Når man nu har det bedst, når hovedet holdes i ro, er der rig lejlighed til at se Netflix. Jeg faldt over ‘Unsere Mütter, unsere Väter’, som er en tysk TV serie i 6 afsnit om 5 venners skæbner under 2. Verdenskrig.

Jeg har ikke set den hele, men jeg er helt grebet af serien. Den handler om 5 unge mennesker, der har verden for deres fødder – de lever her og nu, de er fulde af naivt livsmod og livsglæde. Som alle andre unge i den alder er verden deres østers.

De provokerer ved at danse til forbudt swing musik og have forbudte kærester, men de gør hvad deres forældre siger. De er lige der på grænsen mellem barn og voksen, hvor de ikke helt stiller spørgsmål ved autoriteterne endnu, men lever i en glad ungdomsboble med flirt, forelskelse, forbudt musik og sjov i gaden. De tænker ikke på i morgen.

Vi møder dem i Berlin i 1941, hvor de fejrer deres sidste aften sammen – de to brødre Friedhelm og Wilhelm skal til østfronten som soldater, og Charlotte skal afsted som sygeplejerske. Greta og Viktor bliver tilbage. Viktor, som er jøde, forsøger at overtale sine forældre til at flygte, men de synes jo, at tyskerne er søde, så rygterne har nok ikke noget på sig. Greta og Viktors forhold er ulovligt, men det blæser de på.

Virkeligheden trænger sig ind på vores 5 venner den sidste aften, hvor de aftaler, at de skal mødes i deres berliner knejpe om et halvt år til jul, når krigen er forbi. De tager det som lidt af en oplevelse – og om et halvt år ses vi igen.

En SS mand afbryder festen og indkalder Greta til en korrigerende samtale pga swing musikken. Hun charmer og flirter sig ud af kniben og vender den til sin fordel, men hun fornemmer hurtigt, at det ikke længere er en leg.

Deres ungdom er forbi, og det er deres liv måske også. Serien tager os helt med ud i skyttegraven og på felthospitalet, og den unge sorgløshed erstattes af kamp på liv og død og af en grum meningsløshed, der ændrer dem for altid.

Jeg ved ikke endnu, hvordan historien ender. Og måske alligevel. For de møder nu den røde hær, den sibirske kulde og den totale meningsløshed. Det er beskrevet så skånselsløst, at det næsten ikke er til at holde ud. Ikke mange vendte tilbage.

Fordi serien er i øjenhøjde med de 5 unge venner, er det oplagt at spørge sig selv, hvordan man havde reageret i deres sko. Svaret er svært, for vi sidder jo her med eftertidens ulideligt klare overblik. Selvfølgelig burde de jo ikke have deltaget i krigen. Klart. De burde have protesteret og kæmpet imod. Men på den dag i 1941 vidste de ikke alt det, vi ved i dag.