Mandag var en virkelig underlig dag. Solen skinnede, og jeg nød virkelig at køre gennem Frederiksdal på vej til arbejde. Der var så ufattelig smukt med sol, lysegrønne blade og den blå blå Furesø.

Nicholas var glad og let at aflevere. Han skubbede mig ud af døren og sagde ‘gå så, mor’ – det er det bedste farvel en mor kan få 🙂

Men så ramte jeg køen. Der var kommet et nyt lyskryds, som åbenbart var i udu og kun lod enkelte biler over ad gangen, så jeg sad i kø i solen med høj musik i 50 minutter. Humøret holdt, bilen holdt, og der var musik og sol til hver en meter på den varme asfalt.

Jeg var på vej ind af døren 9:05, da jeg fik at vide af en kollega, der også havde siddet i kø, at der var informationsmøde i kantinen klokken 9.

Jeg listede ind og hørte en fremmed kvinde tale om ‘Lønmodtagernes Garantifond’ og hvordan vi skal forholde os. Mødet sluttede lige efter. Ud fra de få informationer vidste jeg jo godt, hvad der var sket. Shit, altså!

Vi skulle skrive vore telefonnumre på en liste, og så ville vi få besked på i løbet af formiddagen, om vi kan gå hjem eller om der er behov for os.

Ingen af os vidste om vi skulle grine eller græde. De fleste af os grinede forsigtigt og forlegent, selvom ingen af syntes, at der var noget at grine af. Men hvad skal man gøre?

Pludselig føltes det trygt allerede at have en fyreseddel og alligevel kun skulle være her på lånt tid. Mit chok ligger bag mig, men mine kollegers chok er lige nu og her. De skal alle igennem det, jeg har været igennem de seneste 3 måneder. Jeg har tyvstartet, om man kan sige det sådan.

Selvom jeg er blevet stemt hjem for 3 måneder siden, så er det jo ikke en skæbne, jeg ønsker for min arbejdsplads og mine kolleger. Jeg vil sådan ønske, at det kan undgås. Jeg håber virkelig på, at den gode fe eller en eller anden anden kommer forbi og redder alle arbejdspladserne.