Hvor skal jeg starte? Her er jo liv. Eller måske er det snarere eksistens? For ordet liv antyder noget livligt a’la det, der foregår i en myretue. Sådan er det (heller) ikke her. Vi eksisterer, får det bedste ud af dagene, men venter egentlig bare på, at tiden går, og ‘det’ bliver bedre.

I store træk kører det med hjemmeskolen mellem 8 og 14 hver dag. Vi håber, at knægten lærer det, han skal, men det er ikke det vigtige for os lige nu. Trivsel er vigtigst. Han glæder sig usigelig meget til at komme i skole igen og lege med sine venner. Hans sociale liv er fuldstændig lagt ned, for der går uger mellem, at han ser en jævnaldrende irl. Sådan er det, når der ikke er nogle søskende.

Han kommer ikke særlig tit udenfor, men det er i virkeligheden ikke så forskelligt fra os andre. Vi stæser jo heller ikke rundt på villavejene i regn, slud og mørke. Det ville ellers pynte at kunne blogge om al vores aktivitet 😉

Til gengæld lider vi ikke af skærmskam her hos os. Jeg har bemærket det ret meget på TV og på blogs på det seneste. Forældre, der skærmskammer sig på deres børns vegne – og tit også på deres egne vegne. Frem med den nihalede og så basher mange sig selv på ryggen, for “jeg burde jo ikke sidde så meget med den skærm …” For nogle er det skamfuldt, når man selv og/eller ens børn er på skærm hele dagen i skolen PLUS mere eller mindre resten af dagen i fritiden.

Hvorfor mon skærme er så syltet ind i skam? Jeg skal ikke kloge mig på hvorfor, men jeg kan tilvejebringe, at her hos os er der ingen skærmskam. Det er helt bevidst.

Vi er mere online end normalt, mere på mobiler, mere på Mac/gamerpc, vi streamer mere, ser mere flow-TV, vi læser bøger analogt og på Mofibo. Det er, som det er, og det er helt okay.

For det er ekstraordinære tider nu. Det er ikke nu, at vi vælger at fastholde dogmer og principper og ihærdigt forsøger at lave en paladsrevolution. Vi skal ikke læsse mere ovenpå Coronaens frustrerende dynd. Det handler om, at vi skal helskindet igennem, især mentalt. Det handler om at finde en vej, der fungerer for os. Vi går efter at holde fokus på trivsel og søger at minimere risikoen for frustration, konflikter og problemer. Situationen er frustrerende nok i forvejen.

Jeg ser det som vores vigtigste opgave at fokusere på at sejle sikkert igennem et svært farvand. Ude på den anden side er der smult vande og godt vejr. Der skal vi hen. Det betyder, at her og nu skal vi holde sammen, og det skal være rart og hyggeligt. Vi gør alle vores bedste i en presset tid. Uden skam. Sådan får vi bedst hverdagen til at fungere.