Igen her til morgen vågnede NC med et sæbeøje. Han var ikke synderlig påvirket af det, men det så ikke godt ud. Vi dryppede hans øjne med hans medicin, og det tangerer et regulært overgreb. Han skreg og slog og sparkede for at komme løs, men jeg sad på ham og åbnede hans øje, mens Allan dryppede det. Det er ingen trøst for ham, at begge hans forældre også synes, at det er helt forfærdeligt at skulle gøre. Men det skal gøres, og det er jo vores ‘job’ som forældre.

NC græd som pisket, da jeg afleverede ham i vuggestuen – men jeg var ikke engang nået ud af døren, før han helt havde glemt forrige minuts ulykke og var i fuld gang med at lege med et puslespil. Og afsted kom jeg omsider … efter at have faret frem og tilbage. Glemte computeren. Tilbage igen. Og så af sted mod jobbet … alt for sent. Igen.