Mmmmmm… vi sov alt for længe i morges. Måske skyldes det, at vi kom alt for sent i seng? Der var ingen mennesker på gaden, men på Spreegold i Stargarder Strasse var der propfyldt.

Der var nogen, der snuppede det sidste ledige bord på Spreegold lige for næsen af os, fordi vi måtte vente på grønt lys i krydset udenfor. Vi sad derfor ved et af de høje borde, mens vi ventede på vores brunch. Jeg skulle have min red shakshuka – but of course, det er jo min absolutte yndlingsmorgenmad!

Manden mente, at røræg med trøfler var mere ham på sådan en 1. Januar, hvor man er lidt mør i betrækket. I totally get it: Røræg med trøfler. Det er sådan røræg skal smage. Fra nu af: Altid trøfler i røræg.

Til slut fik vi pladser i de dyyybe søvndyssende sofaer midt i lokalet, hvor vi lå og drak vores kaffe og så på togene, der kørte forbi udenfor på højbanen. Det var lidt som at tælle får på den mere urbane måde. Skønt og søvndyssende.

Vi måtte se at komme videre, før vi faldt helt i søvn, så vi tog skinnebussen (farmorudtryk) til den blå legeplads. Vi stod af på Rosenthaler Platz, bare fordi det er den fedeste plads. Selv på sådan en doven solbeskinnet 1. Januar er det bare det fedested sted. Vi gik op til legepladsen ad Weinbergsweg.

Vi gyngede længe på edderkoppegyngen. Dvs jeg lå og dovnede, mens min søn gyngede mig. Det var skønt. Bortset fra, når han gyngede så højt, at det føltes som om jeg kunne styrte på hovedet ned i jorden, så kildrede det i maven, og jeg klamrede mig til gyngen. Vi lå på ryggen i gyngen og kiggede på hinanden, og jeg kunne tydeligt se spilopperne i hans øjne, der gnistrede blåt med glade stjerner i.