kl 10.

Jeg følte mig ikke kun uvillig til at forlade Rørvig, jeg følte heller ikke trang til at komme hjem. Følelsen af uro og længsel forvirrede mig, og jeg følte en knugende sorg i mit bryst.

Det mindede mig om, da jeg var ung i en periode af mit liv, da jeg på ingen måde glædede mig til at vende hjem fra ferier og weekends, fordi ferierne var magiske, mens min hverdag bare skulle overstås.

Lørdag morgen føltes det som om, jeg var tilbage til dengang. Den vægt og den stress, jeg følte, blev uundgåelig og overvældende. Det fik mig endda til at græde.

Jeg havde ikke lyst til at forlade Rørvig igen, fordi min familie er der. Min far. Og min familie, som jeg ikke taler med. Men lige der lørdag formiddag ramte sorgen og smerten over alt det, vi alle har mistet i så mange år.

Jeg burde have været der for dem. Det kan jeg aldrig gøre om. Whack, det føltes som en stegepande lige i synet. De tre skønne børn skulle have haft hinanden. Men vi .. nej, JEG rodede rundt for længe, jeg kunne ikke komme videre, jeg sad fast.. Det rippede op i mit hjerte. Igen. Men jeg er glad for, at de trives. De har det godt. De har ikke brug for en gudmor eller en faster længere. De er store nu.

Det gør ondt at indse, at tiden er gået. Jeg mistede alle de år med mennesker, jeg inderst inde elsker så højt, at det gør ondt.

Til hverdag går det godt, når jeg ikke tænker over det. Men det rammer mig, når vi er lige her, hvor det skete. Og jeg tænkte helt desperat – hvis vi nu kunne være her en uge til eller to, så kunne vi måske løse det, måske fikse det, glemme alt om det og starte forfra? Kunne vi?

Jeg ved simpelthen ikke hvordan. Og det rammer mig SÅ hårdt.