Jeg havde helt glemt kontaktbogen ..

Jeg havde helt glemt kontaktbogen. Fortrængt er måske et bedre ord. Den lille brækgule bog, der altid skulle ligge klar i tasken. Det meste af tiden tænkte jeg ikke på den, men af og til var den kilde til ondt i maven.

Min søn slipper heldigvis for at være budbringer af dårligt nyt fra skolen og have ondt i maven hele vejen hjem. Han skal ikke gå rundt og frygte for at aflevere en reprimande eller en eftersidning i kontaktbogen. Han skal heller ikke skamfuldt fremvise en underskrift på misgerningen dagen efter. Skam med skam på.

Jeg kan godt huske hvordan det var at stå foran katederet, med fnisende klassekammerater bag sin ryg, mens læreren skrev i den lille brækgule kontaktbog i snegletempo. Det føltes som 100 år. Jeg kan tydeligt huske skammen blusse på mine kinder. Jeg ønskede bare, at gulvet kunne opsluge mig. Min mave var i oprør – mon mine forældre ville blive rasende? Og måske var det bedst at vente helt til sengetid med at aflevere den – eller næste morgen? Jeg udskød det, og så sov jeg bare ikke om natten, fordi jeg havde ondt i maven. Og om morgenen sagde min far bare ‘du skal ikke kaste med sne i skolegården’ og skrev under.

Min søn slipper også for at skulle fiske kontaktbogen op af toilettet, fordi den ikke kunne skylles ud, så den kunne ‘blive væk’, så jeg slap for at vise lærerens besked til mine forældre.

Kontaktbogen fungerede rimeligt i mangel af bedre i gamle dage. I dag har vi bedre kommunikationsmidler til rådighed. Vores udfordring er at lære at bruge de nye medier konstruktivt, i stedet for at forsøge at afvikle udviklingen.

Advice is a form of nostalgia.
Dispensing it is a way of fishing the past from the disposal, wiping it off, painting over the ugly parts – and recycling it for more than it’s worth.
But trust me on the sunscreen!

Mary Schmich

Hele pladen fuld i tabubingo!

Før mandag aften har jeg ikke spillet tabubingo. Og jeg vandt, faktisk. Jeg fik en fuld plade. Det er jeg ikke stolt af. Jeg forstod faktisk ikke engang, at jeg havde vundet, fordi jeg er utjekket og ikke helt havde styr på bingo-banko-reglerne.

Når man får pladen fuld i tabubingo, så har man gjort ret mange helt almindelige ting og har skammet sig nok til, at man opfinder en dækhistorie. Det er åbenbart noget, jeg praktiserer i udbredt grad. Uden at tænke videre over det 🤷🏻‍♀️

Jeg gør det så meget, at jeg vandt en fantastisk præmie, så der er fordele ved det.

I virkeligheden bør jeg droppe dækhistorierne og smide svesken på disken. Det handler om tabuer og det handler om skam. Skam over noget, som er fuldstændig normalt.

Ingen af os taler om det, og tavsheden holder skammen og tabuet i live. Så lad os tale om det!

Tabubingo
Tabubingo med fuld plade

Her ser du tabubingopladen, og her er historien bag hvert enkelt kryds:

  • Smugrygning er ikke noget, jeg praktiserer længere. Sidste gang jeg smugrøg var da jeg havde været forbi Kræftens Bekæmpelse (!) i forbindelse med at min mor ugen forinden havde fået konstateret lungekræft (!). Udenfor stod en kvinde og røg, og jeg bommede en smøg af hende. Den smagte af h til, og jeg har ikke røget siden.
  • Jeg har spillet spil overfor det modsatte køn og har bl.a. ladet som om, at jeg overhovedet ikke var interesseret i ham, jeg var interesseret i. Den teknik virker ikke, kan jeg afsløre. Det, der virkede var, da jeg droppede alle de velkendte spil og uskrevne regler og bare var mig selv. Det opdagede jeg meget sent i livet, da jeg datede min mand.
  • I samme sammenhæng har jeg også kamoufleret for mænd hvad jeg laver for ikke at blive opfattet som værende for klog eller kedelig, da jeg befandt mig på dating-markedet. Da jeg var produktchef for et stort shampoo-mærke fik jeg langt mere positiv respons fra det andet køn ved at sige “jeg sælger shampoo” end når jeg sagde, at jeg var produktchef.
  • Hvem har ikke løjet om sin alder for at virke ældre, klogere og nu yngre? “Mig? Jeg er da 21” Jeg har ingen alder på min facebook profil, så helt cool omkring mine 46 somre er jeg ikke. Og jeg farver hår, for jeg er ikke parat til at springe ud som gråhåret.
  • Overgangsalder er noget, vi taler om nu, takket være Renée Toft Simonsen. Jeg er ikke i overgangsalderen endnu, men jeg er begejstret for “Jeg er f*cking hot“.
  • Gæld taler jeg til gengæld ikke om. Det er utjekket ikke at have tjek på sin økonomi. Men det sejler. Lidt. Nogen gange. Og så åbner jeg Excel og periodiserer lidt, men taler om det? Nej. Hvilket fører til næste kryds:
  • Utjekkethed. Når jeg får forklaret noget af en, der emmer af ekspertise – og jeg så ikke siger “gider du forklare det en gang til?” eller når jeg undlader at sige “det forstår jeg ikke?”. Happens all the time.
  • Og så er der det med at min dårlige hørelse; det er totalt nederen at sige “hvaad?” til nogen, der sidder 1/2 meter væk i frokostpausen og tilsyneladende siger noget, jeg overhovedet ikke kan skelne fra baggrundsstøjen. Det er vist det med alder og alderstegn igen. Jeg har ikke vænnet mig til det.
  • Forældreintra-løgne og løgne generelt overfor andre forældre lever i bedste velgående. Jeg prøver at lade være, men vi sneg os udenom forældrefesten i 0. klasse, fordi kuvertprisen var på mere end 500 kr pr næse. Vi skulle til fødselsdag om eftermiddagen, så helt løgn var det ikke, at vi ikke kunne. Men vi syntes, at det var for dyrt, og det kunne vi jo ikke sige. I virkeligheden vil vi hellere bruge pengene på en tur i Tivoli eller Legoland med knægten.
  • Jeg har klemt en tissetår i en trampolin. Lige siden har jeg knebet. Knib, knib, knib. Det virker – for siden da har jeg ikke klemt en tår i en trampolin.
  • Og jeg har selvfølgelig blødt igennem. Når man bliver 46, går menstruationen fra at være clockwork til at male buksen rød på et højst uventet tidspunkt. Jeg er meget glad for sorte bukser pt.
  • Jeg æder jævnligt min søns slik. Det har et sjovt nok et tidsmæssigt overlap med ovenstående. Den, der gemmer til natten, gemmer til moren?
  • Jeg har pjækket for at se en tv-serie, men det er længe siden. Glamour og bryllup, need I say more?
  • Dårlig mave i form af menstruationssmerter var min standardfraværsundskyldning for at udeblive fra gymnastik i gymnasiet.
  • Jeg har også prøvet at gemme tøj, jeg har købt, for min daværende kæreste, der var revisor.  “Har du brug for det tørklæde?” spurgte han, og det rejste spørgsmålet “har jeg brug for dig?” i min hjerne, hvortil svaret var indlysende.
  • Grøntsagsløgne, sundhedsløgne, kageløgne, madløgne... Jeg har en enkelt gang eller to løjet om min søns indtag af forskellige madvarer inkl. grøntsager. Kartofler og pommes frites er også en slags grøntsager, mener jeg og lægger mig på linie med De Unge Mødre. Og jeg spiser 6 om dagen. Hver dag. Jeg fik fx 6 spinatblade i min salat til frokost i dag.
  • Jeg spiser altid resterne af min søns risengrød. Det smager fantastisk. Og hans røde pølse-ender. Og pastaskruerne med smeltet smør på. Jeg var også vild med Nestlé sveske-havregrød til babyer. Og frugtmosen. Og kajkageresterne.
  • Jeg har beskyldt min søn for at have krudt i bleen, når en lille lydløs vind viste sig ikke at være lugtfri. Min mand har jeg også højlydt beskyldt for det – det er så tarveligt af mig. Og vores hund, da jeg boede hjemme. Det man ikke har i hænderne, kan man ikke holde på 🤷🏻‍♀️💨
  • Nogle gange synes jeg, at det er for pinligt at flagge min tissetrang for et helt selskab i sociale sammenhænge, og så holder jeg mig til det gør ondt. Det hænger i øvrigt sammen med tis og trampoliner og er mega-dumt. “Er der ikke andre, der har brug for kaffe?” skyder jeg af og til ind i langvarige møder, hvor smerten i blæren efterhånden hæmmer min tankevirksomhed. Jeg hader bare, når folk så siger nej!

Jeg vandt denne fantastiske bog, som jeg glæder mig til at læse på de mørke vinteraftener.

Farvel Synnøve

Forleden hørte jeg, at Synnøve Søe er død. Og jeg blev virkelig trist, for jeg kunne godt li’ hende. Da jeg var 17 syntes jeg, at hun var megacool og sej og modig. Jeg ville gerne være lidt mere Synnøve; turde stikke hovedet frem og stå ved mig selv.

Jeg ønskede mig Fars til jul det år. Jeg fik den af mine forældre, og jeg havde læst den inden julen var slut. Jeg ønskede mig hendes bog, fordi hun havde gjort et stort indtryk på mig med sin stil og sin power.

Udover knaldromanerne i vores sommerhus var hendes to første bøger nogle af de første voksenbøger, jeg læste. Jeg har desværre ikke læst hendes senere bøger, men jeg har et blødt punkt for hende alligevel.

Star Wars skoletasken fra Berlin

Allerede sidste år gik det op for mig, at børnenes by Berlin var det helt rigtige sted at købe skoletaske til knægten. Udvalget i Tyskland er gigantisk, og kvaliteten er virkelig god. Priserne går fra rimelig vilde til vildt billige.

Man kan få alle mulige skoletasker, og man risikerer ikke, at der er nogen, der har en magen til. Der findes simpelthen for mange fede skoletasker i Berlins butikker til, at det kan lade sig gøre. Der er alle modeller fra de helt gamle retro-læderskoletasker med klap og refleks på de to spænder – til de topmoderne kulørte skoletasker. Der er generelt et stort fokus på ergonomi, lav vægt, rummelighed, trafiksikkerhed, børnevenlige spænder og på fede motiver.

Vi styrede ind i Karstadt for at finde en skoletaske, og trods det store udvalg, så tog det under 10 minutter at finde skoletasken over alle skoletasker. I et helt år har knægten talt om, at der skal være Star Wars på hans skoletaske. Det har ikke ændret sig.1108751

Og der stod den så .. med flot iøjnefaldende Star Wars motiv. Der var ikke bare tale om en skoletaske, men et skoletaske-sæt bestående af skoletaske, stort penalhus med det sædvanlige indhold, et tomt ekstra penalhus, en pung og en gymnastikpose. Alt sammen på tilbud til 59 euro, nedsat fra 150 euro.

Vi købte også en Star Wars Schultüte. Det skal der jo til på første skoledag 🙂

 

Første skoledag

Knægten var så sej og så modig på sin første skoledag. Han fik et meget kort øjeblik med lidt sceneskræk på vej til skole, hvor han sagde: ‘jeg kan ikke finde ud af at gå i skole, jeg kender kun til minisfo og børnehaven!’. Jeg krammede ham og forsikrede ham om, at det nok skal gå. Så fik han øje på sin bedste ven, og så var den bekymring ude af verden. De krammede og jublede, og deres øjne gnistrede af glæde over at være lige dér, nu og sammen.

Knægten fandt sin klasselærer, og vi gik ind i festsalen sammen med hans nye klassekammerater og deres forældre. Jeg har ikke været i festsalen siden min egen translokation i 1991. Det var som at gå ind i en tidslomme. Dengang sad jeg der med 13 års skolegang under studenterhuen og en rastløs sjæl foran en afgrund af frihed. Mine forældre, min farmor og min bror var der og vinkede til os, da vi jublende kørte ud af skolegården.

Nu sad jeg der igen med min mand og vores store søn, og vi tager hul på 10 nye år på samme skole. Skolens leder talte til de nye 0. klasser, og vi sang ‘Jeg ved en lærkerede’ og ‘Puff, den magiske drage’. Jeg fik tårer i øjnene og måtte blinke for at få dem væk.

Knægten sad tålmodigt på sin stol og kiggede op på de utallige lamper i loftet. Jeg har engang talt dem, men jeg husker ikke, hvor mange der er. Han skal nok få talt dem en dag.

Omsider blev 0. klasserne kaldt op på scenen klassevis. De fik hver en blomst, og da alle var samlet, sang de med klare kraftige stemmer deres mini sfo sang. Igen måtte jeg blinke virkelig kraftigt. Jeg så min store dreng synge med af fuld hals.

Derefter gik de med nogle af de store over til deres klasselokaler. De ældre elever sang alfabetet og stod med tegninger af bogstaverne og flag hele vejen over til klasselokalerne. Det var så fantastisk og meget rørende. Der var kaffe i caféen til de voksne, og så stod vi der og hang ud med de andre forældre. Udenfor øsregnede det.

Vi smugkiggede ind i knægtens klasse. Han sad med hånden oppe og havde helt klart noget på hjerte.

Jeg spurgte ham bagefter ‘hvad ville du sige, da du rakte hånden op i skolen?’ ‘De spurgte, hvad vi vil lære i skolen’ sagde han. ‘Nå’ sagde jeg ‘hvad svarede du så?’ .. ‘Jeg sagde, jeg vil lære at læse’.

På vej til skole

Mandag var det så Den Store Første Skoledag i 0. klasse. Vi skulle møde klokken 10 i festsalen, og så var der undervisning til klokken 12, hvorefter sfo’en var åben. Planen var, at vi skulle i Tivoli eller i biografen alt efter om solen skinnede eller om det regnede.

Mandag morgen blæste det ret meget, men solen tittede frem mellem store grå-hvide skyer om morgenen. Vi havde pakket taske aftenen før – det var lidt en udfordring, for intra var nede pga. trafik fra mange søgende forældre indtil klokken 22:30, hvor vi opdagede, at der ville være fælles frokost. I gang med at smøre madpakke klokken bæ om aftenen.

Jeg vågnede klokken 4 med kraftig migræne og tumlede op og fandt nogle piller. Tilbage i seng og håbe på ro og bedring. Jeg havde stadig kraftig migræne, da vækkeuret ringede. Jeg spiste et sæt piller til, og prøvede at ta’ den med ro og ikke stresse. Jeg var presset, for smerten gav mig kvalme, så da jeg sank pillerne, kom de op igen, og morgenmaden kunne jeg næsten ikke presse ned. Kaffen måtte jeg opgive. Forbandede møgmigræne, og så lige i dag af alle dage. Det pillerne ikke kunne klare, måtte jeg klare med viljestyrke.

Vi kom afsted til tiden, med det hele og i god ro og orden.

Tænk ikke for meget

I sidste uge blev klasserne offentliggjort på intra, og vores knægt er ikke kommet i klasse med sin elskede bedste ven. Min første reaktion var at få det fikset. Det sov jeg så på. Ham og hans bedste ven er bedst til frikvarter, og dem vil de stadig have sammen. Og eftermiddagene i sfo.

Der er helt sikkert en mening med, at pædagogerne i mini sfo har sat ham i netop dén klasse. Men jeg var bekymret over, hvordan han ville ta’ det. Vi fik beskeden om aftenen på intra, så jeg talte med ham om det om morgenen. Han vidste det allerede. Han er ked af det, men han glæder sig alligevel. Han accepterede bare, at sådan er det. Og i dag efter en lille uge sagde han ‘i vores gruppe er der mest ro’. Jeg spurgte, om han er glad for det, og han svarede ‘meget’.

Så når vi voksne tænker for meget, så skal vi sove på det og se på børnene. De gør det bare, ikke så meget analyse, bare accept af vilkårene og så videre!

Hver dag giver en ny skramme

Efter en uges tid som mor til et sfo-barn kan jeg ikke få armene ned. Knægten er så glad. Han vil ikke med hjem om eftermiddagen, han er vokset 10 cm, han svarer igen og er frækkere end før. Hans arme og ben er oversået med hudafskrabninger; hver dag efterlader ham med nye skrammer: I dag et plaster på knæet. I mandags hul på albuen, sår på skinnebenet plus rifter jævnt fordelt på begge ben. I går endda et blå-rødt øje. Også det var bare alletiders!

Tænk, i går havde han siddet og malet – og havde helt glemt at gå ud og lege. Han havde malet en lille rød træhest ‘den er ond, mor – pas på’ 

Ud i det blaa med Baadfarten

DSC_1277.jpgEfter en hæsblæsende uge med flyvende sfo-start er det rart med en solbeskinnet Flyvefartsdag med tid til at dase, dovne og måske kede sig lidt. Vi blev vækket af knægten inden 7, og så var dagen i gang. Han ville gerne have en is, og han blev lidt knotten over at måtte vente til ved 11-tiden.

Vi gik ned til søen og kiggede ned i vandet ved den lille bådebro – der var hundredvis af små fisk lige i vandoverfladen. Måske skal vi afsted med et net og fange en stime?

Vi gik videre ned til havnen, hvor vi købte en fantastisk flæskestegssandwich. Vi delte den og kastede den lynhurtigt i hovedet for at nå Baadfarten. Det var lidt en skam, at vi ikke kunne sidde dér i solen ved søbredden og slow-nyde den lækre sandwich, men når man har en båd, man skal nå, så kan man altså ikke sidde og dovne over maden 🙂

DSC_1286.jpgSejlturen var fantastisk – vejret var perfekt, og der var ikke så mange med i båden. Vi bor simpelthen så smukt herude, og der er nok at se på fra båden – og det er da fantastisk, at vi blot skal gå 10 minutter så kan vi sejle en lang tur ud i det blå. Vi kiggede efter hvidhajer og blåhvaler, men desværre så vi ikke nogen i dag.

Go’morgensol ☀️

Jeg gik storgrinende ud af skolen i morges. Knægten havde hverken tid at vinke eller kramme, og det er bare helt okay med mig! Han var nemlig i fuld sving med at lege efter at have fundet sin garderobe, sit navneskilt og sin vandflaske som han glemte i går. Han krydsede sig selv af på listen, sagde go’morgen til de voksne og fortalte en dreng, at man ikke må spille PS om morgenen. Han krammede sin ven, og de gav sig til at lede efter Minecraft Legoet, som de havde leget med i går.

var der lissom ikke brug for mig længere, så jeg vinkede grinende til hans nakke og kørte til job med solen i øjnene, latte i koppen og Dizzy for fuld spade i ørerne 🙂

I fredags ..

I fredags virkede han så stor, han var også den største i børnehaven. Her til morgen så han så lille ud med et helt tomt blik i øjnene og en mekanisk vinken i sfo’ens vinkevindue.
Åh …

1ste dag i sfo’en

Omsider blev det tid til at starte i sfo’en. “Jeg er bare så færdig med børnehaven” sagde han forleden. Meget kort tid efter at han var vågnet i morges, havde han taget tøj på og var nærmest på vej ud af døren.

I sidste uge var han meget bekymret over, om vi nu ville huske at få købt en hvid t-shirt til ham, til at have inden under den t-shirt, han fik fra skolen. Vi købte den lørdag, og så kom der ro på. Nu stod han der, slukkede selv fjernsynet og var skoleklar i sine to t-shirts, blå jeans og sneakers – på vej ud af døren 7:30.

Han spiste næsten ikke sin morgenmad, for “jeg har sommerfugle i maven, mor”.

Vi tog afsted, da han var klar, for han ville først forbi børnehaven og sige hej. Han mødte en af sine venner derovre; hun havde også sin skoletaske på ryggen og var helt klar. De fik sig en snak med de voksne, og så var han klar.

Vi kørte op til skolen og gik om i skolegården, hvor vi tog en masse billeder i det klare solskin. Vi gik ind på skolen og fandt Teatersalen. Vi var blandt de første – og det var en genistreg, for så sad vi der, mens salen blev fyldt helt op af 85 børn plus forældre, søskende, bedster osv. Vi hilste på skolelederen og sfolederen, der testede trommerne med et stort rabalder 😀

Så kom knægtens venner endelig, og festen kunne begynde. De hilste med kram og jubel. Skolelederen holdt tale, de store fra 1. sang en sang, og vi sang Mariehønen Evigglad. Så skulle ungerne inddeles i hold, og heldigvis kom knægten i gruppemed sine venner fra børnehaven.

Og så gik de med deres leder ned i sfo’en. Knægten kiggede ikke tilbage. Så stod vi der. En masse efterladte forældre! Vi burde have haft fået udleveret t-shirts med teksten “pas på mig, jeg er forvirret, for min barn er lige startet i sfo”. Vi gik ned i skolegården og drak kaffe, snakkede og udfyldte papirer.

Efter en time kom ungerne spurtende ud. Vores knægt løb glad hen til os, jeg bredte armene ud – og han spurtede udenom over på legepladsen med sine venner. Vi lagde hans madpakke i køleskabet, fandt ham og sagde farvel. Han ænsede os knap nok “jaja, hej hej” så var han videre.

Så kunne vi gå. Ret mærkeligt.

Bondegårdstur

Vi havde talt om at aflyse turen til Barresøgaard i dag – vejrudsigten så ikke for munter ud; rigelig regn. Jeg havde det sådan lidt; nej, det kan ikke passe, at det skal regne på søndag, så vi holdt aftalen åben. Og jeg fik ret: Da vi stod op, skinnede solen, og vejret blev kun bedre i løbet af dagen.

Så vi mødtes på gården til sen morgenmad klokken 10 med gode venner og deres friske knægte. Vi sad udenfor og spiste lunt hjemmebagt brød med smeltende tandsmør på. Nybagt brød gør det nemmere at holde ungerne ved bordet i længere tid, men de måtte lige stikke af for at kæle med den sort hund, der lå og rævesov i solen – og se på påskelammet, der fik mælk fra en sutteflaske.

DSC_1022Vi gik rundt i nærheden af ungerne og holdt øje, mens de holdt nogle af de små pippende kyllinger i hænderne. De fodrede fårene med små gulerødder, og de kiggede forsigtigt på hestene og klappede kælegrisen Flæske. I vinterens løb var Rosa død, og det var virkelig trist, syntes vores dreng.

Der er altid travlt på bondegården. Ved 11-tiden skulle køerne på græs, og det foregik til harmonikamusik, så køerne dansede og sprællede. Især den lille lysebrune kalv dansede og bissede. Ungerne kørte i svævebane og kørte med hovedet først ned ad rutsjebanen. Vi kiggede også efter haletudser i søen.

DSC_1105.jpgVi sluttede af med at spise et bjerg af den gode saftige appelsinsandkage med en kop kaffe til. Mums.

Drengene ville gerne lege videre, men der var masser af forberedelser til sfo-start imorgen. Vi skal medbringe et billede af knægten i pasbilledstørrelse. Dvs forbi fotohandleren.

Og så var der det med pelargonier til altankassen. Dem fandt vi 10 smukke af, men så manglede vi muldjord at plante dem i. Og lommepengene blev konverteret til et preowned Minecraft til PS3. Aftensmad, madpakke, pakke skoletaske, bade skoledreng, putte og læse en historie om Narnia og om et par farlige dyr.

Sidste dag i børnehaven

Så kom og gik den sidste dag i børnehaven. Forbi. Helt forbi, slutprut. Han er SÅ klar, og jeg er .. ahem .. noget mindre klar. Jeg havde lyst til at vræle et par gange og trykke på stop-knappen. Jeg er sgu ikke helt med, og jeg er ikke helt klar til det der med at have en skoledreng…

Jeg krammede hans pædagoger, som har været så stor del af vores alles liv i hele 6 år. De har virkelig været med gennem godt og ondt, og nu skilles vores veje. Det har jeg egentlig ikke lyst til, faktisk. De kender ham så godt, de kender os så godt. Men sådan er det.

Knægten er så klar til at komme videre. Han glæder sig så meget til skolen, selvom han nok ikke helt ved, hvad han glæder sig til. Allerede her efter et par timer, saaavner han sin børnehavemor. Og han vil kigge forbi børnehaven i næste uge og fortælle om skolen og det hele.

I dag fik de så udleveret deres mapper med masser af billeder og tegninger og minder fra de sidste 6 år i vuggestuen/børnehaven. Han og jeg bladrede den igennem, da vi kom hjem. Der var mange billeder, og mange øjeblikke, vi havde glemt lidt. Bogen var virkelig et særligt kærligt kram fra børnehaven. Så fin og hyggelig.

Hvor blev tiden dog af?

Uden at se sig tilbage

Knægten tæller ned på en kalender, jeg har printet til ham med billeder af hans nye skole på 2. maj: “Nu er der 8 dage tilbage i børnehaven”, sagde han i morges. Han ser sig ikke et øjeblik tilbage. Fremad, videre, opad …

Han har helt klare fremtidsplaner. I går hentede han mig med ind til vinduet og pegede over på vuggestuen: “der vil jeg arbejde” sagde han “i vuggestuen”. “Det er da også en supergod idé, for du er også rigtig god til at passe på de små” sagde jeg. Det er han. Han elsker at hjælpe til i vuggestuen.

Han er også i gang med at forære en masse af sine elskede bøger til vuggestuen – og i morges forærede han sin elskede kastestjerne til børnehaven.