Vi var en tur på den blå legeplads i Weinbergsparken. Soppebassinet var ikke tændt, men knægten legede, gyngede og snurrede rundt. Legepladsen har ikke helt samme magiske tiltrækning på ham. Nu er det Saturn, der trækker – her kan han prøve de nyeste games.
Jeg elsker stadig Berlins legepladser, og jeg mindes de mange fantastiske timer, vi har tilbragt her både sommer og vinter de sidste mange år.
Vi forlod parken via Brunnenstrasse, hvor vi kiggede på guldfiskene i søen; de snappede – efter hvad? Søens overflade blev konstant brudt af snappende guldfiskemunde. Vi havde kurs mod mur-mindesmærket for enden af Brunnenstrasse. På vej derned skulle vi i S. Wert i Brunnenstrasse 191. De laver de fineste plakater og andre ting med Berlinmotiver.
Vi besøgte også den skønne Ocelot boghandler/café i nr 181. Jeg kunne tilbringe timer her. Jeg elsker boghandlere, der er lidt mere end bare en boghandel. Ocelot er et bogunivers. Der er lys og luft, masser af hyggekroge, en café og både tyske og engelske bøger. Og en masse spændende og tankevækkende skriveredskaber, papir, notesbøger, blokke …
– 17. Juli 2019, Berlin