Pyyha, det har været en hård omgang, det her forår … Selvom vinteren ikke har været superhård, så er dansk vinter bare ikke en energigivende humørbombe. Tværtimod.

Vi har haft virkelig travlt – med en masse gode og sjove arrangementer; skole/hjem-samtaler, 2 madgrupper på 3 uger, legeaftaler, middage, hygge, byture, salgsmøder, Berlin, koncert, heldagsmøder, håndværkere derhjemme, fødselsdage, lange aftener foran skærmen derhjemme, mange interessetimer … Jojo, der har været nok at se til i takt med at dagene bliver længere, og solen får mere magt.

Til gengæld smutter de gode intentioner. Jeg har efterhånden slet ikke tal på, hvor mange gange jeg er startet forfra på mit løbeprogram. Jeg løber en eller to gange, og så går der endnu en uge, hvor jeg ikke kan passe en løbetur ind. Men jeg er glad for de gange, jeg er kommet afsted. Det er jo 100% mere motion end ingen løbetur. Og på et tidspunkt lykkes det vel at komme ud over uge 1 i løbeprogrammet, tænker jeg?

Knægten og jeg kørte i sommerhus i eftermiddag. Vi har lejet et sommerhus i Ebbeløkke – et nyt hus nær stranden i samme område som vi plejer. Det er så skønt. Vi var nede ved havet i eftermiddag efter vi var kommet – der var store bølger, havet var jadegrønt, og ude over havet hang en kulsort regnsky, men der hvor vi stod, skinnede solen. Vi kastede sten i vandet – MANGE sten!

Jeg har puttet knægten, og jeg faldt selv i søvn efter vi havde læst to kapitler om Laura i Huset ved Søen. Vi læste om endnu en snestorm, der ramte i april, og så sagde knægten ‘mor, at være i sommerhus er præcis som at være på prærien’. Udenfor blæser nemlig en stiv kuling, og han bemærkede, at man kan høre vindens susen, husets knagen og mærke blæsten gennem væggen, præcis som i Laura-bøgerne.

Det er præcis sådan jeg selv har haft det, da jeg var lille og var med mine forældre i sommerhus. At være i sommerhus var næsten som at være på prærien. Jeg vågnede som regel ved, at min far tændte op i kakkelovnen, og mine tænder klaprede i munden på mig, indtil jeg fik tøj på. Allerede før jeg stod op, kunne jeg høre, om det var blæst, sol eller regn, for det utætte sommerhus afslørede altid vejret.

Når vi var i sommerhuset, var vi tættere sammen som familie, langt tættere end derhjemme. Vi sad alle sammen i stuen om aftenen, for der var ikke så meget plads. Og hele dagen legede jeg udenfor i det høje græs og legede, at det var præriegræs. Jeg hjalp til med at lave mad og vaske op, fordi det var hyggeligt.

Det glæder mig, hvis jeg kan gi’ ham noget af den følelse med sig, for jeg har båret det i mig lige siden, og det er en af grundene til, at jeg holder så meget af at komme i sommerhus.