Østrig .. en kærlighedshistorie

on

Vi forlod Gardasøen i høj sol og 32C. Det var en hård afsked, men næste stop var jo Østrig.

Jeg elsker Østrig. Men Østrig er en skiftling. Østrig kan være det mest fantastiske sted at holde ferie – og det koldeste og mest frustrerende sted. En julidag kan være alt fra slagregn og 5-10C – til høj sol og 30-41C.

Normalt når vi krydser Brennerpasset i nordgående retning falder temperaturen brat. Men ikke denne gang. Temperaturen faldt til 27C, og der var ingen tegn på regn.

Vi kom frem til vores hotel Vital Landhotel Schermer i Westendorf. Vi har været i byen mange gange før, men ikke på dette hotel, så vi var spændt på, hvad der ventede os.

Der ventede os en vildt fed oplevelse.

Hotellet er familieejet, og vi blev inviteret til et infomøde 18:30 kort efter ankomst. Her mødte vi hele familien og hørte om de mange tilbud, faciliteter og arrangementer på hotellet og i nærområdet.

Hotellet henter mælk og oste på det lokale mejeri, hvor også smørret kærnes. Alt deres kød og pølser er også lokale – hos en bror, der er landmand i den næste dal. Brødet bages af Irene. kyllinger og æg kommer fra den fjerkræfarm, som man passerer på vejen – hvor hønsene går ude på engen i den friske bjergluft.

Så var der middag .. vi havde valgt halvpension, og på vores bord stod aftenens menu. Der var suppe, udvalg af forretter, salatbar, 3 hovedretter at vælge mellem, samt ost og dessertbuffet.

På menuen var en af valgmulighederne Spinatknödel med smørsauce. vores østrigske yndlingsret! Hvor heldig kan man være?