Frisørbesøg og førferieræs

Så blev det omsider fredag. Ikke bare hvilken som helst fredag, men den sidste fredag på arbejde i år. Ikke mere arbejde før 2. januar! Det er så skønt! Jeg nåede dog ikke at blive helt klar, så jeg har et parsmåting, jeg skal se på en af dagene. Computeren står i gangen.

Jeg skulle gå klokken 14 i dag, jeg kom afsted klokken 14:25, så jeg var temmelig sent på den, for Nicholas havde tid hos frisøren klokken 15, og jeg skulle jo lige hente ham først. Det lykkedes faktisk uden stress. Altså, uden at stresse ham, for jeg havde en klump i maven, da jeg løb ud af kontoret efter at have klappet min computer sammen uden at slukke den og bare kastede den i tasken. Så typisk – ‘bliver du ikke 5 minutter til, til jeg har et svar?’ .. nej, var mit svar, men jeg sagde ja, og jeg trippede på stedet.

Heldigvis havde jeg gummisko på, og så satte jeg spurten ind ud til bilen med armene fulde af gaver, computer og propfyldt dametaske. Og så speederen i bund within limits.

Der var fuld knald på i børnehaven, og Nicholas ville gerne blive 10 minutter længere, for han havde fået lov at låne en Spiderman med motorcykel af en ven. Han viste mig den og fortalte, at sådan en ønsker han sig. Jeg pakkede alle hans ting ned i en taske; gummistøvler, overtræksbukser, regntøj, hue, legetøj, madkasse, termosæt, hjemmesko … Jeg hørte lidt om hans dag, og jeg fik en nisse med hjem ‘jeg har lavet den til dig, mor!’ Jeg kyssede ham og takkede for nissen. Nu har jeg sat snor i og den hænger på juletræet.

Hans ven fortalte mig, at Nicholas skal til frisøren, og at han skal sidde i raketten, og jeg vidste bare, at det med forberedelse er nøglen til succes. Nicholas havde fortalt vidt og bredt om frisøraftalen, og han var helt med på det, så vi nåede det faktisk til tiden.

Nicholas fandt Buzz Lightyear blandt frisørens legetøj, og jeg løftede dem begge to op i rumraketten, og så fortalte frisøren lige, at hun ville sprøjte lidt med vand og rede ham lidt. Han svarede på hendes spørgsmål, mens han så tegnefilm. Han accepterede også at have kappe på – til forskel fra sidst. Han sad lidt uroligt, men han fulgte frisørens anvisninger om at se på filmen og sidde stille.

Det gik vildt fint, og han blev bare så lækker! Han syntes, at det var hyggeligt, og han kunne godt li’ sit nye hår. Han fik to slikkepinde, og jeg betalte. Det var bare SÅ fedt!