Folk, der kender mig, ved, at jeg elsker at træne – jeg elsker dans, combat og ikke mindst styrketræning. Jeg bliver glad i låget, når jeg træner. Men det er lang tid siden, at jeg har vist mig i et rigtigt træningscenter. Jeg træner i vores kælder, og jeg går ture. Jeg træner ikke en brøkdel af, hvad jeg gjorde tidligere. Sådan har jeg valgt, at det skal være for mig at blive voksen med mand, barn, job, ansvar og hele møllen.

Da jeg trænede mest, trænede jeg to gange om dagen. Hver dag. Styrketræning morgen, konditionstræning om aftenen. Jeg elskede hvert sekund og den følelse, det gav mig. Den følelse savner jeg, når jeg ikke træner. Vi jokede med, at jeg var æresmedlem i OA (Overtrainers Anonymous), når vi kylede vand i svælget mellem to fatburnertimer.

Jeg har indimellem forvildet mig hen i et træningscenter efter jeg blev mor i 2009, og jeg undrer mig. For det at træne er blevet et udstyrsnummer af dimensioner; sidste skrig indenfor træningstøj, fuld make-up, velduftende, håret sat op til narrestreger og gerne en matchende energidrik i den transparente ugiftige drikkedunk. Nogle træningsformer reklamerer med, at ventilationen er så god, at man slet ikke sveder, men kan gå direkte på arbejde bagefter. Rigtig mange drysser rundt blandt vægte og maskiner og laver ikke en skid. Og endnu flere laver ikke en skid til zumba og spinning. Men de er der 6 gange om ugen, og håret sidder helt perfekt. Folk, der sveder meget, kan blive smidt ud af centrene. Wtf?

I den anden ende af spektret er ekstrem sport. Alle med respekt for sig selv har løbet mindst et marathon et eksotisk sted og helst flere. Nogle endda hver dag. Og så hylder vi dem, for de er vor tids helte. Wtf?

Og så er det, at jeg læser dette tankevækkende indlæg med et klip fra en mindst lige så tankevækkende artikel. Dette statement fra artiklen er spot on, hvis du spørger mig:

“Med al respekt, så handler al den tid, vi bruger på ekstrem sundhed, ikke om at være sund, men om at se godt ud her og nu. Næsten udelukkende. Selve sundheden er sekundær”

Og det er netop det, der er pointen. Det handler om at se sund ud nu og her – det handler ikke om at være sund. Det er langt fra det samme. Der er en kæmpeforskel på de to begreber. Man kan sprinte rundt på rekorddistancer og se sund og frisk ud. Nu. Men den strategi er måske lidt vel kortsigtet, for kan du klare det om 10 år? 20 år? 30 år? Og hvad siger dine knæ, din ryg og dine hofter?

Jeg tror, at de fleste af os forestiller os, at vi vil være superfriske som gamle. Selvklart meget friskere end tidligere generationer. Men tidligere generationer får udskiftet knæ og hofter pga nedslidning, og de har ikke nødvendigvis løbet marathon eller trænet 10 timer om ugen. Så hvad med dig? Hvornår skal du have et nyt knæ, og har du tænkt over, hvilke konsekvenser det får for din træning?

Vi har brug for at hylde sundheden og den raske krop, men vi har også brug for at tænke langsigtet og investere i en sund alderdom ved at begrænse antallet af skader tidligt i livet. Med alderen mindskes ens evne til at komme sig ovenpå alvorlige skader og operationer, så det gælder om at forebygge, at skaden overhovedet opstår. Det, vi gør i dag, har  en pris på langt sigt, og jeg tror ikke, at vi tænker så langsigtet.

Du bliver hvad du spiser – og du bliver et resultat af din indsats gennem livet.

Jeg tænkte ikke særlig langsigtet, da jeg var yngre og æresmedlem i OA. Min træning kostede mig en god bid af min ene menisk, og en af langtidsvirkningerne af en delvis manglende menisk er, at man har øget risiko for at udvikle slidgigt i knæet. Det afholder mig ikke fra at træne, men det er med i mine overvejelser, når jeg planlægger hvor hårdt jeg vil gå til den.

Jeg ved godt, at jeg er et virkelig et dårligt eksempel på en med en (sund) langsigtet sundhedsstrategi, så ingen løftede pegefingre herfra, hvis du nu kaster dig ud i din 7. træningstime i denne uge om 20 minutter.

Bare ta’ et øjeblik og tænk over det 🙂