Det skulle have været dén aften, som skulle markere vendepunktet. Efter 1 år med Corona, så havde vi brug for den EM-fest. Vi skulle fejre, at vi nu vender tilbage til livet.

Vi var klar med hot dogs og flag og klappestænger. Vi var tændte, og knægten havde strålende øjne og glædede sig til at se Danmark vinde. De ældre af os tænkte forventningsfuldt ‘1992!’, og der var både glæde og jubel i vores hjerter. Det her er blot starten på en fantastisk sommer.

Vi så vantro til, da kameraet fangede Christian Eriksens blik, da han pludselig og helt uventet lå i græsset. ‘Sluk sluk’ råbte jeg. Vi stirrede åndeløst på panoramaet over Parken, da DR lynhurtigt og resolut skiftede til helikopterview. Det var fuldstændig uventet, ufatteligt og uvirkeligt – og samtidig enormt virkeligt og let at fatte: Det her var alvor.

Jeg trak knægten ind til mig, vi var rådvilde og vantro. Han begyndte at græde, og vi græd, for vi var sikre på, at vi havde vidnet noget helt forfærdeligt. Vi så jo hjertemassage, før de skiftede væk. Vi søgte på nettet, tastede på telefonen med rystende hænder, twitter, googlede .. for at få én ting at vide: At han er okay. At han er i live. At han bare fik det dårligt, og at han lige skal ud til tjek. Inderst inde vidst vi godt, at det var værre.

Der var intet nyt så længe, at håbet sivede ud af os. Vi prøvede at forberede vores søn på det ufattelige. Men det kan man jo ikke, så vi bad bare for Christian Eriksens liv.

De gode nyheder var forløsende, og vi græd af glæde. Han kommer hjem igen til sine børn og til sin kæreste. Kampen, der blev spillet, mistede sin betydning. Den vigtigste kamp vandt Christian Eriksen. På den smukke juniaften blev vi mindet om, hvor skrøbeligt livet er.

Det er også starten på en ny fortælling om fælleskab og kammeratskab ❤️🇩🇰