Det handler altid om vægt. Lige fra jeg var en lille pige, fik jeg at vide, at jeg var tyk. Jeg blev kaldt ‘fede’ i skolen. En dreng, jeg var forelsket i, kaldte mig Grethe Sønck. At købe bukser var et mareridt. Jeg var for tyk til bukserne i børneafdelingen i Frøkjær som 12 årig.

Jeg skulle vise mine forældre. Jeg kunne sagtens være i bukserne fra børneafdelingen. Jeg svedte, da jeg tog de hørgule fløjsbukser på. De var stramme, og det gjorde ondt at sidde ned i dem i starten, men de kunne lukkes, og så slap jeg for at skulle over i voksenafdelingen og prøve endnu flere bukser. Jeg fik de stramme hørgule fløjsbukser. Og ondt i maven hvergang jeg havde dem på. Når jeg ser på billederne i dag, kan jeg se, at jeg ikke var tyk.

Vi spoler frem til i dag. Vi besøgte min far ved frokosttid på påskeferiens første dag. Det forekom som en hyggelig ide at spise frokost sammen, når vi ikke har set hinanden i en måned. Vi ringede for at høre hvilke smørrebrød, vi skulle købe med til min far. Ingen, svarede han, “for jeg spiser ikke den slags”. Så vi spiste frokost, mens hans sad og så på. Jeg spiste, mens min far praktiserede mådehold.

På trods nød jeg min kartoffelmad og min æggemad, for det var rigtig lækre madder. Jeg fik det skidt over, at jeg havde spist frokost. Frokost er et almindeligt måltid i andre familier. Et måltid er normalt noget, man nyder sammen, en oplevelse, man deler, en årsag til samvær, en kulturel ting. Men ikke i min familie, fordi det altid handler om vægt.

Til gengæld får jeg ros, når jeg løber og taber mig, og det er lige så naturligt at spørge til min vægt som til hvordan jeg har det. Jeg fortier, hvordan det står til. Fortæller ikke, at jeg er skadet og ikke har løbet i 1/2 år. For det er pinligt, at jeg har taget på.

Når jeg går i seng, ved jeg, at jeg har fejlet. Som Christiane F siger jeg “i morgen er det slut”. Men det er det aldrig. Jeg taber de samme 5-10 kilo igenigen. Relapse, recovery, relapse, recovery … 5 kilo på, 5 kilo af, 6 kilo af, 6 kilo på …

For det har altid handlet om vægt. På et tidspunkt talte jeg med min far om det, og han fortalte, at også han har komplekser omkring sin vægt og har haft det hele livet. Det ville han ikke ønske for mig, så derfor påtalte han det, når han synes, at jeg er ved at blive for stor. Jeg kan godt se igennem det og få øje på omtanken og kærligheden bag, men metoden er forkert. Jeg er ked af, at han har haft det sådan med sin vægt hele sit liv, for jeg ved hvordan det er – jeg har det jo på samme måde og har kæmpet med samme komplekser hele mit liv.

Selv da jeg var tynd som en piberenser som 27 årig og gik med størrelse 16 år i tøj, følte jeg mig fed. Det har altid handlet om vægt. Lav vægt = lykke og succes. De komplekser, jeg har fået med mig, har jeg for altid med i min rygsæk, men jeg indser, at jeg jo selv kan vælge at lade dem blive i rygsækken og ikke lade andres bagage påvirke mit liv. Mit liv, mit valg.

Besøget triggede en relapse for mig, for jeg tog al bagagen ud af min rygsæk og gennemgik det hele minutiøst. Høj vægt = fiasko. Det gik ellers fint, for jeg var inde i en god recoveryperiode, hvor jeg oplevede ro og glæde i min krop og i mit sind, som stilfærdigt førte til vægttab.

Efter besøget blev jeg ked af det, følte mig tyk, forkert og uønsket. Jeg fik cravings med det samme igen, gav efter, spiste alt det forkerte, følte skam, som igen triggede mig emotionelt, hvorefter jeg fik flere cravings .. og så kører det. Igen.

Påskeferien er slut, vi er tilbage i hverdagen, men oplevelsen af at være fed og mislykket sidder stadig i mig og tynger. Jeg kæmper for at komme tilbage i recovery-fasen og få styr på det igen.

Relapse-recovery? Was ist das? Jeg læste om det første gang i Marie Brixtoftes bog Bolsjefilosofi og andre leveråd – og her har du et snip fra den. Men må jeg anbefale dig at læse bogen fra ende til anden? Det er seriøs livsvidenskab, og der er masser af tricks lige til at anvende. Køb den til den del af din bogreol, hvor du har kloge ord stående ❤