Anne Frank

Jeg fik Anne Franks dagbog, da jeg fyldte 12 år, og jeg læste den i ét stræk. Min første dagbog hed også Kitty. Jeg skrev dagbog fra jeg var 13, og til omkring min mors sygdom og og død i 1999/00. På mange måder har Anne Frank været en stor inspiration for mig. Jeg fik også en fortrolig ven, som aldrig svigtede.

Sidenhen har jeg læst Annes dagbog flere gange. Senest har jeg læst den uforkortede version, og den seneste måned har jeg læst den grafiske version med fine illustrationer med vores søn. Og jeg glæder mig til at læse den nye oversættelse, som venter derhjemme.

På besøg i Anne Franks hus

Da vi var i Amsterdam besøgte vi Anne Franks hus på Prinsengracht/Westermarkt. Det var mit tredje besøg, og hver gang er der kommet nyt til. Hver gang er det slående at stå i de tomme rum, hvor Anne og hendes familie levede i skjul og frygt for at blive opdaget.

Køb billetter online

Jeg havde købt billetter på forhånd via hjemmesiden. Jeg bestilte billetter plus et introductory program.

Bestil billetter til både huset og en intro på 1/2 time

Introduktionen er på engelsk og koster € 7 ekstra. Det er det værd. Dog anbefaler de, at man er over 10 år. Det er en barsk historie.

En af Anne Frank organisationens undervisere tager dig gennem Anne Franks historie i forbindelse med Anden Verdenskrig og jødeforfølgelsen. Med den meget grundige, informative og interaktive introduktion er du godt klædt på til dit besøg.

Vi blev vel modtaget udenfor og blev vist ind i et rum, hvor der hang en tidslinje på væggen. Vores søn var først lidt uinteresseret, men fordi formidleren var en ung kvinde, som talte tydeligt og gav os en levende fortælling, så blev han også grebet.

På væggen hang som nævnt en tidslinje: Øverst var det en tidslinje over de sidste år af familien Franks historie – startende med et foto af Anne Franks far, da han var tysk soldat i første verdenskrig. Under tidslinjen var den europæiske historie skildret sideløbende med familien Franks historie og skæbne.

Vores guide gennemgik begge historier parallelt, det var så lærerigt og tankevækkende. Annes historie er unik, fordi hun skrev dagbog. Annes søster Margot skrev også dagbog, men hendes dagbog er aldrig blevet fundet. 6 mio. mennesker led samme skæbne, og Anne er deres stemme.

Vores guide fortalte om hvordan jødernes rettigheder blev inddraget lidt efter lidt. I starten var det småting, men summen af det hele var indgribende; forbud mod at køre i sporvogn, forbud mod at eje en cykel, jøder måtte ikke sidde på bænke, jøder skulle købe mad sidst på dagen (når butikkerne var tomme), jødiske børn skulle sidde bagerst i skolen, jøder måtte ikke omgås kristne, jøder måtte ikke drive virksomhed …

I starten var det små ting, der tilsammen forhindrede et normalt liv. Små ting, der adskilte ‘dem’ fra ‘os’ og drev en kile ned gennem samfundet, så det var lettere at skille dem fra. Det er de ‘små ting’, vi skal være opmærksomme på. Også i dag. For det kan fungere som en glidebane mod dehumanisering.


Jeg kan varmt anbefale at ta’ introprogrammet med, når du alligevel besøger huset. Bagefter fik vi hver en audio guide og så gik vi igennem udstillingen.

Når man når til trappen skjult bag bogreolen , stopper audio guiden, og man går videre i stilhed. I den efterfølgende stilhed er der kun lyden af andre besøgende, der går stille rundt på de knirkende trægulve i huset. Hver lyd er nærmest som et skrig i stilheden.

Vi var ikke i livsfare, da vi gik rundt i baghuset, men enhver lyd fra beboerne dengang kunne afsløre dem; et knirkende bræt, et host eller nys, latter, rindende vand, en ting der falder på gulvet eller lyden fra toilettet. Man skulle være helt stille, når arbejderne arbejdede lige nedenunder.

Når man går rundt i huset, kan man konstant høre lyde af andre, så det er ikke svært at forestille sig, hvor svært det har været at skulle sidde musestille i mange timer. Uden Ipad. Jeg kiggede på min søn og tænkte uvilkårligt, at Anne var præcis så levende som han er, og hun skulle sidde stille i endeløst mange timer i døgnet, da hun var næsten samme alder. Det er ubærligt at tænke på.

Læs bogen og besøg huset ❤️

– Oktober 2021

En umulig beslutning

Hjerteskærende. Jeg har altid forestillet mig at det var en ond hjerteløs psykopat-stikker, som angav Anne Franks gemmested til nazisterne for nogle håndører ..

Men virkeligheden er meget værre og understreger den helt forfærdelige, umulige og desperate situation, som jøderne blev tvunget ud i under 2. verdenskrig ..

Undersøgelser har nemlig vist, at det var en jødisk mand, der angav familien Franks skjulested for at redde sin egen familie fra lidelse og udslettelse. Det er en enormt smertefuld opdagelse.

Anne Franks far var det eneste overlevende familiemedlem efter Holocaust, og det viser sig, at han lå inde med denne viden om mandens identitet. Han valgte at se bort fra det, og han forfulgte ikke sporet.

Man ved ikke hvorfor Otto Frank opgav jagten på den, der angav familien – men jeg forestiller mig, at Otto Frank indså, at manden også var et offer for et skruppelløst regime. Og intet ville bringe Otto Franks familie tilbage.

Det er dobbelt tragisk. Det er en umulig beslutning. En adresse for din familie. Hvad ville du selv have gjort?

Læs mere her.

Anne Franks barndomshjem

Da jeg fyldte 13 år, fik jeg Anne Franks dagbog, og jeg blev så grebet af den jævnaldrende piges dagbog, at jeg begyndte at skrive dagbog. For mit vedkommende blev det til omkring 40 dagbøger. Da min mor døde, mistede jeg evnen og lysten til at skrive videre. Jeg forsøgte at finde gnisten igen, men det blev aldrig det samme igen, og mit dagbogsskriveri løb til sidst ud i sandet.

Så .. ja, Anne Franks dagbog ændrede mit liv. Den rører mig dybt. Hvergang. For jeg bliver aldrig for gammel til at læse om Anne eller læse hendes dagbog igen. Den seneste måneds tid har jeg læst den grafiske version højt for vores søn. Han skulle preppes lidt, før vores besøg i Anne Franks Hus her i Amsterdam på fredag.

I går fandt vi spontant på at ta’ en tram ud til Merweideplein 37, hvor Anne Frank boede med sin familie, fra de emigrerede fra Tyskland i 1933 og til de gik under jorden i 1942 i baghuset i Prinsengracht 263.

Vi stod af tram’en på en bred gade og gik til højre rundt om den gule bygning langs vejen. Vi gik forbi boghandleren på hjørnet, hvor Anne Frank efter sigende selv udvalgte netop den ternede dagbog, som hun ønskede sig til sin fødselsdag.

Foran familien Franks opgang ligger der 4 blanke snublesten med deres fødselsdatoer og videre skæbner. Vi kiggede op mod 2. salens vinduer og prøvede at forestille os deres liv der. Anne Frank stiftelsen har købt lejligheden, og den udlånes til forfatterspirer som skriverefugium.

Der findes en film fra dengang hvor Anne boede der. Nogle af deres naboer blev gift, og det blev filmet. Idet fotografen panorerer op over huset, ser man Annes lille nysgerrige hoved stikke ud af vinduet og følge begivenhedernes gang.

Udenfor bygningen er en lille park, og i den står en fin lille figur af Anne Frank, som bærer på noget bagage.

Formentlig symboliserer det den dag, hvor hun gik de 4,5 km fra Merweideplein til Prinsengracht i ført al sit tøj for ikke at vække opsigt. Som jøder var det forbudt for dem at tage sporvognen, bussen eller cyklen. De kunne heller ikke købe en is eller forfriskning undervejs, for det var også forbudt for jøder. Det var sidste gang, hun var fri udendørs.

Citat til eftertanke

Tro mig, hvis du var spærret inde i halvandet år, så kan det nogle gange blive for meget for dig. Men følelser kan ikke ignoreres, uanset hvor uretfærdige eller utaknemmelige de virker.

Jeg længes efter at cykle, danse, fløjte, se verden, føle mig ung og vide, at jeg er fri – og alligevel kan jeg ikke vise det for nogen.

Forestil dig hvad der ville ske, hvis vi alle otte skulle have ondt af os selv eller gå rundt med utilfredsheden lysende ud af vores ansigter.

Hvad ville det gøre ved os?

Anne Frank 24. december 1943

Oplevelser på bogreolen – ny CoVirkelighed dag 30

Jeg læste Anne Franks dagbog færdig i dag. Ikke den klassiske uden billeder, men den nye grafiske version. Jeg er SÅ begejstret! Det fungerer så fint med de fine tegninger til Annes ord.

Illustrationerne er fine, vellykkede og humoristiske – uden at forfladige Anne Franks ord. Anne Frank er skildret præcis som jeg forestiller mig hende. Illustrationerne er poetiske som hendes ord, og jeg synes, at den er meget læseværdig. Det er en ny måde at læse dagbogen på.

Jeg er SÅ glad for bogen, som jeg fik af min mand til jul. Den flytter ind på reolen sammen med mine 3 forskellige versioner af Anne Frank: Den originale version, hvor Annes far udelod visse passager, samt den version jeg fik i gave som 13-årig, som fik mig til at skrive dagbog – og den tredje som er den uredigerede version af dagbogen, som vi købte i Anne Franks hus i Amsterdam. Sammen med dagbøgerne står også Miep Gies’ bog.

Billede

Jeg husker Anne Frank

Da jeg begyndte at skrive dagbog som 12-årig startede jeg hverdag med et “Kære Kitty” – du kan sikkert regne ud, hvor min inspiration kom fra.

I can shake off everything as I write; my sorrows disappear, my courage is reborn.

– Anne Frank

Jeg har læst Anne Franks dagbog adskillige gange, og jeg har den i flere udgaver. Jeg har også besøgt Anne Franks hus i Amsterdam to gange.

Takket være Anne Franks dagbog er navnet Miep Gies velkendt for mig. Miep Gies arbejdede for Annes far, og hun var en af dem, der hjalp familien med at overleve i deres skjulested. I en tid hvor der var skarp overvågning af alle uregelmæssigheder og ikke mindst rationering af madvarer, skulle hun købe mad ikke blot til sig selv, sin mand og den flygtning, de havde boende hjemme illegalt – men også til de 8 mennesker i baghuset. Det var modigt og slidsomt.

I am not a hero. I just did what any decent person would have done.

– Miep Gies

Jeg har set forskellige interviews med Miep Gies; det var hende, der reddede dagbogen og gemte den i en skuffe til Anne kom tilbage. Den dag Annes far fik besked om, at hans døtre ikke havde overlevet, gav hun ham Annes dagbog. Han gik ind på sit kontor med dagbogen og lukkede døren bag sig.

Jeg vidste ikke, at Miep Gies havde skrevet en bog om sine oplevelser. En dag da vi var i Kræftens Bekæmpelses butik Igen i Sorgenfri fandt min mand bogen og rakte mig den “se”.

Bogen kostede 5 kroner, og jeg er lykkelig for den. Det er en fantastisk bog. Den beskriver livet udenfor baghuset; tiden, samfundet og de restriktioner, jøderne gradvist blev udsat for. Den beskriver også et sammenhold i en tid, hvor kaos hersker, og hvor magtesløsheden er stor.

Miep Gies’ bog komplementerer Anne Franks dagbog – de omtaler mange af de samme hændelser fra hver deres perspektiv. De beskriver de samme personer; Annes personbeskrivelser er uden filter, passioneret, ægte, tit skrevet med en spids pen .. som set af en ung pige i puberteten. Mieps perspektiv er en voksen kvindes og tilføjer et andet lag til de personer, jeg kender så godt fra Annes dagbog.

Mieps beskriver også den hyggelige middag i baghuset, hvor hun og hendes mand overnattede – og særligt af den lange stille nat kun afbrudt af Westerborks kirkeklokker. Miep lånte Annes seng at sove i, og hun lukkede ikke et øje, hun mærkede angsten krybe ind, og hun opdagede, hvordan det var at leve under jorden. Trods Annes begejstring og Mieps løfter om, at de ville komme og overnatte igen, så skete det kun den ene gang.

Miep beskriver Anne præcis som jeg forestiller mig hende. Glad, impulsiv, nysgerrig, snakkende og klog.

Læs mere:

  • Læs mere på Mieps hjemmeside
  • Bogen “Jeg husker Anne Frank” af Alison Leslie Gold & Miep Gies. Der findes en nyere udgave, men kun på engelsk, som blev udgivet i forbindelse med Miep Gies’ 100 års fødselsdag i 2009. I den er der nyt forord af Miep Gies – og nyt omkring hvem der forrådte baghuset.
  • Og læs selvfølgelig Anne Franks dagbog ❤️

Miep Gies døde i 2010, 100 år gammel. Hun fastholdt til det sidste, at hun ikke var en heltinde, men at hun og så mange andre bare gjorde det nødvendige for at hjælpe jøderne.

‘More than twenty thousand Dutch people helped to hide Jews and others in need of hiding during those years. I willingly did what I could to help. My husband did as well. It was not enough.”

– Miep Gies

Kære Kitty!

Jeg begyndte at skrive dagbog i 1984, da jeg var 12 år gammel. Mine forældre havde købt en fin kinesisk bog med silke- og læderomslag på en rejse til Stockholm, og den blev min første dagbog. Jeg startede hver dag med at skrive ‘Kære Kitty’ – og ja, så kan du sikkert godt gætte, hvem jeg var stærkt inspireret af.

Jeg var bare 11 år, da jeg læste Anne Franks dagbog første gang, og hun har været en kilde til inspiration for mig lige siden. Hendes optimisme, livsmod, drømme og planer … Tænk, hvor fantastisk det havde været, hvis hun havde levet …

I verden lever mange børn i skjul, og de kigger ud på verden fuld af håb, drømme og planer. Måske skriver de dagbog, måske ikke. Hvert enkelt barn rummer så ufattelig mange muligheder, og vi har pligt til at passe på dem.

I år er det 75 år siden, at Anne Frank fik foræret sin første dagbog, en rødternet stofdagbog. Vi, der kommer efter hende, er heldige, fordi hendes dagbog blev bevaret og givet videre til os, fordi hendes far besluttede at dele den med os.

Diary75_logo_wit-kader

Jeg har besøgt Anne Franks hus i Amsterdam to gange – første gang alene, anden gang med min mand. Jeg har læst Anne Franks dagbog flere gange, senest som voksen; den såkaldt uredigerede version. Jeg er stadig lige fascineret og rørt af hendes måde at skrive på.