Vintertiden begyndte i går. Nu forsvinder lyset for alvor, overskuddet dykker, modet vakler – og alt det sjove er som støvsuget ud af vores liv.

Vi sås med gode venner til brunch søndag morgen. Normalt spiser vi bare brunch sammen, snakker og det er så vanvittigt hyggeligt. Men i går gik vi en tur efter brunch for at undgå for tæt kontakt. Det endte med, at mørket var faldet på, da vi trillede hjem fra vores brunchaftale.

Det var fantastisk at gå, snakke og gå i den stille orange skov. Samtalerne i skoven bliver i skoven. I går kom vi tættere på hinanden end vi har været før. Måske tuner vi bedre ind på hinanden nu hvor vi er tæt på nærmest ingen mennesker. Jeg har slet ikke lyst til at gi’ slip på de solstrejf af socialt liv, som vores liv engang var så fulde af, men som nu er så sjældne. Måske værdsætter jeg det mere nu, fordi jeg trænger så hårdt til venskab, dybe samtaler og kram.

For jeg lider afsavn hver dag og har gjort det længe. Indeni mig bor tristessen nu lige under huden, for jeg får ikke lov at lytte til andre, leve mig ind i deres verden og være del af den. Jeg får ikke vendt mine tanker og bekymringer, de gror bare indeni mig og vokser vildt. Vi lever som satelitter, og det er ikke sundt. Vi retter blikket indad i stedet for udad, når vi er for meget alene. Fingeren skal ud af navlen, og min hånd skal gribe din!

Det var magisk i går. Det var som om Coronaen var væk, og alt var normalt for et øjeblik.

• 

•