Kirkeklokkerne fra kirken på byens torv vækkede mig klokken 6. Jeg var stadig træt og havde en trist følelse indeni. Jeg lå og smagte lidt på det. Mærkværdigt, for egentlig er jeg ganske glad, spændt og nysgerrig på nye oplevelser. Vi rejser videre til Italien i dag. Farvel og på gensyn, skønne Østrig!

Jeg er ved at blive gammel. Jeg er officielt mor til en teenager om 1 1/2 uge. Jeg mærker, at der nu er masser af ‘sidste gange’ i hans liv .. og også i mit liv. Man fejrer ikke ‘sidste gange’ på samme måde som ‘første gange’. ‘Sidste gange’ nyder man ikke nok. Meget ofte ved man jo ikke engang, at det er sidste gang. Og det ramte mig her til morgen. Hvad nu, hvis det er sidste gang, jeg er her? Nød jeg det nok? Fik jeg det hele med? Fik jeg set det, jeg ville her? Ejj, vi skulle have gået helt op til toppen af bjerget i går, vi var der næsten, hvad hvis det var vores sidste chance? Jeg har lyst til at gøre det hele igen, og jeg ved, at jeg ikke har tid. Det meste af tiden er nemlig gået. Både vores søns barndom .. og nu er også over halvdelen af mit liv er gået.

Jeg har elsket næsten hvert sekund her i Østrig, men jeg indser også, at det, der var sjovt og fantastisk og eventyrligt for 3 år siden, er vores søn vokset fra. Det rammer mig. Hårdt.

Han ved det vist ikke helt selv. I går ramte det ham faktisk lidt, tror jeg. Han vil forsikres om, at vi kommer tilbage til de steder, hvor han oplevede så meget glæde, eventyr og sjov. Tilbage til barndommens gade. Men han mærker måske også, at han vokser fra det. Han søger forsikring fra os om, at det bliver det samme igen. At barndommen ikke er slut. Han prøver at genfinde glæden, og det er skønt og fantastisk .. men det er ikke længere det samme, det som han havde glædet sig til. Der er stor forskel på at være 9 år og næsten 13. Næste år endnu mere forskel. Så vi tager ham i hånden og tager ham med på nye eventyr – uden at sige farvel. Bare på gensyn.

Han holder fast og forsvarer sig, når vi taler om, at vi måske ikke kommer tilbage hertil. Han vil tilbage. “Jeg kommer tilbage med mine børn” siger han forurettet. “Vi kommer da også hertil igen, ikke mor?” Han ser på mig, og han vil gerne have, at jeg bakker ham op. Han er ikke parat til at sige farvel til Alpenrosenbahn, Alpinolino, Ellmi og de kendte rammer i Westendorf. Det er jeg heller ikke, men tiden er løbet fra Østrig og fra eventyrene i bjergene, og der er andre ferieeventyr derude.

Jeg er faldet i sommerhusfælden. Der, hvor man gør det samme år efter år. Måske er det i virkeligheden i håb om at genskabe barndommens somre? Vi har knyttet bånd til det her sted .. eller rettere til de oplevelser, som vi har haft her i vores søns barndom.

Det er det, der sker, når man gør nogen tam og knytter bånd. Som ræven i Den Lille Prins.

Så jeg har svært ved at sige farvel denne gang. Både til Westendorf og til vores hotel i Bardolino. Jeg har lyst til at gøre det hele igen. Men tiden er gået, jeg er bare ikke helt klar til det endnu, så jeg ligger lige her og siger en stille tak for det hele. Jeg har knyttet bånd, og så er det svært at rejse videre ♡

Her passer et uddrag af fortællingen om Den Lille Prins perfekt ind. Den Lille Prins er kommet til jorden fra en fremmed planet. Alt her på jorden er nyt for ham. På sin rejse møder han bl.a. en ræv. Fordi han knytter bånd til ræven, er det forbundet med smerte at rejse videre.

Da var det ræven dukkede op. “Goddag”, sagde ræven.
“Goddag”, svarede den lille prins høfligt og vendte sig om, men han kunne ikke se nogen.
“Jeg er her”, sagde stemmen, “under æbletræet”.

“Hvem er du?” spurgte den lille prins, “du ser så pæn ud …”
“Jeg er en ræv”, sagde ræven.
“Vil du ikke lege med mig?” Spurgte den lille prins. “Jeg er så ked af det”.
“Jeg kan ikke lege med dig”, sagde ræven. “Jeg er ikke gjort tam”.

“Åh, så må du undskylde”, sagde den lille prins. Men da han havde tænkt sig lidt om, tilføjede han: “Hvad er det at blive gjort tam?”
“Du stammer nok ikke herfra”, sagde ræven. “Hvad søger du egentlig?”
“Jeg søger mennesker”, svarede den lille prins. “Men hvad betyder gøre tam?”
“Mennesker har bøsser”, sagde ræven, “og de går på jagt. Det er meget generende! De opdrætter også høns. Det er det eneste interessante ved dem. Leder du også efter høns?”

“Nej”, sagde den lille prins. “Jeg leder efter venner, hvad betyder gøre tam?”
“Noget man i alt for høj grad har glemt. Det betyder at knytte bånd”
“Knytte bånd?”

“Ja vist”, sagde ræven. “Endnu betyder du ikke andet for mig end en lille dreng, mage til hundrede tusinde andre små drenge. Jeg har ikke brug for dig, og du har heller ikke brug for mig. For dig er jeg bare en ræv mage til hundrede tusinde andre ræve. Men hvis du gør mig tam, så vil vi få brug for hinanden. Så bliver du den eneste i verden for mig, og jeg bliver den eneste i verden for dig.”

Ræven holdt inde og stirrede længe på den lille prins: “Åh, vil du ikke godt … vil du ikke nok gøre mig tam?” sagde den.
“Jeg ville gerne”, sagde den lille prins, “men jeg har ikke megen tid. Jeg skal have fundet venner, og der er så meget, jeg skal lære at kende”.

“Man lærer kun det at kende, som man gør tamt”, sagde ræven. “Menneskene har ikke mere tid til at lære noget at kende. De køber alting færdigt hos de handlende. Men der findes ingen butikker, hvor man handler med venner. Menneskene har ikke mere nogen venner. Hvis du ønsker en ven, så gør mig tam.”

“Hvordan bærer man sig ad?” spurgte den lille prins.

“Man skal være meget tålmodig”, svarede ræven. “Først skal du sætte dig et stykke fra mig, således, i græsset. Jeg skæver til dig, og du siger ingenting. Ordene er misforståelsens kilde. Men for hver dag ville du kunne rykke lidt nærmere…” Så gjorde den lille prins da ræven tam, og da afrejsens stund nærmede sig, sagde ræven: “Åh, hvor vil jeg komme til at græde”.

“Det er din egen skyld”, sagde den lille prins. “Det er ikke, fordi jeg er skadefro, men du har selv ønsket, at jeg skulle gøre dig tam …”
“Ja, naturligvis”, sagde ræven.
“Men du vil komme til at græde”, sagde den lille prins.
“Naturligvis”, sagde ræven.
“Jamen, så har du ikke fået noget ud af det!”
“Jo, det har jeg”, sagde ræven.
Og han gik tilbage til ræven: “Farvel”, sagde han. “Farvel”, sagde ræven, “nu skal jeg betro dig min hemmelighed. Den er ganske ligetil: kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet.”

“Det væsentlige er usynligt for øjet”, gentog den lille prins for bedre at kunne huske det.

Uddrag fra Den Lille Prins af Antoine de Saint-Exupéry ♡

Det blev bare en masse ord, der snublede. Ingen begyndelse eller slutning. Det er skidesvært at sige farvel. Både når man er 50, og når man er 13. Så lad os bare sige “på gensyn” til Østrig. På gensyn glade barndomsferie. På gensyn Ellmi, Alpinolino og Østrig ♡