Jeg synes, at det er lidt svært for tiden. Jeg har brug for ro lige nu til at finde balance, så jeg er klar til udredningen af min søn. Uden at vide det, tror jeg, at det bliver hårdt. Jeg tænker på det hele tiden på det, og jeg kan mærke, at det optager mig og stjæler min opmærksomhed. Jobmæssigt forventer jeg ikke den store opbakning. Ingen, der tager over for mig. Mit arbejde skal laves på mindre tid. De timer, jeg holder fri, må jeg lægge på et andet tidspunkt. Det er mere et spørgsmål om hvornår jeg SÅ er på arbejde og give mine kolleger besked, så de ved, at de ikke kan regne med mig i de timer på de 3 onsdage.
Jeg har tit en følelse af, at jeg træder ved siden af og ikke gør det godt nok. Nogle gange træder jeg virkelig også grundigt ved siden af, fordi jeg ikke altid forstår det usagte, nogle gange kender jeg ikke den strategi der usagt er lagt eller kender reglerne i det spil der foregår. Så får jeg sagt og gjort dumme ting. Jeg trives bedst med åbenhed og tillid, men i mit arbejde er der en høj grad af bl.a. tilbageholdelse af informationer og strategisk spil, og jeg du’r ikke til det, når jeg samtidig har så meget andet i mit hoved at tænke på.
Jeg forstår det ikke altid, og jeg opdager det tit først, når det er for sent. Så får jeg en besk kommentar, og så tænker jeg over det hele weekenden. Som nu, hvor jeg åbenbart sagde noget dumt til en forretningsforbindelse i fredags. Jeg følte mig i hvert fald godt dum, da min chef og en kollega talte til mig som om jeg var 5 år.
Og så har jeg ondt i maven, når jeg møder på arbejde og prøver at flyve under radaren og bare gøre mit arbejde stille, ordentligt og grundigt. For der er trods alt kun 5 dage eller 48 timers arbejde til det er weekend igen. Jeg er ikke helt glad for denne version af mig selv, og jeg burde tænke nærmere over det og løse problemet, men jeg vælger at rette mit fokus der hen hvor det er virkelig vigtigt: Min søn og hans udvikling. Det er det, der er vigtigst for ham, for os og for mig. Der er trods alt ingen, der dør af, at jeg går rundt og siger for lidt, for meget eller forkert på arbejde af og til 😀
mammalade 
Nu har jeg læst nogle af de indlæg, hvor du omtaler dit arbejde, og det lyder virkelig ikke som et rart sted at være. Det lyder i mine ører som om, at man har mere fokus på bundlinjen end på trivsel. Husk nu at passe på dig selv, og sørg for at du kan lide at gå på arbejde. Ellers er det bare ikke det værd. Det er trods alt der du bruger størstedelen af dine vågne timer.
LikeLike
Har tænkt det samme som sus… Husk at det ikke at det værd – slet ikke med de udfordringer du står overfor med Nicolas. Jeg synes ikke det lyder som et rart sted heller…
Knus herfra!
LikeLike
Hej Cille!
Jeg ved det godt, men det er virkelig tosidet! Var jeg ‘bare mig’, så ville jeg være happy (send tøj på vaskeri, spise alle måltider på kontoret og bo ien snoldet lejlighed), men med min situation er det ikke så nemt – jeg har for meget andet i mit liv, så jeg har svært ved at gi’ det ekstra, som forventes af en Produktchef i mit job – eller i lignende jobs.
Så kan jeg jo bare finde et andet job. Problemet er, at jeg har haft 6 forskellige jobs på 10 år, og ingen af dem har været væsentlig anderledes. Mit CV ligner lort. Det er en klar ulempe. Men jeg er omstillingsparat 😉
Måske fordi jeg har skiftet job så ofte, at jeg aldrig for alvor har fået bidt mig ordentligt fast og er kommet ind i en rutine. Så nu bliver jeg hvor jeg er. I hvert fald en tid. I håb om, at jeg oparbejder noget rutine, så alle opgaver ikke længere er nye og svære og ekstremt ressourcekrævende.
Jeg er selv ude om det. Jeg ønsker ikke særlige hensyn. Jeg vil gerne løfte min del af slæbet og påtage mit ansvar. Og jeg vil gerne gøre det godt og lære mere. Jeg er ikke offer, jeg er fuldt ud klar over, hvad jeg gør, og jeg kan til hver en tid tage mit tøj og gå, hvis det bliver alt alt for meget. Jeg har overvejet det.
Jeg overvejer hver dag, om det er det værd. Der er dage, hvor jeg tænker hoooold nu op, NU skal jeg lægge mit CV på jobindex – og der er dage, hvor jeg går hjem helt høj, fuld af overskud, tindrende glad og fuld af succes, når tingene bare lykkes for mig.
Så det er ikke så let og entydigt, og det er ikke “bare” min arbejdsplads, der er en hård arbejdsplads. Jeg er også en stædig satan, som ikke vil give op. Hvad skal jeg lave, hvis jeg ikke kan laveste, jeg elsker? Jeg aner det ikke. Jeg ved bare, at jeg skal passe på, at det ikke tager livet af mig. Jeg har haft stress før, og jeg vil ikke derhen igen.
Gitte K
LikeLike
Cille, hvor er din blog blevet af?!
Der står den er fjernet – ?
Er du ok?
Kram fra Gitte K
LikeLike