Jeg var 27, da jeg mistede min mor. Bortset fra ganske få veninder, bakkede folk væk. Min bedste veninde undgik mig og forklarede det således “det er som om døden er på besøg, når du er her”. Så stoppede jeg jo med at se hende, for det ville jeg ikke byde hende. Andre overraskede meget positivt og var der for mig, selvom sorg slet ikke var noget, vi kendte til i vores alder.

Og så mødte jeg forventningen om, at jeg skulle se at komme videre, som jeg mødte kort efter min mors begravelse. Mine 25-28-årige veninder forstod ikke, at jeg at stadig var ked af det af og til i lang tid .. “nu er der gået 2 uger, din mor døde jo ikke sådan helt pludseligt, du vidste jo det ville ske, hvorfor er det så svært for dig at komme videre? Du må se at få noget hjælp, for det her er helt sikkert ikke normalt”

Jeg lærte hurtigt, at man er alene i sin sorg. Især når man er ung, og ens venner aldrig har mistet nogen. Det er naturligt, for som ung er ens erfaringsgrundlag med sorg og død – for de fleste – heldigvis begrænset. Måske har man har mistet en kæreste eller en ven eller en bedsteforælder. Det er ikke det samme, men det forklarer, hvorfor man ikke ved, hvordan sorg er, hvor dybt den stikker – og hvad man skal gøre, når man aldrig selv har været sorgramt.

Jeg meldte mig ind i en sorggruppe for unge, og jeg brugte Kræftens Bekæmpelses efterladte-grupper. Det var en game changer. Jeg lærte at sige til mine veninder, hvordan sorg er, og hvad jeg havde brug for fra dem. At hvis jeg græd, så var det ikke deres skyld. At så hjalp de mig faktisk ved at turde være der.

Som sorgterapeuen sagde “sorgarbejde er hårdt arbejde, og du er alene om at bære det. Det er dig, der skal leve med det, dit ansvar. Men det er vigtigt, at du arbejder dig gennem sorgens faser. Sorgen har et formål, en gave til dig: du lærer at turde elske igen, for sorgen er kærlighedens pris, og du overlever og får det godt på den anden side, selvom du ikke tror på det nu”