Jubii! Hovedopgaven er bestået!

IAA DIPLOMUDDANNELSEN: Vurdering af gruppe 8 2007
Hele vejen igennem en usædvanlig selvstændig og fremragende præstation. Gruppen har udfordret sig selv mere og er kommet længere end de fleste, måske ikke på indholdets originalitet, men på formen og processen undervejs. 

Det første møde var mere end en generalprøve. Det var et overflødighedshorn af skarp analyse, rollespil, iscenesættelse – og så en fuldstændig overrumplende essens (Dalai Lama for din mave).

Alt sammen gennemført ned i detaljen og med et stort engagement.

De kreative kom tilbage med en løsning, som matcher essens og budskab på fortræffelig vis. Måske er det ikke den mest revolutionerende kommunikation, men den tager udgangspunkt i, hvor mærket og målgruppen er i dag – og er gennemført i eksekveringen. Gruppen supplerer med flere kreative elementer, som skaber harmoni og sammenhæng i kampagnen. Elegant måde at få GAIO med i Cultura-familien.

Præsentation er velforberedt og velgennemført – og en anelse for hektisk. Det eneste tidspunkt i hele forløbet, hvor der var lidt slinger i valsen (nerver eller ivrighed?). Det udleverede dokumentationsmateriale er superbt. Kampagnen ender med at blive den foretrukne efter IAA-afstemningen.

Karakter: 11