Vi troede aldrig, at det skulle ske – men her til aften ville Nicholas sove i sin egen seng på hotelværelset. Han har sovet i vores seng i de seneste år – der var en periode, hvor han sov (uroligt og dårligt) i sin egen seng på eget værelse, og så tog vi ham ind i vores seng, simpelthen fordi vi oplevede, at hans trivsel blev væsentligt forbedret af det; han sov bedre, var mere rolig og glad om dagen, og antallet af uforklarlige eksplosioner og konflikter faldt.

Vi ved godt, at det er utraditionelt med så store børn i sengen hver nat, og at forældre kun får ros for at kyle babyen hurtigt ind ved siden af. Jeg mener ikke, at man nødvendigvis skal forcere noget for at leve op til et eller andet princip eller en standard, som andre sætter. Særligt ikke, hvis det føles helt forkert. Jeg mener faktisk, at det er et spørgsmål om tryghed og tilknytning for det lille barn. Børn er i mine øjne ikke særlig komplicerede. Når der er noget, de ikke længere har behov for, så holder de op. Det har vi oplevet med Nicholas. Vi forældre laver ofte kuk i barnets naturlige processer, fordi vi har vedtaget nogle milepæle, som alle børn skal nå inden en vis alder.

Det ræs er man (stort set) fritaget for, når man har et barn med en udviklingsforstyrrelse. Det betyder jo i sagens natur, at udviklingen er forstyrret, og det betyder igen, at milepæle først bliver sat, når barnet selv når til dem med kærlig støtte fra forældrene. Ikke når forældrene synes eller fordi det står i en bog og derfor presser hårdt på.

Sandsynligvis vender han tilbage i vores seng, måske ikke. Måske er dette en milepæl. Måske ikke. Han er altid velkommen. Vores store dreng ❤