Har du tænkt over, om postyret omkring første skoledag egentlig ikke er noget, der er forbeholdt forældrene? Første skoledag er ikke noget særligt, når man har gået i mini sfo siden maj og ligesom har taget det store skridt over i skolen. For barnet er det endnu en af de milepæle, de stort set ikke bemærker, at de passerer. Hvorimod vi, deres livsvidner, har en tåre i øjenkrogen og er ved at briste af stolthed.

Vi véd nemlig, at når man ser tilbage, så er første skoledag en stor livsforandrende begivenhed. Der er en tydelig forskel på før og efter. Og derfor har vi alle mulige forventninger til fejring af vores børns første skoledag. For forældrene er første skoledag en festdag på linie med dåb, studenterhuen og runde fødselsdage.

Men det er det ikke nødvendigvis for barnet.

Her ligger fundamentet for en konflikt, som vi røg i med et brag i går. Vi forestillede os en fest, og ungen syntes bare, at det var no big deal og glædede sig mest til frikvarteret. Så da vi annoncerede, at han ikke skulle lege, fordi vi skulle afsted i Tivoli som aftalt, så knækkede filmen for ham. Det ville han bare overhovedet ikke. Han ville lege. Nu. Her. Med sin bedste ven. Enden på det blev, at han fik lov til at blive – vi har nok verdens mærkeligste barn, nemlig barnet, der ikke vil i Tivoli.

Så vi fejrede første skoledag uden skolebarnet. Vi var lidt forstemte og forundrede. Det var bare ikke helt det samme som at være i Tivoli alle sammen. Vi spiste en god frokost og en virkelig god kage hos Mette Blomsterberg. Men alligevel .. lidt af en fuser.

Da vi så hentede knægten, ville han heller ikke med hjem. Men vi fik mindet ham om den biograftur, vi havde lovet ham i stedet, og så var det alligevel okay at gå med de gamle.

Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle have den slags diskussioner med en teenagedreng? Ikke allerede nu?

Det er nemlig fuldstændig som mig som teenager. Særligt min far fattede ikke en meter; jeg var sikker på, at han aldrig havde været ung selv. Veninderne betød A L T for mig, og min far fattede ikke en meter. Pigerne var klart vigtigere end familiefester og andre kedelige ting, mine forældre prøvede at trække ned over hovedet på mig. På spørgsmålet”er du da totalt ligeglad med din familie!?” har jeg svaret “ja” som teenager – og ment det.

Der var dengang de ville have mig med en uge til Firenze, og jeg hellere ville med veninderne i sommerhus. Mine forældre havde sikkert en fortrinlig tur til Firenze, men nu kan jeg da godt tænke, om ikke de havde det lidt som vi havde det i går, da vi fejrede første skoledag uden knægten.

Selvstændighedsfasen er så meget begyndt, og jeg er ikke helt indforstået med det. Det er en fase, det er en fase, det er en fase 😀