Stemt hjem

Jeg blev kaldt til en venskabelig samtale dagen før min fødselsdag, næstsidste dag i februar. Jeg var overbevist om, at nu fik jeg sparket, og det var med den tanke i hovedet, jeg fulgte med. Tre personer sad overfor mig. Der er ansat en anden i stedet for mig. Jeg skal på deltid og lave noget andet, indtil jeg får det bedre og igen kan komme tilbage til et lignende job. Bedre? Jeg protesterede og sagde, at jeg ikke vil på deltid, for jeg bare vil have et fuldtidsjob, ikke et 50-timers job. Men beslutningen var taget.

Blodets susen overdøvede næsten alt, men jeg hørte hvad de sagde og jeg opfattede det hele som fanden læser biblen. Jeg tænkte bare ‘nej nej nej’ og ‘jeg må finde et andet job’ og ‘jeg er fyret’ og ‘pis’. Og så gik jeg tilbage til mit bord og ringede til min mand. Jeg gik totalt i spåner. Jeg er knust og sindssygt bange. Hvad fanden gør vi nu? Vores økonomi? Er jeg fyret? Er jeg ansat? Mødet i eftermiddag? Hvad gør jeg? Jeg gik min vej. Jeg rystede over det hele, og jeg skammede mig helt vildt.

Jeg er blevet sat af holdet, fordi de siger, at jeg er stresset, og jeg begår nogle fejl, som slet ikke ligner mig at begå. Men det er jo netop det, der er unfair – det er jo jobbet, der er noget galt med. Ikke mig. Mit job kan ikke udføres indenfor de rammer, vi har aftalt. Jeg har prøvet som en besat, og jeg har arbejdet hårdere end nogensinde før. Jeg har givet alt. Jeg har ikke afholdt al min ferie sidste år for at undgå at komme mere bagud. Jeg har arbejdet sene aftener og ud på natten, og jeg har gjort mit bedste. Hver dag. Men det var åbenbart en kamp, jeg ikke kunne vinde. Og så har jeg lavet nogle fejl, mens jeg var syg og burde have ligget derhjemme, men gik på arbejde alligevel.

Hvad fanden gør jeg nu?

  1. Priser mig lykkelig for, at det skide job nu er en andens.
  2. Og så er det jo bare et job. Et rigtigt lortejob.
  3. Jeg har aldrig søgt det job, og jeg vil ikke ha’ det. Jeg søgte og fik et andet job, og efter 6 måneder fik jeg det her job.
  4. Jeg ville aldrig søge det her job.
  5. Regner jeg min timeløn ud på en travl måned er den 180 kr.
  6. Jobbet er ikke det værd af mange årsager.

Hvad fanden gør jeg nu?

  1. lader min vrede bruse af.
  2. får styr på økonomien.
  3. passer på at vreden, sorgen, chokket og angsten ikke tager over.
  4. prøver på at se på det positive i situationen;
    • jeg er ikke fyret
    • vores økonomi er sikret de næste 4 måneder
    • de tror på mig og vil mig
    • de anerkender, at jeg og dét job ikke passer sammen
    • de regner med at beholde mig i samme job, når der er et til mig
    • jeg har en fantastisk chef, hendes leder er fantastisk og HR .. Jeg skal lige turde tro på, at de mener det, de siger. Er ret sårbar og meget paranoid lige nu.
  5. derefter begynder jeg at samle mig selv op og arbejde mig hen mod at komme tilbage. Uden at lægge mig fast på, om ‘tilbage’ er tilbage eller frem eller om det er en helt anden retning.

I den her proces er jeg nødt til at se min stress i øjnene. Det nytter ikke at fornægte det. Jeg har været under et alt for stort pres alt for længe, og min krop har vist mig tegn på metaltræthed. Min krop har sendt mig helt og aldeles sunde tegn på en vildt usund belastning, som jeg ser det.

Den belastning er væk nu – nu fjerner jeg hånden fra kogepladen og ser på de skader, jeg har fået. Du kan ikke se dem, du ved ikke hvordan det er. Jeg holder det for mig selv indtil videre, indtil jeg kender omfanget af dem, og har lagt en plan for helingsprocessen.

2 Comments

  1. Jette siger:

    Når Vorherre lukker en dør, åbner han et vindue….

    Du skriver altså knippelgodt, og selvom jeg fuldt ud kan forstå din følelse af at blive vraget, er en kort periode med deltid måske lige det ser skal til for dig og din familie. Om ikke andet så for lige at få et pusterum.

    Jeg har et indre billede af dig der har kæmpet og kæmpet og kæmpet og hvergang du har været lige ved at passere målstregen er den lige blevet rykket nogle ekstra meter væk.

    En rigtig god torsdag til dig 🙂

    Like

    1. Gitte K siger:

      Smil tilbage herfra 🙂
      Selvom min stolthed stadig er lidt flosset. Er ikke fedt, når nogen punkterer ens tro på, at man er wonderwoman 😀
      Det går nok – mindre kan gøre det!
      Gitte K

      Like

Der er lukket for kommentarer.