Jeg tror, at vi var godt i gang med tirsdagen, da jeg første gang tænkte ‘nu er det heldigvis snart weekend’. Det var det så ikke, tværtimod. Ugen har været lang, og jeg har ikke nået en fjerdedel af det, jeg skulle. Alligevel er jeg helt flad.

Talte med min far forleden. Han er hjemme igen, og han siger selv, at det går fint. Jeg burde have gennemskuet det; for dagen efter blev han indlagt. Han havde fået høj feber, infektion, igen. Og de fremskridt, han havde opnået, da han forlod hospitalet, er han i færd med at tabe på gulvet, fordi han ikke formår at træne. Så det er skidt og trist.

Jeg forstår mere og mere, at det at blive gammel er et mysterie, når man ikke selv er det. Selvom jeg prøver at sætte mig ind i det, så kender jeg ikke tilden ukendte faktors magt. Jeg tænker jo, at hvis det var mig, så ville jeg træne og kæmpe, hvis der var udsigt til ikke at kunne gå, ikke kunne klare mig selv, måske flytte på plejehjem ..

Min far siger, at han vil kæmpe, men … virkeligheden er, at han ikke får det gjort. Og jeg bliver så frustreret og forsøger at tale fornuft med ham og få ham til at indse .. men han indser det faktisk – det er ikke , fordi han ikke forstår den opgave, der hviler på ham; han forstår, at han selv er nøglen til succes, og oveni er han bange for udsigten til ikke at kunne komme omkring. Summen af ovenstående ville få mig i gang. Og det er så her, at det med at blive gammel kommer ind som den (for mig) ukendte faktor og stopper fremskridtet.

Jeg forstår ikke, hvordan det er, men jeg må indse, at jeg ikke bestemmer – selvom jeg gerne vil. Det er min fars liv, og han bestemmer. Jeg vil prøve at være der for ham, bedst muligt – og prøve at acceptere hans fravalg, også når de føles forkerte efter min mening. Men det er svært at se til, når jeg bare så gerne vil have, at han giver den en skalle.