Bedst som det føles som om det går lidt godt, så kører det af sporet. Da jeg kom hjem var stemningen dårlig. Nicholas havde i den grad haft en nedsmeltning; han havde bidt sin pædagog og skræmt de andre børn. Jeg prøvede at tale med ham om det. Ny nedsmeltning. Han ønsker ikke at tale om det. Endnu.

Senere ved sengetid fik jeg lidt mere ud af ham; det var sket ved samling. De andre synger, og det larmer i hans hoved, han vil hellere sidde i garderoben, fordi der ikke er larm. Han var blevet sur, og jeg ved godt på hvilken måde; råb og skrig. Og i den forbindelse bed han næsten sin yndlingspædagog. Og løb sin vej.

Det er selvfølgelig ikke okay! Og det rejser jo uvægerligt det ufattelig smertefulde spørgsmål, om han overhovedet skal være der? Kan de have ham? Er det forsvarligt? For ham, for dem, de andre børn?

Nicholas vil ikke gå i børnehave mere, siger han. Det er kedeligt, og han vil hellere være hjemme med sin computer og far eller mor. Han ka’ ikke li’ sine venner mere. Siger han. Han var feberhed i kinderne, kunne det spille ind?

Jeg foreslog høretelefoner som løsning på noget af det med larmen. Han lyste op. Det vil han gerne, og jeg lovede at tale med dem om det i børnehaven om det kan lade sig gøre, at han får dem på til samling. Hvis det da er det, der er problemet.

Vi løser det. Vinteren er ekstra svær for ham. Vi ved det fra sidste år, så hvorfor er vi egentlig overraskede? Fordi han har gjort så store fremskridt over sommeren, og nu er det bare helt slemt indimellem igen.

Det gør en kæmpeforskel for ham, at det er vinter og så meget tid tilbringes indendørs. Der er meget mere larm, og julen bringer en masse hurlumhej og uro med sig. Pakkekalender, julesange, lucia, lave gaver … Alle de hyggelige traditioner er ikke så fedt, når man har brug for forudsigelighed og struktur.