Jeg vågnede ved 4-tiden ved, at jeg var ved at græde. Hvad? Ja, så lå jeg der og kiggede ud i mørket – og hviskede for mig selv “hej pms, er du nu der igen?”.

Min første tanke var en bog, jeg fandt på vores søns værelse, da jeg ryddede op. En bog, som mine forældre læste højt for mig, da jeg var lille. Jeg elskede den bog, og nu har jeg planer om at smide den ud. Det er kun mig, der holdt af den bog. Jeg fik aldrig læst den for vores søn, og nu er han 12 år, og hans barndom er nærmest forbi, og det er for sent med den bog og så meget andet…

Så fortrød jeg hele den måde, jeg har været mor på. Samtlig 12 år og en måned. Jeg skulle have gjort det bedre, været der mere for ham; faktisk skulle jeg ikke have lavet andet end at være mor for min søn. Hvordan kunne jeg lade det komme så vidt og være så elendig en mor? Og elendig person sådan helt generelt? For det er jo sådan det hænger sammen. Når man er et elendigt menneske, så bliver man en elendig mor.

Kender du det? Når du bliver vækket af pms, og din selvtillid er taget på ferie sammen med dit humør og dit rationale? Når verden skifter farve til grå, og alting ved dig selv er forkert.

Ovenikøbet er det mandag. Og klokken er ved at være 5. Om 40 minutter skal fru PMS og jeg op. Vi skal se om vi ikke kan få det til at fungere sammen de næste par dage uden at slå nogen ihjel eller fornærme nogen dødeligt.