Jeg husker Anne Frank

Da jeg begyndte at skrive dagbog som 12-årig startede jeg hverdag med et “Kære Kitty” – du kan sikkert regne ud, hvor min inspiration kom fra.

I can shake off everything as I write; my sorrows disappear, my courage is reborn.

– Anne Frank

Jeg har læst Anne Franks dagbog adskillige gange, og jeg har den i flere udgaver. Jeg har også besøgt Anne Franks hus i Amsterdam to gange.

Takket være Anne Franks dagbog er navnet Miep Gies velkendt for mig. Miep Gies arbejdede for Annes far, og hun var en af dem, der hjalp familien med at overleve i deres skjulested. I en tid hvor der var skarp overvågning af alle uregelmæssigheder og ikke mindst rationering af madvarer, skulle hun købe mad ikke blot til sig selv, sin mand og den flygtning, de havde boende hjemme illegalt – men også til de 8 mennesker i baghuset. Det var modigt og slidsomt.

I am not a hero. I just did what any decent person would have done.

– Miep Gies

Jeg har set forskellige interviews med Miep Gies; det var hende, der reddede dagbogen og gemte den i en skuffe til Anne kom tilbage. Den dag Annes far fik besked om, at hans døtre ikke havde overlevet, gav hun ham Annes dagbog. Han gik ind på sit kontor med dagbogen og lukkede døren bag sig.

Jeg vidste ikke, at Miep Gies havde skrevet en bog om sine oplevelser. En dag da vi var i Kræftens Bekæmpelses butik Igen i Sorgenfri fandt min mand bogen og rakte mig den “se”.

Bogen kostede 5 kroner, og jeg er lykkelig for den. Det er en fantastisk bog. Den beskriver livet udenfor baghuset; tiden, samfundet og de restriktioner, jøderne gradvist blev udsat for. Den beskriver også et sammenhold i en tid, hvor kaos hersker, og hvor magtesløsheden er stor.

Miep Gies’ bog komplementerer Anne Franks dagbog – de omtaler mange af de samme hændelser fra hver deres perspektiv. De beskriver de samme personer; Annes personbeskrivelser er uden filter, passioneret, ægte, tit skrevet med en spids pen .. som set af en ung pige i puberteten. Mieps perspektiv er en voksen kvindes og tilføjer et andet lag til de personer, jeg kender så godt fra Annes dagbog.

Mieps beskriver også den hyggelige middag i baghuset, hvor hun og hendes mand overnattede – og særligt af den lange stille nat kun afbrudt af Westerborks kirkeklokker. Miep lånte Annes seng at sove i, og hun lukkede ikke et øje, hun mærkede angsten krybe ind, og hun opdagede, hvordan det var at leve under jorden. Trods Annes begejstring og Mieps løfter om, at de ville komme og overnatte igen, så skete det kun den ene gang.

Miep beskriver Anne præcis som jeg forestiller mig hende. Glad, impulsiv, nysgerrig, snakkende og klog.

Læs mere:

  • Læs mere på Mieps hjemmeside
  • Bogen “Jeg husker Anne Frank” af Alison Leslie Gold & Miep Gies. Der findes en nyere udgave, men kun på engelsk, som blev udgivet i forbindelse med Miep Gies’ 100 års fødselsdag i 2009. I den er der nyt forord af Miep Gies – og nyt omkring hvem der forrådte baghuset.
  • Og læs selvfølgelig Anne Franks dagbog ❤️

Miep Gies døde i 2010, 100 år gammel. Hun fastholdt til det sidste, at hun ikke var en heltinde, men at hun og så mange andre bare gjorde det nødvendige for at hjælpe jøderne.

‘More than twenty thousand Dutch people helped to hide Jews and others in need of hiding during those years. I willingly did what I could to help. My husband did as well. It was not enough.”

– Miep Gies