Lockdown endnu mere extended version ..

Pressemøde igenigen forleden. Håbede ydmygt på, at de små klasser kan komme tilbage på skolebænken. Men nej, intet nyt dér, for de regner stadig på det. Seriøst?

Alt andet skal (fortsat) være lukket til og med min fødselsdag på vinterens sidste dag, 28. februar.

Min mand har fået anden vaccine og er færdigvaccineret. Imens lider jeg af vaccinemisundelse. Jeg gad bare godt at have den i blodet, så jeg ikke behøver at være bange for at smitte andre og selv blive smittet.

Jeg vænner mig aldrig til denne nye virkelighed med alle dens regler og forbehold. I dag spankulerede jeg gennem hele Lidl flere gange uden ansigtsmaske, før jeg pludselig opdagede, at den manglede på mit ansigt. Hvordan kan jeg glemme det!?

Det gik fint ned at huske mundbind i sommer

På kælkebakken

I løbet af ugen smelter sneen, og derfor skyndte vi os at grave kælkene frem fra kælderens dyb og kastede dem i bilen og satte kurs mod den nordvendte kælkebakke i Sorgenfri Slotspark. Der var fest og glade dage – og to meters afstand.

Man kan ikke sige, at der var meget sne, men der var godt iset, og kælken fik godt med fart på. Det var SÅ sjovt! Knægtens indeblege kinder blev pink, og hans blå øjne strålede som stjerner. Det var så sjovt! Vi kunne være fortsat i timevis.

Bohemian Hörner Schlitte alias bøhmisk trækælk 😀

Efter 5-6 års pause kom vores helt særlige bøhmiske trækælk omsider ud på pisten igen. Det var den, jeg spottede i Berlin og siden var så heldig at finde på dba for 6 år siden! Den er simpelthen fantastisk!

Bobslæden er til gengæld for lille. Især til mig – men med knæene godt oppe om ørerne lykkedes det mig faktisk at folde mig nok sammen til at kunne køre i den – og kæntre 😀

Vores helt særlige bøhmiske trækælk er dog langt mere komfortabel – og hurtigere. Da jeg nærmest fløj forover af den, fordi den stoppede meget brat på grusstien for fødderne af en jævnaldrende kvinde med hund, kiggede hun overbærende på mig. Jeg kan kun sige, at det absolut ikke er sidste gang, jeg har været ude at kælke – hvis der ellers kommer sne! Det er hyleskægt! Hvornår har du sidst kælket?

Knægten på den bøhmiske trækælk og jeg foldet godt sammen på den blå bobslæde 😀

Extended version – Corona lockdown #2

Vi vidste det egentlig godt, men i går blev det officielt; Corona lockdown og hjemmeskole til 7. Februar. Hele 3 … T R E uger endnu 🥺

I vores nabolande går det ikke meget bedre. Angela Merkel sagde det i klartekst i går, at hvis de ikke forlænger lockdown i Tyskland, vil incidensen være tidoblet til påske pga den engelske mutation. Det er det, vi kigger på. Tallene fra især London og Irland er heftige. Så det er, som det er. Et f##king vilkår.

Dyb indånding .. og så fortælle knægten, at han må holde ud 3 uger endnu. Det ramte ham. Han er enebarn, og hjemmeskole er enormt ensomt, selvom han er online med sine drenge. Han glæder sig til at komme tilbage til hverdagen.

Han sagde, at han ville ønske, at han kunne resette 4. klasse. Han vil gerne ta’ 4. klasse en gang til, når det her er forbi. Altså, med alle hans venner og lærere. Det er helt i tråd med andre unge, som også er demotiverede og ønsker at starte forfra på deres uddannelse. Det niver …

Vi ønsker alle sammen, at ungerne kan komme tilbage til skolen, til deres venner, til livet … Så vi kniber balderne sammen herhjemme og holder os for os selv, så længe det er nødvendigt.

( – og ja, de siger 3 uger endnu, men jeg tror, at knægten tidligst er tilbage i (nød)skole efter vinterferien. Måske bliver det efter påske. Dét håber jeg virkelig ikke .. )

På kanten til det nye år

Nedtællingen til 2021 er for alvor i gang. De fleste vil nok mene, at vi har oplevet (overlevet?) et anderledes og fuldstændig vanvittigt år. En hel generation af mennesker har aldrig oplevet et år som dette, hvor sundhed pludselig blev den allervigtigste parameter, og en sygdom fyldte det hele.

Mine forældre oplevede polioepidemien. Min mor blev alvorligt syg med polio som barn. Hun mistede et helt skoleår, og hun havde senfølger resten af livet. En af min fars venner har en arm, der visnede pga polio. Alle kendte nogen, der blev ramt.

Jeg blev vaccineret mod polio, og min mor behøvede ikke at frygte, at jeg blev ramt. Et prik i armen, og det var det for mig. Som mor kan jeg levende forestille mig min mormors angst, da hun så sin lille pige ligge der og ikke kunne bevæge sig. Der var ingen vaccine, ingen hjælp, de kunne blot håbe på det bedste.

Min generation har haft uhørt gode forhold sammenlignet med tidligere generationer. Vi har været heldige.

Som min mormor dengang, så venter jeg nu utålmodigt på vaccinen. Corona er ikke så slem som polio, men den rammer alligevel os alle, uden at vi nødvendigvis bliver smittede. For den rammer os på vores frihed.

Det är så lätt att ta friheten för given, när man aldrig har blivit fråntagen den.

Jeg håber inderligt, at 2021 bliver et bedre år. Et år, der indebærer en eller anden form for ‘tilbage til normalen’. Erfaringerne fra 2020 gør mig på sin vis rigere og klogere, for jeg er blevet mindet om ikke at tage noget for givet. Det er en vigtig reminder om at vi skal gi’ den én over nakken og se at få en masse oplevelser ind under frakken. Fordi det er oplevelserne sammen, man savner allermest, når mulighederne tages fra én.

I 2021 håber jeg på, at vaccinen bliver startskuddet til et år med rejser og oplevelser med familie og venner. Jeg ved, at det er mørkest før daggry, og måske derfor føles denne lockdown ikke så slem som den første. Vi skal bare over på den anden side. Sammen ❤️

Und dann feiern wir ‘ne fette Party

Laden alle unsre Freunde ein

Steh’n extra ganz dicht beieinander

Und stoßen an aufs Zusammensein

Alt und jung und groß und klein

Keiner mehr zuhaus allein

Weißt du, wovon ich grad am liebsten träum’?

Dass du mich weckst und sagst, “Es ist vorbei!”

– Sarah Connor “Bye Bye”

Julehumør i Coronaens skygge

Nu bliver dagene længere, men de er stadig alt for korte, og nætterne er lange og urolige. Jeg sover ikke godt for tiden. Min hjerne kværner. Jeg arbejder meget med accept af vilkårene, og det går det ikke skidegodt med.

Overgangsalder & Coronaobsession

Mit overskud er ikke særlig stort, for jeg har været igennem en kraftig menstruation i denne uge. Med den fulgte en ekstra bonus i form af 3 dages migræne, lændesmerter og smerter i benene om natten, så jeg har sovet superdårligt. Begyndende overgangsalder simply sucks ..

Al denne fokus på Corona, symptomer og sygdom gør mig syg i hovedet. Jeg er hyperopmærksom på min krop, og jeg mærker konstant efter; var det tør hoste eller bare kriller? Feber eller hedetur? Migræne eller Coronahovedpine? Ømme led eller restless legs? Havde jeg lige lidt ondt i halsen? … hele tiden et overdrevent myopisk fokus på symptomer. Men jeg er symptomfri. Det er intet udover overgangsalder, migræne – og årstiden.

Problemet med overdrevet sygdomsfokus er, at jeg bliver så udkørt af det. Min hjerne er udmattet, for jeg er på vagt hele tiden. Overfor egne mulige symptomer, stress over at skulle møde andre mennesker og undgå at møde dem. Over julen, der ikke bliver som den plejer. Som bliver lille og stille. Bare os i alle de skønne juledage. Det skal nok blive hyggeligt på en anderledes måde, men jeg arbejder som sagt med accepten.

Hvad siger man til dem, man gerne vil se?

Hvad siger man til dem, man gerne vil se? Lad os ses udenfor og bytte gaver? Det pisser ned de fleste dage. Sikke hyggeligt. Og hvad med min far? Han sidder alene i julen, og det er han ok med. Men jeg savner den gamle knark, og vi plejer at se ham til jul. Vi har gaver til ham, og dem skal han da ha’? Men jeg vil ikke trænge mig på og få ham talt ind i noget, han ikke er tryg ved.

JEG er let at overtale til noget, jeg ikke er tryg ved. Jeg siger ja, fordi jeg er så umiddelbar, tankeløs og torskedum, og så stresser det mig og giver urolige nætter, hvor jeg spekulerer ‘hvordan slipper jeg ud af det?’. Jeg vil ha’ det skidt med, at jeg får andre til at føle sig lige så skidt tilpas, fordi jeg siger ‘hvad gør vi med julegaverne?’ og dermed kaster årets varmeste kartoffel over til en, jeg holder af.

Jeg har simpelthen så svært ved at navigere i det her.

Jeg har udskudt at tale med min far og mine to veninder i en uges tid, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal foreslå. Jeg har så meget lyst til at se dem, blandet med SLET ikke.

Engang i efteråret kom jeg frem til, at det bedste ville være, hvis jeg gik i hi og først dukker op til foråret. Eller godt hen i juni. Jeg tænker, at det stadig ville være det bedste, men jeg har svært ved at sove 😀

Bye Bye 2020 – farvel Corona 😷

Træt af Corona? Helt sikkert! Sarah Connor har skrevet en fantastisk sang, der rammer præcis hvordan jeg har det med Corona. Den bringer mig håb og tro på, at der er bedre tider forude.

Læs med herunder i min oversættelse – måske rammer teksten også noget hos dig? Kan du genkende det?

Bye-bye 2020

Jeg har ikke noget at lave i dag
Og verden er lukket ned igen
Jeg slår mig ned igen
For alt andet giver alligevel ingen mening
Ja, alt er okay
Jeg er okay, nej, egentlig ikke
For efter min mening går det alt for langsomt
Jeg orker ikke mere
Al den snak så frustrerende

Lad os spole fremad
Og lade som alt er okay igen?

Og så holder vi en kæmpe fest
Inviterer alle vores venner
Står helt tæt sammen
Og skåler for at være sammen
Gamle og unge og store og små
Ingen er alene hjemme mere
Ved du hvad jeg holder af at drømme om for tiden?
At du vækker mig og siger, “Det er slut!”

Bye-bye
At du vækker mig og siger, “Det er slut!”
Bye-bye

Jeg malkede geder
Og pressede olivenolie
Jeg plantede en urtehave
Jeg mediterede for at undgå stress
Ja, jeg ville også gerne have lært et nyt sprog
Og have dyrket en masse sport
Men det har jeg desværre ikke
Og jeg har heller ikke grinet nok
Kun halvvejs lykkedes hjemmeundervisningen
Og stadig eksploderede det

Lad os spole fremad
Og lade som alt er okay igen?

Og så holder vi en kæmpe fest
Inviterer alle vores venner
Står helt tæt sammen
Og skåler for at vi er sammen
Gamle og unge og store og små
Ingen er alene hjemme mere
Ved du hvad jeg holder af at drømme om for tiden?
At du vækker mig og siger, “Det er slut!”

Det er slut
Alt det lort med afstand
Jeg vil rejse tilbage til Island
Jeg vil ha’ nærhed og sjov
Og drikke af det samme glas som dig
Og forestil dig, at du også kan få opfyldt et ønske

Ja, vi holder en stor fest
Inviterer alle vores venner
Står helt tæt sammen
Og skåler for at være sammen
Gamle og unge og store og små
Ingen hjemme alene mere
Ved du hvad jeg kan li’ at drømme om lige nu?
At du vækker mig og siger, “Det er slut!”

Se videoen og lyt til sangen her ❤️

Og så holder vi en stor fest
Inviterer alle vores venner
Står helt tæt sammen
Og skåler for at være sammen
Photo by Caio on Pexels.com

Coronaramt hverdag

En lille update på hvordan vi får det til at hænge sammen i vores hverdag

Hvordan går det med skolen?

Knægten klarer det meget godt, selvom der er situationer, hvor det selvfølgelig bare er irriterende med alle de restriktioner. Det er ingen overraskelser, aflyst lejrskole, ingen skolefester, sociale begrænsninger, ingen fødselsdage… Hans klasse er indtil videre gået fri for Covid-19.

Idræt foregår fortsat udendørs uden omklædning. Svømmeundervisningen er udskudt på ubestemt tid. Lærerne har forberedt klassen på, at undervisningen kan foregå på Teams, når/hvis der kommer et Coronaudbrud i klassen.

På den ene side er jeg glad for, at skolerne er åbne, fordi det er vigtigt for knægten at lære noget og være sammen med sine jævnaldrende, se sine venner irl, og simpelthen få noget normalitet ind i livet.

På den anden side er skolen nok den mest sandsynlige smittekilde for os som familie. De 10-19 årige er hårdt ramt. Vi er nødt til at stole på, at alle bruger deres sunde fornuft.

.. familien?

.. med de sociale kontakter?

Hvad der gør hele processen endnu vanskeligere er altid spørgsmålet om, hvordan andre håndterer foranstaltningerne. Holder du afstand? Giver vi en albue eller en krammer? Hvis jeg vidste det helt sikkert, ville jeg undgå det kejtede komiske øjeblik, der opstår, når man mødes. Spontaniteten er gået fløjten. Uheldigvis har vores dreng ingen søskende, så indimellem er der længe mellem legeaftalerne

.. med hovedet og hjertet?

Jeg behøver vel ikke at nævne, at det er svært at navigere i, og det ikke føles godt. Jeg tror, at vi alle har det sådan. Jeg er mere tyndhudet og følsom end normalt, og jeg farer hurtigt op. Jeg har dage, hvor jeg ikke kan se nogen og alt glæden er væk fra mit sind. Nyhederne er frustrerende, og katastroferne væltede ind; Minkavlernes endeligt, regeringens ligegyldighed med Grundlov og folkestyret, det amerikanske valg, Hviderusland og Polen, terrorangreb i Frankrig og Østrig, klimaændringer og og og … og så lige ‘dagens smittetal’ . Det gør mig skør.

Ikke kun selve nyheden, men de vanvittige kommentarer til den, de mange mennesker, der sætter sig i positionen som benægtere og trivialister, uanset hvad det handler om. Denne sort-hvide opfattelse af verden gør mig skør. Verdens elendighed gør mig skør. Min egen hjælpeløshed gør mig skør. Usikkerheden gør mig også vild. Og alligevel prøver jeg at modvirke de små ting, bevidst føle og skabe smukke øjeblikke og dermed ikke kun holde hovedet over vandet, men også min familie. Det er utroligt udmattende.


Vi snakker meget. Vi bruger tid sammen. Vi spiller, vi ser film, vi krammer og læser. Vi elsker tømmermænd som en skør og glæder os over ham. Vi skriver og foretager telefonopkald og sender frem og tilbage fotos med familien i Rheinland, som vi meget savner. Vi tænker på ting for at gøre hinanden og de kære langt væk lykkelige. Vi holder af hinanden, og på en eller anden måde er det den eneste ting, der stadig er rigtig god. Når jeg tænker på det, indser jeg, at det er ret meget. Det hjælper mig derefter med at tage det næste skridt igen. Og så det næste. Og så den næste.

Børnene er modige. At gå i skole giver dig stabilitet og struktur og også en følelse af normalitet. Det faktum, at denne normalitet er så vildledende og skrøbelig og kan til enhver tid vælte til næste karantænetilstand, hjælper ikke nøjagtigt. Men i det mindste. Normalitet. Det mindste af deres problemer er, at børnene skal bære masker hele tiden i skolen og på vej der i bussen / toget. Jeg tror ikke, de ser det engang som en væsentlig begrænsning. Sådan er det bare nu, de forstår hvad pointen er, og det er godt.

Hvad gør jeg for at bevare forstanden?

Indføre en digital solnedgang

Jeg har skruet ned for nyhedssurfing. Jeg har bemærket, at breaking news og dårlige nyheder i rå mængder har en negativ effekt på mig. Jeg bliver trist eller gal i låget. Så derfor ingen nyheder på mobilen før sengetid. En slags digital solnedgang. I stedet læser jeg på Mofibo. Jeg læser bøger i bittesmå bidder; 1 minut her, 2 minutter der. Det fungerer perfekt – det kan man sagtens. Det er jo præcis sådan jeg læser nyhederne; lidt her, lidt der. Nu læser jeg bare noget andet end nyheder. I sidste uge læste jeg Bjørneby og Os mod dem. Nu er jeg i gang med

Mere motion i den friske luft.

Online yogakurser eller lignende er godt og godt, men intet rydder dit hoved såvel som et løb i parken eller bare en tur eller et skød på cyklen. Især nu, hvor de sidste guldrester i oktober stadig kan ses så pragtfuldt overalt er ikke rigtig koldt endnu, det glæder mit hjerte og beroliger mine tanker. Det er lidt som trampolineffekten på børn

Mere overblik over de små ting.

Jeg kan ikke ændre verden, jeg kan kun prøve i lille skala at gøre min verden, mine omgivelser til et bedre sted. At være god for mig, være god for min familie, men også for mine venner og mine naboer, for de mennesker, som jeg virkelig kan være behjælpelig med. Doner, støtte, synliggør, tal ud, vær der, lyt og i figurativ forstand min hånd og min plads ved min (virtuelle) ild

Træk vejret mere bevidst.

Jeg praktiserer dybe indåndinger og udstrækninger af kroppen. Nu hvor jeg ikke længere løber og heller ikke for alvor kan gå ture, så er jeg nødt til at gøre noget andet for at mærke, at jeg lever. Sæt dine fødder godt på jorden, og lad din ånde komme roligt og dybt ind. Det beroliger mig, når mit hoved bliver skørt, og smittekurven er omvendt proportional med min humørkurve.

Hårdt arbejde gør sjælen sund – søndagstanker

Hårdt arbejde gør sjælen sund, sagde min mormor tit. Det er nødvendigt at gøre en ekstra indsats for at holde sjælen sund for tiden. Corona’en er kommet for tæt på, og en af dem, vi er allertættest på, er nu i selvisolation, mens vi krydser fingre for, at han ikke er smittet. Det gør, at intet er som det plejer, for det plejer at være hos bedstefar, at vi begynder weekenden.

Min svigermor bor på plejehjem, og hun er testet positiv sammen med mange andre samme sted. Personalet glemte at informere bedstefar om, at hun var blevet testet. Da han besøgte hende på plejehjemmet, fik han intet at vide, og han blev derfor udsat for Coronasmitte. Heldigvis er ingen af dem syge, og vi må krydse fingre for, at de klarer den. Lige nu kan vi ikke stille noget op.

Det er let at finde hårdt arbejde derhjemme, for det er skruen uden ende. Der er altid masser af overdue opgaver i et hjem til 3. Jeg fik vasket alle vores håndklæder, badeforhænget, mit tøj og sønnens tøj. Mens manden støvsugede, fik jeg tørret støv af og ordnet køkken og badeværelser. Jeg ryddede op på sønnens værelse, fik sorteret hans tøj, pakket sommertøj væk og fik sat virkelig mange ting til salg på reshopper og dba. Noget af det blev hurtigt solgt, for det blev afhentet allerede i går aftes – en hvid højstol fra Ilva, 3 t-shirts, et par shorts, noget sandlegetøj er solgt. Selvom vi kun var hjemme, så fik jeg gået 8.650 skridt – der kan man tale om at ta’ en spurt i sit hamsterhjul 😀

Da jeg skulle hænge badeforhænget op i badeværelset, gled jeg i det og faldt. Patetisk. Det ville have være sjovt, hvis det ikke var, fordi jeg knaldede knæet i gulvet, vred om på anklen, slog skulderen og mærkede et pop i ryggen. Det er mest ryggen, der stadig gør ondt.

But why?

I denne uge skal jeg genopfinde mig selv. Jeg har brug for at finpudse formen. Jeg har jo skiftet branche, og jeg har brug for at blive helt skarp på beskrivelsen af mit why.

Hvad er dit? Hvorfor står du op om morgenen? Og hvorfor er det så vigtigt? Det er det fordi det handler om passion og drive. Når du ved hvorfor du står op om morgenen, bliver det lettere at komme op.

”People don’t buy what you do.
They buy why you do it.”

Simon Sinek

Næsten 21 år efter – når tiden nu er vigtig!

Næsten 21 år efter min mors død, er der kommet ny behandling af den type kræft hun døde af; småcellet lungekræft. Den mest dødelige type lungekræft. Dengang var det sådan, at efter 5 år var kun 5% fortsat i live, ikke helbredt.

På engelsk hedder det oat cell lung cancer, fordi der ikke er tale om én afgrænset svulst men en masse kræftsvulster, der ligner havregryn på en scanning. Det kan derfor ikke opereres ud, og det spreder sig lynhurtigt. Småcellet lungekræft har en kortere fordoblingstid, hurtigere vækst og tidligere udvikling af metastaser end storcellet lungekræft. Det er et forløb, der er kort, hårdt, aggressivt og som oftest dødeligt indenfor 1/2-2 år.

Min mor fik kemo, og det slog kræften ned, men den voksede eksplosivt tilbage efter hver kemo. Hun fik stråler for at slå kræften tilbage, da hun tilsidst ikke tålte mere kemo. I oktober stod det klart, at hun ville dø af det. Ikke engang 3 måneder senere døde hun.

Den nye medicin helbreder ikke, men giver 7 måneder længere at leve i. Min mor døde blot 10 måneder efter diagnosen, så 7 måneder ekstra havde betydet alverden. Hun havde fået foråret med, lidt af sommeren, og min fars 60 års fødselsdag. Måske havde hun nået at møde sin svigerdatter. Det havde været uvurderligt med den ekstra tid.

At sige farvel på 3 måneder er urimelig kort tid, og det har sat sig spor i vores liv. Det var som en granat midt i vores familie, og vi har ikke formået at hele vores familie efter det.

“Nye studier viser, at disse lungekræftpatienter opnår 7 måneder ekstra levetid. Det er uvurderlig lang tid for en uhelbredeligt syge lungekræftpatient og de pårørende. Så jeg er glad på patienternes vegne”

Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse

Derfor gør det mig glad på andres vegne, at de kan få 7 måneder længere med deres mor eller far. For mig er det vigtigt, at vi bliver ved med at forske og blive bedre til at behandle. Derfor er jeg også på 21. år medlem af Kræftens Bekæmpelse. Det har der altid været plads til i mit budget ❤

Vintertid

Vintertiden begyndte i går. Nu forsvinder lyset for alvor, overskuddet dykker, modet vakler – og alt det sjove er som støvsuget ud af vores liv.

Vi sås med gode venner til brunch søndag morgen. Normalt spiser vi bare brunch sammen, snakker og det er så vanvittigt hyggeligt. Men i går gik vi en tur efter brunch for at undgå for tæt kontakt. Det endte med, at mørket var faldet på, da vi trillede hjem fra vores brunchaftale.

Det var fantastisk at gå, snakke og gå i den stille orange skov. Samtalerne i skoven bliver i skoven. I går kom vi tættere på hinanden end vi har været før. Måske tuner vi bedre ind på hinanden nu hvor vi er tæt på nærmest ingen mennesker. Jeg har slet ikke lyst til at gi’ slip på de solstrejf af socialt liv, som vores liv engang var så fulde af, men som nu er så sjældne. Måske værdsætter jeg det mere nu, fordi jeg trænger så hårdt til venskab, dybe samtaler og kram.

For jeg lider afsavn hver dag og har gjort det længe. Indeni mig bor tristessen nu lige under huden, for jeg får ikke lov at lytte til andre, leve mig ind i deres verden og være del af den. Jeg får ikke vendt mine tanker og bekymringer, de gror bare indeni mig og vokser vildt. Vi lever som satelitter, og det er ikke sundt. Vi retter blikket indad i stedet for udad, når vi er for meget alene. Fingeren skal ud af navlen, og min hånd skal gribe din!

Det var magisk i går. Det var som om Coronaen var væk, og alt var normalt for et øjeblik.

Efterårsferien nærmer sig

Hjemme hos os er vi mørnede i betrækket som gamle havestole. Vi trænger til ferie. Det er som om weekenderne ikke er lange nok for os lige nu. Søndag er vi for alvor weekendklar. Vi trænger til at rejse væk og være os selv uden oprydning, rengøring, tøjvask, myrer på køkkenbordet, madlavning, madpakker og praktik.

Vi har jo stadig booket en forlænget efterårsweekend i Berlin næste onsdag, men det ser lidt sort ud lige nu. Vi overvejer Stockholm i stedet, og i går købte vi en lille guidebog til Stockholm.

Smukke efterårs-Stockholm .. det er altid godt! Det ville være så fint med en hösthelg i Sthlm og måske en brunch i Djurgårdsbrunnen .. og nyde udsigten fra Mosebacketerrassen …

Nåja, dén plan kuldsejler nok ret hurtigt, for det forlød i dag, at der nu også er stigende smittetal i Stockholm …

Overblik over skrinlagte, nuværende og fremtidige efterårsferieplaner 2020:

  1. Prag – aflyst pga høje smittetal
  2. Berlin – afventer faldende smittetal i hovedstadsregionen lidt endnu ..
  3. Stockholm er en fin plan C, men nu truet af stigende smittetal
  4. Jylland ?!??
Gamla Stan
Berlin

Negativ antistoftest

Jeg er tom i hovedet. Bedst som jeg tænker, at det nok skal gå, så er der pressemøde igen. Endnu et nyt tiltag, nye regler igen .. jeg har allerede glemt igen, hvor mange forsamlingsforbuddet gælder i denne uge.. Jeg fanger ikke i detaljerne længere. Coronafatiguen har nemlig også ramt mig.

Jeg overholder de simple AHA-regler: Afstand, hygiejne, ansigtsmaske – og udluftning. Det er en metode, der virker; det ved jeg, for jeg fik taget en antistoftest via arbejdet forleden. Den var negativ. Det havde jeg også forventet. Ingen antistoffer. Det, jeg gør, virker.

Det betyder også, at jeg trygt kan rejse til udlandet igen, for jeg blev heller ikke smittet hverken i Tyskland, Østrig eller Italien. Det, jeg gør, virker – uanset hvor jeg er.

Midt i al Coronacrappet synes jeg, at det er en lille trøst at vide, at man ved selv at være opmærksom, så kan man gøre en kæmpeforskel både for sig selv og sine omgivelser.

Subject to change

Det eneste, der virker på coronavanviddet, er tid. Bunken med Coronadage tæller nu mere end et 1/2 år. Ved at vende et kalenderblad ad gangen, ta’ en dag ad gangen og bare lade dagene passere, så bliver det en smule mere spiseligt.

Jeg er ikke fan af det planløse liv, hvor vi ikke ved, om vi kan fortsætte med vores hverdag uden alt for mange restriktioner. Vores søns 11-års fødselsdag, aflyst. Familiefødselsdag i lørdags, aflyst. Arrangement med tidligere kolleger, aflyst. Møder på job, aflyst/udskudt. Koncerter udskudt. Rejser, som vi dårligt tør booke. Alle planer er ‘subject to change‘ – altså foreløbige aftaler, hvoraf hovedparten ikke bliver til noget, hvis man dømmer ud fra eftermiddagens pressemøde.

Det, vi har sværest ved, er, at alle vores drømme og planer om rejser er sat på stand-by. Vi kan ikke planlægge. Vi venter bare på, at tiden går, og tingene bliver bedre. Min mand bookede en forlænget weekend i Prag i oktober, for tallene så fine ud i Tjekkiet. Bemærk, datid, for så eksploderede smitten, og nu er Tjekkiet på UMs sorte liste.

Jeg langer ikke ud efter nogen, jeg er bare sur på Corona. Gi’ mig mit liv tilbage!

På den anden side af Corona, så vil jeg

  • Rejse mere
  • Samle oplevelser
  • Gå til koncerter
  • Fejre alle de runde fødselsdage i min vennekreds
  • Gi’ hånden til alle, jeg møder – på morfarmåden med begge hænder
  • Kramme alle, jeg kender og også dem, jeg kun kender lidt, til de er blå i ansigterne
Photo by Caio on Pexels.com

Septemberlisten

Her på kanten af september er det fantastisk dejligt vejr, og jeg håber, at det fortsætter. Vi har en del planer i september – og jeg ville ønske, at jeg kunne undlade at nævne Corona, but that bitch is here to stay.

Det er dag #1 i efteråret. Jeg er ikke klar. Som i SLET ikke klar. Jeg vil have mere sommer, mere sol på skindet… Bevares, det er da hyggeligt at sidde i en mørk stue, pivfryse og sippe te, men who are we egentlig kidding? – det er jo som fangen, der fatter kærlighed for fængselscellen!

Jeg tror, at det bliver en laaang vinter (og det har jeg allerede sagt til mine omgivelser 100 gange i denne uge). Hvergang en af os har det mindste kradsen i halsen eller snot i næsen, skal vi isolere os, vente 2-4 dage på at blive testet og yderligere 2-3 dage på svar. Vores søn har normalt løbenæse fra november til marts… så jeg ser på ingen måde frem til vinter.

Men lige nu er det jo ‘kun’ efterår 🍂🍁🐿 September ligger blank og ubrugt foran os, og vi har ikke de store planer. Ingen udlandsrejser, ingen koncerter eller store oplevelser. Mest hverdag, en stor fest og ellers mindre sammenkomster ❤️

  • Jeg vil fortsætte med at løbe om morgenen, indtil jeg intet kan se i mørket.
  • Jeg vil cykle mere; snuppe en omvej, når vejret og tiden er til det.
  • Jeg vil sigte mod at få 10.000 skridt på bogen hver dag
  • Jeg vil fokusere på at undgå snacking. Det går bedre, men hvorfor har jeg trang til at spise alt inklusiv bordpladen sidst på dagen? Jeg prøver at holde mig til ærter – men nu er ærterne tit melede. Kan edamame redde mig? Tyggegummi, tandpasta? Kontaktlim på læberne?
  • Forældremøde med kun en forælder pr barn. Det er meget sjovere at deltage i og ikke mindst evaluere forældremøder sammen med min mand. Kunne man mødes på Zoom i stedet?
  • Skolefoto og frisør – ungen har pt en solmoden høstak på hovedet. Skolefotoet skal jo være årets julegave, så håret skal være pænt inden fotoshoot.
  • Her gik man og troede, at SFK var billigere end SFO. Men det viser sig, at barnet skal have (gen)opfyldt sin konto flere gange om måneden til Cup Noodles, iste, snacks og fredags slush ice..
  • Samme dag som forældremødet fra 18-20, er det velkomstarrangement i SFK fra 17-19 (!) og frisør kl 16, for skolefoto er dagen efter. Resten af september bliver roligere, tænker jeg?
  • Vi skal holde minifødselsdag for knægten, og vi skal selv til en lille familiefødselsdag i nærmeste familie.
  • Jeg skulle mødes med mine gamle kolleger, men det er pt aflyst. Jeg mødes i stedet med min tidligere kontor-roomie til en tur, en snak og lidt mad.
  • Jeg plejer også at mødes med mine veninder fra gymnasiet – vi aflyste i marts, i juni og nu har vi talt om at ses. Vi taler om en middag ude måske allerede i september?
  • Min veninde bliver 50 år, og det er med stor fest og overnatning. Det bliver årets eneste fest, som det ser ud nu. Hvis reglerne da ikke ændres?
  • Jeg skal sælge sager og rydde ud. Big time. Kæmpestor prioritet i september!
  • Vi skal til Rørvig og aflevere sidste del af gaven til min fars 80 års fødselsdag. Det er den fineste maxi pixibog med fotos fra hans 80 års fø’s i juli. Takket være Pixums supergode app fik jeg lavet en fed hardback bog på 1/2 time for 213 kroner. SÅ fedt! Jeg tror, at min far bliver SÅ glad for den ❤️
  • Jeg vil lufte ud. Meget mere end normalt. Hjemme og på job og hvor jeg ellers befinder mig. Den 4. Coronaregel burde være udluftning. Rigtig kraftig gennemtræk sender de små aerosoler ud af vinduet. Aerosolerne kan indeholde virus og kan hænge i luften i 3 timer. Ikke fedt når efteråret står for døren. Opdateret 8/9 – læs mere om udluftning her
  • Jeg vil gå i gang med Pixum-fotobogen for 2020. Det mærkeligste år i vores liv.

Under enhver plus-liste bør følge en minus-liste:

  • Jeg vil undgå Corona. Det betyder undgå at pille mig i ansigtet. Undgå menneskemængder. Undgå steder med stillestående luft. Undgå at komme for tæt på andre, men opprioritere nærhed på sociale medier og andre steder, hvor afstand er muligt ❤
  • Jeg vil undgå at blive den lille indebrændte dansker, der peger fingre ad andre og er fuldstændig uudholdelig. Hun er derinde, og Corona får det værste frem i hende.
Gælder også om efteråret; afstand, hygiejne, ansigtsmaske

Forleden ramte den mig igen. Corona-tristessen.

Vi så nyheder, og der stod en mand fra udenrigsministeriet og slukkede for lande rundt om os, som en kræsen pige i “Dagens Mand”.

Lige dér mærkede jeg snerten af den dybe tristhed, som også var min gæst under nedlukningen. En helt særlig dyb tristesse med et klægt lag magtesløshed ovenpå.

Suk.

Vi har ikke nogen rejse planlagt, og det er usædvanligt for os. Der er efterårsferie om 7 uger, og der er 4 måneder til jul. Intet planlagt, og det nager mig.

“Where are you going?”

“Nowhere”

Det gælder om at sørge for afbestillingsforsikring, siger UM.

Sidste år holdt vi nytår hjemme for første gang i mange år. Det gør vi ikke igen. Holte er ikke Berlin. Vi var de eneste, der fyrede fyrværkeri af. En enkelt dame kiggede bebrejdende på os fra sin altan. På den anden side af søen, hvor de rige bor, var der masser af fyrværkeri. På vores side var der bare os.