Jeg skrev en überhappy post 20. Februar om, at intet nu står i vejen for vores forårsplaner. Det var blot 4 dage, før Rusland angreb Ukraine. Nu ser verden igen helt anderledes ud. Marts 2020 og de efterfølgende to Coronaår var slemme, men det er INTET mod dette.

Krig i Europa er så forfærdeligt, at jeg mangler ord for det. Jeg havde ikke set det komme, selvom tegnene har været der. Det er vores nabos nabo, der bliver angrebet. Men det er Europa og vores frihed, der er under angreb i vores baghave. Fordi jeg er europæer gør det ondt, og jeg er i chok.

Jeg har svært ved at skrive, svært ved at være kreativ. Jeg har svært ved at poste billeder på Instagram. Jeg blev 50 i forrige uge, og det føles på sin vis forkert at dele festbilleder lige nu.

Det føles som om, at verden er stoppet, eller i det mindste som om verden holder vejret i frygt for, hvad der bliver det næste. Jeg har bl.a. mistet min kreativitet for en tid. Jeg holder også vejret. Venter, håber. Jeg har ikke lyst til at dele glade billeder, mens bomberne falder i Ukraine.

Og jeg ved jo, at livet går videre. Jeg håber bare på, at vanviddet stopper. Snart. Nu.