Når der bliver stille på forældreintra …

Da vores søn var lille, var dagene lange og til tider nærmest endeløse. At vælge den rigtige barnevogn virkede som en livsvigtig investering, men blot et år senere var den overflødig. Det samme med bæreselen, klapvognen, højstolen og alle de andre ting, som vi læste sikkerhedsblade og anmeldelser på og nøje udvalgte.

Nu er der gået 10 år, og det føles som ingen tid. Det, der virkede som lang tid, er så ufattelig kort tid. Det er lidt som om at jeg kom til at kigge ud af vinduet, mens jeg puslede en baby – og da jeg vendte mig om, stod der en høj stærk dreng med gnistrende blå øjne og be’r mig om at droppe det der med skærmtid.

Tiden er gået for hurtigt, tiden er kort, alt for kort. Jeg ville ønske, at jeg kunne sænke farten lidt, men dag for dag vokser han op lige foran mine øjne, og det er det største mirakel, der findes. At få lov til at vidne den udvikling og hjælpe ham på vej ud i livet.

Jeg prøver suge det hele ind. Det er på lånt tid. Jeg kan næsten ikke bære ham længere, og det niver i hjertet. Jeg elsker ellers at swoope ham op og bære ham sovende ind i seng og mærke hans varme rolige ånde ved min hals. Men det kan jeg næsten ikke længere.

Jeg nyder, når han krammer mig og når han kryber ind til mig. Om kort tid får jeg bare et hurtigt halvt kram og et hej ude i gangen af en ung mand, der er højere end mig.

Jeg faldt over Misty Lee Brewers fine Facebook-indlæg. Hun rammer det på kornet, for det går stærkt. Man lever i kaos, og nogle gange tænker jeg, at det er forfærdeligt, og at vi aldrig får et pænt hjem igen. Men det gør vi. Det sker den dag, ungen er fløjet fra reden. Den dag, hvor der bliver stille. Hvor der ikke længere ligger sko, legetøj, bøger, tøj, tallerkener og nullermænd over det hele. Til den tid kommer vores hjem til at stå skarpt igen, og der bliver helt stille på forældreintra.

When you first have children they talk about the challenges of parenting… the struggles of a baby waking in the night, the toddler who won’t stay in their bed, the cost of childcare, injuries from sports…

Having to take off work to pick them up from school when they don’t feel well, helping them with homework, a messy house, the never ending laundry, the cost to buy school clothes, packing their lunches…

You watch their eyes light up on Christmas morning… and try to soak in the magic of those moments.

You coach them in sports, rushing to practices and ballgames… and tote them all over the country to let them play the game they love… no matter how exhausting or expensive it becomes.

Life is just so busy that you rarely even stop to think what the end of those days look like.

In fact, it’s not really even something you can wrap your mind around.

You go into it thinking that 18-20 years sounds like a long time…

Then suddenly hours turn into days… days into months… and months into years.

That little person that used to crawl up next to you in bed and cuddle up to watch cartoons… suddenly becomes this young adult who hugs you in the hallway as they come and go.

And the chaos and laughter that used to echo throughout your home… gets filled with silence and solitude.

You’ve learned how to parent a child who needs you to care for and protect them… but have no clue how the whole “letting go” thing is supposed to work.