Advarsel: Forældreintra-spammer in spe

Af og til læser jeg kommentarer til .. hvad skal jeg kalde det .. vores livsstil som børneforældre. Altså, nu fx indlægget om forældreintra. Meget interessant læsning for en mor, der endnu ikke har børn i skolealderen og kun hører om forældreintra fra andre forældre. Også ret skræmmende, fordi jeg sort på hvidt kan læse, at jeg bliver lagt for had, når jeg gør min entré på forældreintra. Jeg angler ikke efter anerkendelse; jeg er bare aktiv og engageret, og det er åbenbart no go for visse forældre. Men ofte er det, der irriterer os allermest ved andre, noget hos os selv, som kræver opmærksomhed. Det er også værd lige at tage med i overvejelserne.

There is no one perfect way to be a good mother.
Each situation is unique.
Each mother has different challenges, different skills and abilities, and certainly different children.
The choices and priorities are different and unique for each mother and each family.

Et lille eksempel fra vores hverdag; vi skal snart til lanternefest for 4. gang i børnehaven, og det irriterer mig grusomt, at jeg ikke kender lanternesangen. Derfor har jeg bedt en af pædagogerne om et link til den på YouTube og en tekst. Fordi jeg synes, at det er hyggeligt at kunne synge med, når vi går med lanternen, og fordi min søn gerne vil gå tur med sin lanterne bare med sin far og jeg senere på året. Anerkendelse i den forbindelse er ikke noget, jeg angler efter – jeg kan højst få nogen til at holde sig for ørerne. Jeg håber blot på, at min søn og de andre børn og forældre bærer over med, at jeg synger med på lanternesangen.

Så – ja, jeg har godt læst det sure opstød omkring spam på forældreintra – og ærligt talt; en del af mig tænkte ‘hun har megakløe i røven og for korte arme’. Jeg blev egentlig også en smule irriteret over behovet for at skyde andre forældre motiver i skoene, for jeg læser det snarere som om forfatteren føler sig angrebet eller truet af de aktive forældre. Men så tænkte jeg ikke mere over det, for ‘man læser jo så meget’. Indtil jeg læste denne kommentar, som jeg er meget enig i og bare ikke kunne lade være med at kommentere. For jeg ser ikke aktivitet på forældreintra eller andre steder i vores børns sfære som en konkurrence. Jeg ser det som mangfoldighed – folks forskellige måder at være forældre på. Jeg gentager; DET ER IKKE EN KONKURRENCE.

Det er det samme på andre sociale medier (og ja, forældreintra er også et socialt medie!) som fx Facebook og Instagram, hvor jeg indimellem hører om nogen, som bliver enormt irriterede på hinanden, fordi de poster billeder af mad, løbeture på Endomondo osv. Fordi man har en idé om, at det får en selv til at fremstå i et dårligt lys, fordi man ikke selv kaster sig ind i kampen om at poste flotte madbilleder af Dolmios den bedste og de løbeture, man ikke har været på.

Jeg mindes konkurrencesituationen i folkeskolen på flere forskellige planer; længste hår, flest veninder, mest make-up, flotteste kæreste, flest kærester, lækreste tøj, korteste nederdel, strammeste jeans osv. Det var dengang i folkeskolen, men nu er vi gået ud, og vi skulle gerne være kommet videre. Jeg synes, at det er trist, hvis ikke vi er kommet videre og stadigvæk opfatter fx andres bage-iver som en kritik af vores manglende ditto. Hvad med bare at glæde os over, at NOGEN gider bakse med mel, sukker og æg, så ungerne får kage til klassefesten? … Det ville da være trist, hvis vi alle holdt op med at bage, bare fordi nogen får ondt i selvværdet af det.

Jeg spammer gerne børnehavens opslagstavle med forsvundne flyverdragter/sko/regntøj/Skylanders – og jeg kommer også til at efterlyse det på forældreintra. Måske ikke i en mail til alle uden andet formål end dette .. For med en efterlysning dukker det mistede som oftest op igen. Der ligger cirka 60 gummistøvler viklet sammen med 30 regnjakker og 30 regnbukser … ja, man kommer til at tage det forkerte med hjem. Igen og igen. Og gider man ikke læse opslaget, så lader man da være med det. Det er jo en fri verden. Aktivt at efterlyse tøj er også en måde at vise min søn på, at han skal passe på sine ting. Fordi han oplever, at jeg gør mig umage for at få det igen, så passer han bedre på næste gang. Hvis jeg er ligeglad, og alle andre er ligeglade, så bliver han også ligeglad.

Mine efterlysninger er altså bare det, de er – efterlysninger. De er ikke et udtryk for, at jeg angler efter anerkendelse for at være supermor. Som Freud siger ‘nogle gange er en cigar bare en cigar’. Så ja, om 2 år så spammer jeg forældreintra. You ain’t seen nothing yet 😀