Jeg vil vove den påstand, at styrketræning gør mig til et bedre menneske; jeg bliver sødere, mere rummelig og omgængelig, mindre stresset og mindre bitchy.
Styrketræning giver mig livskraft, styrke og øget energi. Jeg får mere overskud både fysisk og psykisk. Ro i sjælen.
Hvordan begyndte det?
Jeg begyndte for alvor at styrketræne efter en meniskoperation for 19 år siden. Meniskoperationen betød, at jeg måtte holde pause med aerobic, dans, step, mens mit knæ voksede sammen.
Jeg fik lagt et begynderprogram, som var dødens pølse; det tog næsten en time og bestod af 5 sæt a 20 gentagelser i 117 maskiner.
Det var slet ikke noget for mig. Det kunne være sluttet der, og det gjorde det også for de piger, jeg i starten trænede med.
Hvordan fandt du glæden ved styrketræning?
Jeg nævnte for en bekendt i centret, at styrketræning var dødkedeligt. Han sagde ‘du har det forkerte program – du spilder tiden på at træne på alt for mange meningsløse maskiner og med en alt for lav vægt’ Godt så, træningscentrets begynderprogram fik en reel sviner 😬
‘Jaja, den er god med dig – hvad gør jeg så? – vil du træne med mig?’ spurgte jeg. Da han var færdig med at grine, sagde han ja. Han fortalte senere, at han var overbevist om, at vores makkerskab max ville holde i 20 minutter, så ville jeg fise tilbage til mit aerobichold.
Jeg blev presset max. Jeg blev stædig, kæmpede med rystende arme og blæverben. Jeg glemte at trække vejret, så ondt gjorde det. Det var intet mod dagen efter, hvor mine muskler våndede sig, men jeg mødte trofast op til ny tortur af andre muskelgrupper. Han havde grinet af mig, og jeg nægtede at gi’ op.
Vi trænede 5 gange om ugen af max 20 minutter. Flexprogram, skiftevis triceps/bryst og ryg/biceps – og så en ugentlig ben-dag.
Det var så fedt. Min krop viste sig at være meget stærkere end jeg troede. Når jeg mente, at jeg kun lige med nød og næppe kunne løfte 25 kilo og ikke et gram mere, fik jeg 35 kilo på og lykkedes med det.
Min begrænsning sad i hovedet, ikke i kroppen. Jeg ved derfor, at min krop rummer et langt større potentiale end jeg var klar over. Min krop er langt mere stærk, robust og fantastisk end jeg forestillede mig inden. Og det bedste er, at det smitter af på min psyke.
Min krop kvitterede med at blive stærk, robust og selvom min vægt steg, fik jeg det bedre med mig selv. Fokus i spejlet flyttede sig til ‘jeg kan’ i stedet for ‘jeg er for stor’. Min ryg blev rank, og til sidst kunne jeg se muskler under huden. Og jeg var superpraktisk at have med i Netto 😅
Hvorfor holdt du op med at træne, hvis det er så fedt?
Jeg holdt op med at træne i flere år, da jeg skulle få hverdagen til at gå op med mand, barn, job og træning. Min prioriteter ændrede sig, ganske enkelt.
Hvordan kom du i gang igen?
Nyt træningscenter; spritnyt med uimodståeligt tilbud 99kr om måneden. Min mand meldte sig ind, og så gjorde jeg det også. Fra første træning i det center var jeg solgt.
Så jeg er tilbage. Fire gange om ugen er målet, men enhver træning er en succes.
Hemmeligheden?
Hemmeligheden er at gøre det simpelt – og tungt. Jeg holder mig til kabeltræk, frie vægte og få maskiner, da jeg bedre kan justere og fintune øvelserne med kabler og frie vægte.
Jeg tager kun max 8 repetitioner pr sæt. Det skal være sådan, at jeg ikke fysisk kan klare #9 rep. Kan jeg ta’ 9 eller 10 reps tager jeg mere vægt på.
For mig handler styrketræning ikke om resultater, det handler om at vække kroppen og bruge kroppen, ikke hovedet. Ud af hovedet, ned i kroppen. Kroppen kvitterer med jubel, det kan jeg godt love!