Igen gnasker finansgrisen løs på mit arbejde. Det er på sin vis ikke overraskende, for salget af vores produkter halter, hele branchen er kriseramt, det meste af verden lige så, og forbrugerne er derfor alt for forsigtige. Men alligevel får jeg et chok hver gang. Jeg vænner mig aldrig til det.

Jeg har ikke tal på, hvor mange af mine kolleger, jeg skal sige farvel til i denne omgang og hvor mange jeg allerede har sagt farvel til, men her til morgen var jeg forbi en af mine kæreste kolleger og give hende et kram. For hun er dømt ude. Præcis som jeg blev dømt ude for nøjagtig et år siden, da jeg kom tilbage fra barsel.

‘Det er ikke personligt’ fik min kollega at vide. Men det er det jo. Det rammer én i allerhøjeste grad personligt med 250 km/t.

Igen sidder jeg tilbage med en knude i maven. Godt, det ikke var mig – det kan jeg næsten ikke være bekendt at tænke, vel? Men jeg tænker det, for jeg fik sparket for et år siden, og jeg er ikke klar til endnu en omgang med at samle mig selv op fra gulvet og kæmpe for at komme videre. Men jeg kunne godt tænke mig mere ro på og mere tryghed i ansættelsen.

Samtidig ved jeg også godt, at det ikke ligger i kortene foreløbig. Der kan gå flere år, før finansgrisen forsvinder igen, så jeg tror bare, at det er noget med at lære at leve med usikkerheden uden at lade den være styrende for ens liv.

Jeg glæder mig over, at jeg har været så heldig at have været del af den fantastiske optur stort set siden jeg fik mit første job i 1995, selvom jeg er blevet forkælet af det og har taget det for givet. Højt at flyve, dybt at falde. Det har så længe været arbejdstagers marked. Nu er det omvendt. Det er sundt. I hvert fald har jeg som marketeer lært ufattelig meget af de seneste par års krise.

Der, hvor jeg arbejdede før, havde vi ingen krise-plan, ingen plan B, så da salget stoppede op, stod vi og lignede mest af alt forskrækkede får i en fold. Vi måtte starte fra bunden med at lave en kriseplan. Ingen af os havde erfaring med krisemarkedsføring. Intet var pludseligt normalt; forbrugerne reagerede ikke længere på reklamer og tilbud.

Det, der normalt virkede, virkede overhovedet ikke. Vi prøvede lidt af hvert. Lige før jeg gik på barsel rodede jeg i reolen efter gamle marketingbøger fra 80erne, hvor den seneste krise ramte – jeg fandt guldkorn, men for sent. Finansgrisen tog mit job, lige da jeg kom tilbage fra barsel.

Nyt job betyder nye muligheder – men også nye kriseramte produkter og salg. Det er langt hårdere arbejde nu. Hver marginal tæller. Der skal arbejdes langt hårdere for at presse salg igennem, samtidig med at der skæres til benet. Det er sundt, det er udfordrende, men det er også hårdt.

Allerhårdest er det at sige farvel til højt skattede kolleger, fordi vi har kæmpet så hårdt sammen, og vi har været igennem så meget sammen. Det føles uretfærdigt, samtidig med at jeg jo godt ved, at det ikke kan blive ved med at gå. Medarbejdere er omkostninger, og det er sparetider.

Finansgrisens grimme ansigt viste sig her i dag. I morgen finder jeg ud af, hvem der ellers er blevet spist. Jeg glæder mig ikke. For at være ærlig. Jeg er bekymret.