Sidder her lidt søndagsblå og kigger tilbage på en skøn weekend. NC ligger inde ved siden af og æmper mod søvnen. Han ER træt, han nægter bare at slippe weekenden. Akkurat som jeg.

Det er ikke fordi vi har lavet ‘noget særligt’, men der er noget særligt i de mange små fantastiske øjeblikke. Her i dag var vi ude og handle, vi var nede og se på tog ved Sorgenfri og blev overrasket af regnvejr ved Irma. På vejen hjem faldt NC i søvn på bagsædet, men det lykkedes mig at snige ham ud af autostolen og op i seng, hvor han tog sig en skraber på små 2 timer.

I mellemtiden spiste vi stenbiderrogn med rødløg og blinis. Jeg havde helt glemt, hvor fantastisk det smager. Og hvor kort sæsonen er … måske kan vi nå en omgang til i næste weekend?

Da NC var stået op igen, tullede han omkring, legede og kiggede i bøger – især var det nuttet, da jeg opdagede, at han ‘læser højt’ af bøgerne. Han gentager det, jeg siger – næsten.

Jeg lavede langtidsstegt kylling i karry og tomat, så det kunne stå og simre et par timer. Og så gik vi en tur, hvor NC fræsede afsted på sin plastic motorcykel. Og jeg havde ret i min antagelse fra i går – han var ikke blevet klogere af sit kamikaze-ridt ned af cykelslisken i går i et ubemærket øjeblik: Jeg måtte forhindre ham i at køre ned af cykelslisken i hver eneste opgang, vi passerede. Vi gik over i skoven og så på det ene tog efter det andet.

Og aftensmaden … Han sagde ‘mer’ – det er stort! Han spiser stort set intet til aften for tiden, men her til aften spiste han masser af ris med sauce på, samt de bittesmå kyllingestykker, som han ikke opdagede blandt risene. Ikke nær så overraskende røg de pandestegte bananer også lige ned i mavsen uden problemer.

Og nu blev der stille fra drengeværelset …