Jeg læser stadig ‘Derfor hopper jeg’, og jeg kunne læse den hele på et par timer, hvis det var. Men jeg læser den bid for bid. Kapitlerne er korte og letlæste. Men indholdstunge. Dette kapitel efterlod mig nærmest åndeløs og fik tårerne til at presse sig på. Ta’ et øjeblik og læs med.

I dag er det Autismedag. Sidste år anede jeg det ikke, tror ikke det ramte mig. Men det var før diagnosen, før udredningen, da vi stadig havde et normalt barn, som var følsom, temperamentsfuld og uopdragen.

Vi var så uvidende.

Det er vi ikke længere, men vi ved stadig ikke alt. Fordi autismen set indefra er så anderledes end udefra. Og fordi autismen er så forskellig og individuel og så ulig Rainman. Og det er svært og måske umuligt at se hvordan det er at være derinde i den lille 4-årige krop. Så i den henseende er vi stadig uvidende.

Men vi er løvemor og løvefar, og vi forekommer helt sikkert slatne i vores opdragelse, med vores daglige Kinder-æg forbrug, samt brug af Ipad ved bordet og mad i sofaen. Bare for at nævne nogle af de provokerende og kontroversielle strategier, vi anvender for at lette presset på Nicholas. Stærkt provokerende strategier, hvis du spørger andre forældre. Og også hvis du ikke spørger, for kommentarerne udebliver aldrig. De stikker hvergang med kirurgisk præcision lige i hjertet, for jeg drømmer da også om at vi en dag spiser middag sammen. Det sker bare ikke nu i dag.

Nicholas fanger hurtigt, at vennens mor forventer at han skal gøre, hvad der bliver sagt, så han stresser, bryder sammen og løber væk. Her kommer løvefar eller løvemor ind i billedet med de kontroversielle strategier. Vi beskytter ham mod uvidenheden, uanset om det betyder at vi ikke bliver inviteret igen.

Jeg ved godt, at det er uvidenhed, der taler. Jeg ville have også have kommenteret Ipad ved bordet eller mad i sofaen sidste år, og derfor er det vigtigt, at vi taler om hvordan det er. Så vi undgår tankeløse kommentarer og ikke mindst uindfriede urealistisk høje forventninger til vores børn med og uden diagnoser.;