Det føles angstprovokerende og kontroversielt i en verden af perfektionister at slå ud med armene og ganske enkelt sænke ambitionerne. Men det er det eneste rigtige for os i en situation som denne: Coronaramt hjemmeskole kombineret med lockdown, tyndslidte forældre toppet med fuldtidsarbejde. Jeg har indgået en aftale med min indre chief whip om at sænke ambitionsniveauet.

Learning fra hjemmeskole i lockdown #1

Min erfaring fra første lockdown er, at i takt med at jeg sænkede ambitionerne, gled arbejdet og hjemmeskolen bedre. Trivslen steg og jo mere lærte vores søn, samtidig med at jeg faktisk fik arbejdet. Det med indlæringen er i øvrigt et faktum, for det blev undersøgt; vores søns klasse ligger lidt over niveau med 3. klasser tidligere år. Selvom de altså var i hjemmeskole i en måneds tid og derefter fik nødundervisning resten af skoleåret.

Hjemmeskole oveni en Coronaramt hverdag er lidt som at lave en julemiddag mit alles hver eneste dag .. det ville jeg jo aldrig byde hverken min familie eller mig selv

Det svarer nogenlunde til at lave en julemiddag hver dag. Der er fuld fart på alle blus, og hverken rødkål, brune kartofler, sauce, and eller flæskesteg må futte af. Det er nok grunden til, at det kun er jul én gang om året. Hvis det var jul hver dag, ville vi automatisk sænke ambitionsniveauet. Vi ville ikke lave mad en hel dag hver dag .. og da slet ikke på 4 blus og i 2 ovne på samme tid.

Så hvorfor er det så lige, at jeg alligevel tænkte, at det var det, jeg havde tænkt mig at gøre? Jeg kan ikke engang multitaske! Intet bliver særlig godt, når jeg laver flere ting på en gang. Min erfaring fra lockdown #1 i marts er, at ingen trives særlig godt, for vores hjem blev et minefelt fyldt med mine frustrationer, dårlige samvittighed og underskud. Normalt når man har en dårlig dag, går man hjem og slapper af og lader op. Men der er man jo allerede. I værste fald kan der ske det, at hjemmet ophører med at være et hjem, men bliver skole/arbejdsplads/kampplads. Not good.

Hjemmeskole med mor? .. nej, ellers tak, du gamle!

Heldigvis nedlagde vores søn veto. På årets første skoledag bad han os holde os væk, fordi vi er pinlige, og fordi han ikke har brug for os. Jeg havde ellers forberedt mig på at arbejde hjemmefra side om side med ham ved spisebordet, men NUL! Det nægtede han. Jeg var skeptisk og mistroisk og lurede på ham. En 11-årig digital native i 4. klasse alene hjemme med hjemmeskole ..?

Jeg har fuldstændig undervurderet ham. Han styrer selv tjek-ind til timer, tid i break out rooms med arbejdsgrupper, dialog med læreren, frokostpause… Han kender klassereglerne på Teams, forstår at række hånden op, osv. Han kører Teams via Ipad eller sin gamer pc.

Takket være skolen, lærerne og dygtige unger er det muligt

Det geniale er nemlig, at skolen uddannede ungerne i at anvende Teams allerede i efteråret, da de kunne se skriften på væggen. Det er intet mindre end genialt. Ungerne arbejder i app’s, som de kender fra skolen, og som allerede er installerede og testede.

Forældreengagement er ikke nødvendigt, vi er simpelthen blevet faset ud – præcis som det skal være i 4. klasse. JA – jeg har sendt ros til knægtens lærere – de er verdensklasse ❤

Status på hjemmeskole uge 1

Status efter en uge er, at knægten deltager i alle sine timer, han får læst, får løst opgaver både alene og i grupper. Han er del af sin klasse, han er social. Han har sine drenge, sit team og et formål hver dag. Han er i dialog med sine lærere. Han oplever, at vi tror på ham. Stoler på, at han gør det, han skal – og at vi tror på, at han kan.

For mig er det vigtig læring for ham. Det er (også)det, det handler om. Og det gør, at vi nu begge går på arbejde, og han hjemmeskoler sig selv derhjemme. For nu er det okay. To uger går nok. Men vi glæder os til at komme ud på den anden side ❤

Nåja, det er også vigtig læring for mig 😀