Det her senvinter-noget er virkelig ikke mig. Overalt myldrer vintergæk og erantis frem, det bliver lysere og lunere, og jeg får lyst til at smide frakke, halstørklæde og handsker. Mine forårsfornemmelser blev i sidste uge belønnet med 3 dage med meget ondt i halsen.

Du kender sikkert dén type ondt i halsen, hvor man lige når at tænke, at der er gået noget i stykker. Det gør ondt, når man synker, og det hele er hævet koloenormt op og føles fuldstændig hudløst. Det gjorde så ondt, at jeg i 3 dage spiste virkelig langsomt, tyggede meget længe på bittesmå bidder – simpelthen fordi det gjorde så nas, når maden skulle passere halsen.

Jeg tænkte også, at jeg hellere måtte holde løbepause for ikke at blive rigtig syg, så jeg har ikke løbet i denne uge. Det var en god strategi, for jeg har 7-9-13 undgået at blive snotforkølet, og jeg er kun lidt øm i halsen nu, med moderat hævede kirtler. Måske er jeg så heldig, at det bare bliver ved det ?

Men det betød faktisk, at jeg havde ondt i halsen på min fødselsdag. Jeg har ellers aldrig været syg på min fødselsdag, selvom den ligger på et supergodt tidspunkt for at score sig en rask virus i en vintersvækket krop.

Senvinter er ikke min favoritårstid. Jeg er godt klar over, at vinteren har været mild, og der sagtens kan nå at komme mindst et læs sne og rigtig frost endnu. Det er sådan set fint med mig, når blot vi får sol og klar blå himmel. Ikke mere gråt og mulet vejr.

Mulet vejr – et ensartet gråt skydække helt uden solstrejf. En svensk, meget præcis beskrivelse af gråvejr: Man bliver nemlig mulet af mulet vejr.