Træner i aften for første gang siden i torsdags. Nu har jeg tabt de kilo, jeg tog på i sommerferien og lidt til. Jeg mangler 5 kilo, så har jeg en normal bmi.

Jo nærmere jeg kommer min normalvægt, jo sværere er det at tabe mig. Det går langsomt nu, og enhver udskejelse bliver straffet på vægten fredag morgen, når nålen står stille eller truer med at tilte opad.

De første kilo er de nemme kilo, det vidste jeg jo godt, men nu er vi ude i cirka en fuld times træning. Nupo og gulerødder på job og så ellers forsøg på at spare kalorier sammen til proteinrige kulhydratfattige måltider.

Svært i en travl uge, hvor indkøb ikke passer ind og køleskabet er gabende tomt.

Jeg er begyndt at følge Kiras blog. Vildt inspirerende. Hun har opnået fantastiske resultater med bodybuilding. Jeg er misundelig. Både på hendes resultater men også på, at hun har tid og overskud til at træne så hårdt/tungt og disciplineret.

Inde i min snartslanke krop gemmer der sig en Brian. Det har der gjort længe. Jeg har tidligere trænet tung styrketræning med fantastiske resultater til følge.

Den gang var Brian ude en-to gange om dagen for at træne, nu sidder han sgu i hængekøjen og blafrer med mit maveflæsk og håber på, at jeg snart kaster mig over håndvægtene igen.

Det gør jeg. Snart. Om 5 kilo.