Jeg stoppede lige så stille med at løbe før sommerferien, fordi mine hoftesmerter blev værre og værre. Jeg håbede på, at smerterne ville gå i sig selv i løbet af sommerferien, men det gjorde de ikke. Det blev kun lidt bedre i ferien, selvom jeg ikke kørte bil. Smerterne forværres nemlig, når jeg kører bil, hvilket jeg gør morgen og aften, mandag til fredag.

Selv efter næsten 5 måneders løbepause gør det stadig ondt hver dag, selvom det er blevet bedre. Jeg har levet længe i fornægtelse og i håbet om, at det en morgen pludselig er væk, men det går simpelthen ikke går væk af sig selv. I går var jeg ude at rasle med knægten, vi
gik måske 4-5 km i meget stille og roligt tempo med mange pauser, og alligevel vågnede jeg i nat ved et skarpt jag i hoften. Det er idioti at fornægte det længere og håbe på bedring, så her til morgen fik jeg bestilt tid hos lægen.

Hvorfor tog det så lang tid? Fordi jeg er jo bange for, at det er noget, der ikke sådan lige går væk .. men uanset hvad må jeg gøre noget ved det, har jeg omsider erkendt. Men jeg kigger stadig længselsfuldt på min løbetaske, der står pakket i et hjørne derhjemme … Så mentalt har jeg ikke opgivet at løbe endnu. Men realistisk set er mine løbedage nok ovre 😦