Jeg har fået længere til arbejde, og det æder af min fritid, så jeg har overvejet andre alternativer. Jeg vil helst ta’ tog eller bus, men det skal fungere i en presset hverdag med barn, mand og job..
I denne uge har jeg brugt 9 timer på transport. Før sommerferien lå mit snit på 6 timers transport til og fra job om ugen.
Før havde jeg 12 km – nu har jeg 28 km til arbejde. Da det stadig er nyt for mig, har jeg endnu ikke gennemskuet, hvornår jeg skal køre for at nå sfo inden 17.
Mandag tog det 30 minutter, men det også klokken 12:30. Tirsdag tænkte jeg, at 45 minutter måtte være rigeligt, men det tog en time og 10 minutter. Onsdag tog det 40 minutter at komme hjem, og torsdag 55 minutter. I dag 40 minutter, da der var kiggekø pga en efterladt smadret bil i nødsporet.
Med andre ord; det eneste jeg kan regne med er, at jeg ikke kan regne med noget 🤔 Det er fuldstændig umuligt at forudse, hvordan M3 arter sig i nordgående retning på hjemvejen.
Måske skulle jeg ta’ toget?
Så jeg overvejede at tage toget. Ifølge rejseplanen tager det 1 time og 21 minutter! Jeg skal med et tog til Lyngby, skifte til toget til Kbh H, hvor jeg skal videre med et tredje tog mod Karlskrona, hvorefter jeg skal skifte til 500S i Ørestaden. Seriøst? Det er vanvittigt.
Forleden morgen råbte jeg derfor – i bilen fra min plads i køen – af den idiotiske trafikekspert, der i ramme alvor mener, at det er en finfin idé for at komme trængslen på motorvejene til livs ved at indføre højere afgifter, så folk holder sig væk. Som om jeg holder på M3 for sjov. Jeg kører på M3 9 timer om ugen for at passe mit job, så jeg kan bidrage til vores samfund.
Men hvad så med bussen?
Hvad med noget ordentlig offentlig trafik i stedet for afgifter? Jeg sad fx gerne i en bus hele vejen, hvis det tog en times tid. 500S kunne være en perfekt løsning, tænkte min kollega og jeg – indtil vi opdagede, at det tager 1 time og 45 minutter. Det tager mig desuden 20 minutter at komme hen til busstoppestedet… Det er i overkanten. Jeg skal jo også hjem igen, allerhelst samme dag.
Flyet?
Det tager 55 minutter at flyve til Berlin 🤔
Nå, det bliver bilen 🤔
Efter en lille måned med varierende transporttid, så har jeg et par gode råd, hvis du også spenderer lang tid i kø:
- Google Maps; sæt vejvisning til, når du skal ud og hjem. Takket være Google Maps nåede jeg lige at dreje af og finde en alternativ vej hjem, før jeg ramte bagsmækken af en kø pga et stort uheld, der spærrede motorvejen i et par timer. Google Maps udregner din kørselstid og er meget præcis, og den guider dig ad hurtigere ruter.
- Life Cycle; track din tid, så du kan se hvad du bruger din tid på. Måske fylder din transporttid ikke så meget i dit liv alligevel? Jeg har regnet ud, at min transporttid i gennemsnit er steget med 18 minutter pr tur, 36 minutter om dagen. Til gengæld er kontoret federe, og kantinen suveræn.
- YourLocal; vær med til at bekæmpe madspild ved at købe og hente lækker mad, når tiden er knap, og du alligevel er på vejen!
- Accept og taknemmelighed. Selvom transporttid er irriterende, så har du kun brug for transport så længe du har et job. Jeg er taknemmelig for mit job og mine kolleger, og jeg accepterer den øgede transporttid for dem. Jeg vil ikke være foruden, når jeg tænker over det ❤️
- Husk på, at du er del af køen. De andre er ikke bare i vejen for dig, du holder også i vejen for andre. Træk vejret og vær her, nu. Accept.
- Siri; jeg elsker Siri. Hun fortæller mig, hvad jeg skal i dagens løb, når jeg spørger. Hun skriver sms’er og ringer op, når jeg taler pænt til hende. Har du spurgt din Siri om hun kan beatboxe? Hvis beatbox ikke er din stil, så synger Siri også en sang, hvis du beder pænt:
