Overraskelser & udflugter = stress

I dag er Nicholas på tur til Zoologisk Museum med børnehaven. Han er blevet forberedt på det i børnehaven, og i går aftes viste jeg ham også billeder fra Zoologisk Museum på Ipad’en. Jeg forklarede ham, at han skal have sin rygsæk med – med madpakke og vanddunk i. Og en Buzz Lightyear serviet. Han virkede som om han var ligeglad.

Men her til morgen knaldede han helt ud. Han ville ikke i børnehave, for børnehaven er dum, hans venner er dumme, det er kedeligt, han vil hellere være alene hjemme, han vil bokse børnehaven og os ihjel. Han lavede flitsbue, kastede med sine ting og skreg op i angst. Han ville ikke afsted. Med andre ord; en eksplosion, som vi ikke har oplevet i 3 måneder.

Andre børn kan man fortælle ‘jamen, det er jo sjovt at skulle på tur’, men ikke når man har autisme. Så er det ikke bare sjov, for der er for mange ubekendte faktorer, for meget overraskelse – og det giver stress. Vi prøvede at undlade for meget snak, mere action og afledning, og så kom vi ud af døren nogenlunde til tiden.

Da vi gik hen mod børnehaven sagde Nicholas ‘jeg er bange for skeletter … jeg er bange for, at når man rører ved dem, så bliver de levende’. Så kan jeg denondelyneme godt forstå, at han ikke vil afsted. Jeg satte mig ned på hug og forklarede ham, at skeletterne har været døde i mange tusinde år, og at man sagtens kan røre dem. De bliver aldrig levende. De er som sten. Helt stendøde.

Ovre i børnehaven nævnte jeg for hans pædagog, at han ikke havde villet afsted, samt hvad han er bekymret for. Hun satte sig ned og forklarede ham turen (igen), og selvom han fægtede med en pind og så ud som om han overhovedet ikke lyttede til hvad hun sagde, så er jeg sikker på, at han hørte, hvad hun fortalte.

Nu håber jeg bare på, at det bliver en god og sjov oplevelse. Og så vil jeg belønne ham for hans mod til at stole på os og rent faktisk at omstille sig og komme afsted på tur, selvom han var bange. Det er både flot og modigt.

God oplevelse

Heldigvis viste det sig, at det havde været en rigtig god tur. Nicholas havde hurtigt vænnet sig til stedet, og han havde været nysgerrig og havde været rundt og se de store mammutskeletter. Han fortalte glædestrålende, at ‘de jo var helt døde og slet ikke farlige, for hvis de nu havde været levende, så havde de hapset ham’.

Han fik et særligt Cars påskeæg med slik og et badge til at sætte på tøjet. Han blev glad særlig for badget, for det matcher et, han allerede har i forvejen. Og her til aften ville han gerne have et fodbad. Jeg gav ham et lunt fodbad på køkkenbordet, og så sad vi der og snakkede og hyggede lidt.

One Comment

  1. Jette siger:

    Hvor skønt at læse at Nicholas havde en god dag. Han er altså topsej, fordi han tog livtag med det ukendte. Balancen mellem at respektere at ens barn siger nej og så give dem et kærligt puf er hundesvær. Jeg kender den godt, omend de konsekvenser I oplever hvis det ikke går godt er væsentlig værre end de konsekvenser vi har herhjemme,

    Like

Der er lukket for kommentarer.