Istid

Det kommer som kaldet, at det netop fryser hårdt og sneer denne vinter. Hver dag er en hverdag. Altid det samme. Ens dage, ægte trummerum. Dag for dag i lockdown. Sommeren ’20 fejlede, da vi mest havde brug for en fantastisk sommer i Danmark og ikke bare en almindelig dødssyg efterårsagtig dansk sommer. Rigtig vinter har vi opgivet for mange år siden, og derfor er sneen og kulden både uventet og overraskende i en tid, hvor alt uventet og overraskende er som suget ud af vores liv.

Nu kommer denne stille vinterpragt ud af det blå og puster is på søerne og sænker farten udenfor. Sneen, isen og kulden sender os i dvale. Jeg bevæger mig langsomt, mens kulden får børnenes hjerter til at slå hurtigere. Mon isen er sikker i dag? 6 cm, 10 cm, 12 cm .. hvornår mon isen når de magiske 13cm? Og er der mon sne nok til at kælke?

Selvom jeg er en sommerpige, så elsker jeg lyden af frost og sne under fødderne. Den krystalklare luft, der gør næsten ondt at indånde. Sollyset, der er så skarpt, at tårerne triller. Kulden, der tager pusten fra mig, og jeg må le, fordi det er så isnende koldt, at min krop får et chok. Det er så vidunderligt og så skørt. Mine fingre bliver døde og valne i handskerne. Mine kinder brænder, når jeg kommer ind i varmen. En velkommen ændring, der som bonus gør mig træt og får søvnen til at blive ekstra dyb og drømmende.

Jeg elsker is om sommeren, men vinter-is kan altså også bare noget helt fantastisk! Det minder mig om min barndom med endeløse timer på isen på den nærmeste sø – nogle af de lykkeligste timer i min barndom.

Prøv lige at se denne hyggelige samling snemænd i Berlin.

Snart sikker ❄️⛸