Nu har jeg jo indtil videre ikke haft det store held, hver gang jeg har taget f-ordet i min mund. Hver gang er det blevet belønnet med sne og frost, men nu vover jeg altså pelsen, for nu føles det virkelig som forår. Det er faktisk svært at bevare pessimismen, når solen skinner, og dagene bliver længere og længere.

Et af mine privilegier som fyret er, at jeg kan tage mig ekstra tid til min familie – der er ingen stress om morgenen. Ikke noget med at være på kontoret inden 9. Så jeg tager min tid hver morgen nu.

Knægten har jo i næsten 2 uger været dybt ulykkelig over at skulle i børnehave, og nu har jeg en gylden mulighed for at gøre morgenerne lange, rolige, hyggelige og langsomme. Jeg afleverer ham blidt, blødt og langsomt, så han får tårerne tørret bort og piler afsted med sine venner uden at ænse mig. Han har slet ikke tid til at sige farvel til mig, når han lige som er faldet til i sin lille gruppe af venner, og jeg hører hans perlende latter, når jeg går.