Østrig .. en kærlighedshistorie: Auf’s Berg ☀️🇦🇹🍎

Vi stod op til solskin og knaldblå himmel på den ene hele dag, vi er her i Westendorf. Hvor heldig kan man være? Vejret i Østrig driller ofte, så med blot en enkelt hel dag i Østrig kunne vi med lethed have ramt én af de velkendte sommermøgvejrsdage. Men ikke i dag 🍀

Og det var HELDIGT for dagens program stod på

  • Bjergfart med Alpenrosenbahn til Choralpe for at vandre og ikke mindst for at få Apfelstrudel mit Schlag 🍎🇦🇹
  • Bade i hotellets pool, sole og dase ☀️🇦🇹💦
  • Få gratis snacks på hotellet 🌭🍲
  • Pina Colada på Cafe Elisabeth 🍍🥥

Det blev en fantastisk dag, der langt overgik vores forventninger. Vi var utrolig heldige med vejret. Solen skinnede hele dagen fra en skyfri himmel, og temperaturen lå på omkring 20C på toppen og omkring 30C i dalen. Helt perfekt 🏔️🇦🇹

Vi tog Alpenrosenbahn op på Choralpe, hvor der er en eventyrsti rundt på bjergtoppen. Den er fin med børn, for den er ikke supersvær. Man går på en smal sti, men de værste steder er der hegn, så man trygt kan passere afgrunden.

På alle vores ferier i Østrig, lige siden vores søn var lille, har vi gået denne runde på bjerget.

Om mandagen er der altid Alpinolino Kinderfest om formiddagen, hvor der er forskellige gratis aktiviteter for børn – fx lavede min søn en grøn tyrolerhat af filt til mig et år ♥️🏔️🇦🇹

Ruten på bjerget hedder Himmelsteig. Det er ikke en overdrivelse. Man er højt oppe under himlen, og verden ligger for ens fødder her.

På ruten er der skilte, poster og opgaver, som børnene kan løse undervejs. Man er på jagt efter murmeldyret Marmota, som har lavet poteaftryk, som man skal følge på Himmelsteig. Det er en ægte (eventyr)bjergvandring, så tjek Alpinolino ud.

Da vores søn var mindre, ledte vi efter Marmota, det lille frække undslupne murmeldyr. Vi fandt Marmota til sidst, løste en række opgaver og lærte mere om murmeldyr og de andre dyr på bjerget. Det var et stort hit.

Nu hvor han nærmer sig 15 år, er det spændende men også lidt skræmmende, at der er så langt ned, at toget på togbanen langt nede i Brixental bare ligner en larve, der piler afsted.

For voksne er Himmelsteig højt over Westendorf og Brixen im Thale også en bjerg(!)tagende oplevelse.

For enden af ruten ligger Restaurant Choralpe – og du må ikke snyde dig selv for deres Apfelstrudel, som er den absolut bedste af sin slags.

OG bestil flødeskum til. Flødeskummet er pisket i den tynde luft på bjerget og er ekstra let og luftig. Måske stammer den endda fra køerne heroppe? I hvert fald er det uden sammenligning den letteste, mest luftige og lækreste flødeskum, jeg nogensinde har smagt. So don’t miss out 🍎🇦🇹☀️

Alpinolino

Kort over ruten